Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Menneskerettighedsdomstolen stadfæster retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde
    Vagttårnet – 2012 | 1. november
    • Men hvordan skal et Jehovas vidne der af samvittighedsgrunde ikke vil udføre militærtjeneste, forholde sig hvis der er værnepligt i det land hvor han bor? Sådan var situationen for en ung mand ved navn Vahan Bajatjan.

      Hændelsesforløb før sagen kom for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

      Vahan blev født i Armenien i april 1983. I 1996 begyndte han og andre i hans familie at studere Bibelen med Jehovas Vidner, og da han var 16 år, blev han døbt. Gennem sit studium af Bibelen fik han stor respekt for Jesu Kristi lære, herunder det påbud Jesus gav sine disciple om at de ikke måtte gribe til våben. (Mattæus 26:52) Kort efter sin dåb måtte Vahan derfor træffe en meget vigtig beslutning.

      I Armenien er der værnepligt for alle unge mænd når de fylder 18 år. Hvis de nægter at aftjene værnepligt, kan de blive straffet med fængsel i op til tre år. Vahan ønskede ikke at gøre noget der stred mod hans bibeloplærte samvittighed, men var villig til i stedet at udføre samfundsnyttigt arbejde. Så hvad gjorde han?

      Da han i 2001 blev fundet egnet til værnepligt, begyndte han at skrive breve til myndighederne i Armenien hvori han meddelte at det var imod hans samvittighed og religiøse overbevisning at udføre militærtjeneste. Samtidig gjorde han det klart at han i stedet var villig til at udføre en alternativ, civil tjeneste.

      Vahan Bajatjan foran fængselet i Nubarashen, Armenien

      Der gik over et år, og i den periode fortsatte Vahan med at anmode myndighederne om at respektere at han af samvittighedsgrunde nægtede at udføre militærtjeneste. Men i september 2002 blev han arresteret og senere anklaget for at unddrage sig værnepligt. Han blev idømt 18 måneders fængsel. Anklageren var dog ikke tilfreds med den straf. Blot en måned senere fremsatte han en begæring til appelretten hvori han krævede en strengere straf. Han hævdede at Vahans religiøst motiverede nægtelse af militærtjeneste var „ubegrundet og farlig“. Appelretten efterkom anklagerens begæring og ændrede Vahans straf til 30 måneders fængsel.

      Vahan appellerede dommen til Armeniens øverste domstol. I januar 2003 stadfæstede kassationsdomstolen appelrettens afgørelse. Vahan blev straks overført til et fængsel hvor han begyndte at afsone sin straf sammen med mordere, narkohandlere og voldtægtsforbrydere.

      Sagen indbringes for Menneskerettighedsdomstolen

      Siden 2001 har Armenien været medlem af Europarådet. Landets borgere har derfor ret til at appellere sager til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol forudsat at sagen er færdigbehandlet af alle de nationale klage- og ankemyndigheder. Det valgte Vahan at gøre. I sin klage anførte han at den dom der var blevet afsagt over ham fordi han nægtede at udføre militærtjeneste, var en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 9. Vahan bad om at hans ret til at frasige sig militærtjeneste af samvittighedsmæssige årsager blev sikret i henhold til artikel 9. Tidligere havde domstolen afvist at behandle klager om militærnægtelse under denne artikel.

      Den 27. oktober 2009 afsagde Menneskerettighedsdomstolen sin dom. Domstolen fandt at de der er militærnægtere af samvittighedsgrunde, ifølge nugældende retspraksis ikke er omfattet af retten til samvittighedsfrihed som den defineres i Menneskerettighedskonventionens artikel 9.

      Bajatjan med sin kone, Tsovinar, og sønnen, Vahe

      På dette tidspunkt var Vahan for længst blevet løsladt, var gift og havde fået en søn. Vahan var skuffet over dommen. Han måtte nu vælge mellem at droppe sagen eller at appellere til Menneskerettighedsdomstolens Storkammer. Han valgte det sidste. Storkammeret tager kun helt specielle sager op, så Vahan blev meget glad da denne instans besluttede at behandle hans sag.

      Den 7. juli 2011 afsagde Menneskerettighedsdomstolens Storkammer i Strasbourg i Frankrig langt om længe sin dom. Med stemmerne 16 mod 1 konkluderede Storkammerets dommere at Armenien havde krænket Vahan Bajatjans ret til samvittighedsfrihed da han blev dømt og fængslet fordi han af samvittighedsgrunde ikke ville udføre militærtjeneste. Det var dommeren fra Armenien der som den eneste stemte imod.

      Bajatjan med sine juridiske rådgivere, Menneskerettighedsdomstolen, 24. november 2010

      Hvorfor er dette en betydningsfuld dom? Fordi det var første gang i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols historie at det blev fastslået at retten til at afvise militærtjeneste af samvittighedsgrunde var omfattet af konventionens artikel 9. Domstolen betragter det derfor som en krænkelse af grundlæggende rettigheder i et demokratisk samfund at fængsle en der af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste.

      Domstolen fremsatte følgende udtalelse, som også får betydning for andre Jehovas Vidner der af samvittighedsgrunde nægter at udføre militærtjeneste: „Domstolen har ingen grund til at betvivle at klagerens vægring mod at udføre militærtjeneste skyldtes hans religiøse overbevisning, som han tog dybt alvorligt, og som var i direkte konflikt med hans forpligtelse til at udføre militærtjeneste“.

  • Menneskerettighedsdomstolen stadfæster retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde
    Vagttårnet – 2012 | 1. november
    • Vahan Bajatjan er glad for den epokegørende dom der blev afsagt i hans favør. Dommen forpligter Armenien til at holde op med at forfølge og fængsle personer der på grund af deres dybe religiøse overbevisning ikke vil udføre militærtjeneste.

  • Menneskerettighedsdomstolen stadfæster retten til militærnægtelse af samvittighedsgrunde
    Vagttårnet – 2012 | 1. november
Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del