-
Museer — et besøg værdVågn op! – 2005 | 8. marts
-
-
Kunst gennem århundrederne
Lad os gå over på den anden side af The Mall og besøge det flotte kunstmuseum, ’National Gallery of Art’. Museet blev åbnet i 1941, og på en rundvisning bliver vi ført gennem otte århundreders kunst. Hvis du er kunstelsker, får du nok mest ud af at tage hertil fra morgenstunden. Alt efter hvilken tidsperiode i kunstens historie du synes bedst om, vil det under alle omstændigheder tage adskillige timer at gå rundt og studere de smukke samlinger. Heldigvis er der mange steder mulighed for at sidde ned og se nærmere på kunstværkerne eller for bare at få et hvil.
Eftersom det meste af den kunst der blev frembragt mellem det 13. og det 15. århundrede, blev sponsoreret af den katolske kirke, har de fleste af malerierne fra denne tid religiøse temaer. På National Gallery of Art kan man se Giottos „Madonna og barn“, Rafaels „Alba-Madonnaen“ (1508) samt forskellige værker af Leonardo da Vinci. Fra det 16. århundrede er der værker af Tintoretto, Tizian og andre kunstnere. Af særlig interesse for dem der studerer Bibelen, er Tintorettos „Kristus går på vandet“ (fra omkring 1575/1580), der viser Kristi disciple på en fiskerbåd i stormvejr. En anden bibelsk episode ses på El Grecos maleri „Kristus jager de handlende ud af templet“. Læg mærke til hvor forskellige kunstnernes stilarter er — for eksempel bruger El Greco meget livlige farver og skildrer bevægelser på en meget levende måde.
Museets samling fra det 17. århundrede indbefatter værker af Rubens, Rembrandt og andre kunstnere. Bibellæsere vil finde det interessant at se Rubens’ maleri „Daniel i løvekulen“, fra omkring år 1615. Læg mærke til hvor rolig Daniel ser ud mens han takker Gud for at have bevaret ham i live. Lad os nu springe frem i tiden til de franske impressionister i det 19. århundrede.
Her på museet findes en af de bedste impressionistiske samlinger uden for Paris. Hvis man i årevis har set på kopier af nogle af disse malerier, er det en stor fornøjelse at se de originale billeder. Man kan blive helt overvældet når man ser berømte værker af Cézanne, Manet, Renoir, Degas og Monet og får øje på de mange stilarter og kunstnernes gengivelse af lys. Museet huser også værker fra berømte amerikanske kunstnere, for eksempel Mary Cassatt („Børn leger på stranden“), James Abbot McNeill Whistler („Den hvide pige“) og Winslow Homer („Det blæser op“).
Der er endnu et afsnit af museet som du sikkert vil finde interessant, East Building, hvor der er en samling af moderne, nutidig kunst. I gårdhaven står blandt andet nogle store skulpturer af Alexander Calder, Henry Moore og andre. Desuden kan man se en gobelin af den catalonske kunstner Joan Miró.
Det er let at se hvordan man kan bruge flere timer på dette kunstmuseum, ja, man kan bruge al sin energi her.
-
-
Museer — et besøg værdVågn op! – 2005 | 8. marts
-
-
[Illustration på side 18]
Winslow Homers billede, „Det blæser op“, kan ses på National Gallery of Art
[Kildeangivelse]
Winslow Homer, Breezing Up (A Fair Wind), gave fra W. L. and May T. Mellon Foundation, Image © Board of Trustees, National Gallery of Art, Washington
-