Gigt — smertefuld og invaliderende

„Man kan ikke forestille sig hvor ondt det gør, før man har prøvet det. Jeg troede at den eneste lindring ville være døden.“ — Setsuko fra Japan.

„Jeg har haft sygdommen siden jeg var 16, så jeg føler det som om den tog min ungdom fra mig.“ — Darren fra Storbritannien.

„Jeg gik glip af to år af mit liv hvor jeg var sengeliggende.“ — Katia fra Italien.

„Fra det tidspunkt hvor jeg fik ondt i alle leddene, har livet ikke været andet end smerter.“ — Joyce fra Sydafrika.

SÅDAN beskriver nogle gigtramte deres problemer. Hvert år søger millioner af patienter behandling for smerter, immobilitet (nedsat bevægelsesevne) og deformiteter fremkaldt af gigt, eller artritis, også kendt under betegnelsen reumatiske sygdomme.

Alene i USA lider over 42 millioner af artritis, og hver sjette patient er invalideret. Faktisk er artritis den hyppigste årsag til invaliditet i USA. Virkningen på økonomien „svarer omtrent til en moderat lavkonjunktur,“ oplyser USA’s Center for Sygdomskontrol og Sygdomsforebyggelse. Gigt koster årligt det amerikanske samfund mere end 64 milliarder dollars (over 500 milliarder kroner) i udgifter til behandling og på grund af tabt arbejdsevne. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) har undersøgelser i mindre udviklede lande som Brasilien, Chile, Filippinerne, Indien, Indonesien, Kina, Malaysia, Mexico, Pakistan og Thailand vist at problemet er „næsten lige så stort dér som i industrilandene“.

Det er en skrøne at gigt kun rammer de ældre. Følgerne af artritis forværres ganske vist med alderen, men en af de mest udbredte gigtsygdomme, leddegigt (reumatoid artritis), rammer som regel 25-50-årige. I USA er næsten 3 ud af 5 gigtpatienter under 65 år. I Storbritannien er 1,2 millioner af de 8 millioner gigtramte under 45 år. Over 14.500 af dem er børn.

År for år vokser antallet af gigtpatienter markant. I Canada vil tallet i løbet af de kommende ti år vokse med en million. Artritis er mere udbredt i Europa end i Afrika og Asien, men også i de sidstnævnte verdensdele griber sygdommen om sig. Den store stigning i antallet af gigtramte har fået WHO til at erklære perioden 2000-2010 for Bevægeapparatets Årti. I det tidsrum vil læger og andre faggrupper i sundhedssektoren verden over samarbejde om at forbedre livskvaliteten for dem der er ramt af muskuloskeletale lidelser som artritis.

Hvad ved man om de smertefulde sygdomme der omfattes af fællesbenævnelsen gigt? Hvem er i farezonen? Hvordan kan gigtpatienter få et godt liv trods deres sygdom? Er der en kur i sigte? Disse spørgsmål vil blive taget op i de følgende artikler.

[Kildeangivelse på side 3]

Røntgenbillede gengivet med tilladelse af the Arthritis Research Campaign, United Kingdom (www.arc.org.uk)

Nyttig viden om gigt

„Jeg græder når jeg om aftenen kigger på mine deforme fødder og hænder.“ — Midori fra Japan.

GIGT, også kaldet artritis, har i århundreder været menneskehedens svøbe. Ægyptiske mumier vidner om at reumatiske sygdomme fandtes dengang. Noget tyder på at Christoffer Columbus led af gigt. Det samme gør millioner af mennesker i dag. Hvad er gigt egentlig?

Ordet artritis er afledt af græsk og betyder „ledbetændelse“. Betegnelsen bruges i forbindelse med mere end 100 reumatiske sygdomme og lidelser som ikke kun rammer leddene.a Ofte er musklerne, knoglerne, senerne og ledbåndene også berørt. Nogle former for artritis viser sig som hudlidelser, som sygdomme i de indre organer eller endog som øjenlidelser. Lad os se nærmere på to af de sygdomme som ofte forbindes med betegnelsen artritis — leddegigt og slidgigt.

Hvordan et led er bygget op

Et led er forbindelsen mellem to eller flere knogledele. Et såkaldt synovialled er omsluttet af en fibrøs ledkapsel der beskytter leddet og holder det sammen. (Se illustrationen på side 4.) Ledkapselen er beklædt med en synovialmembran, som udskiller en smørende væske. Knogleenderne er dækkede af brusk, et glat, elastisk væv der fremmer bevægeligheden og modvirker slid. Brusken virker også støddæmpende og fordeler trykket på knoglerne jævnt.

Det har vi især glæde af når vi går, løber eller hopper. I de situationer er belastningen af vores hofter og knæ fire til otte gange større end vores kropsvægt! De omgivende muskler og sener afbøder for en stor del de stød leddene udsættes for, og knoglerne skånes yderligere ved at bruskvævet trykkes sammen.

Leddegigt

Ved leddegigt retter immunforsvaret et massivt angreb mod kroppens led. Af ukendt årsag strømmer et stort antal blodlegemer ind i ledhulerne. Det gælder også T-lymfocytter, der er vigtige komponenter i immunsystemet. Det fremkalder en række kemiske reaktioner som medfører ledbetændelse. Synovialcellerne i ledhulen begynder i nogle tilfælde at formere sig ukontrollabelt og danner en svulstlignende vævsmasse, en såkaldt pannus. Den producerer skadelige enzymer som nedbryder bruskvævet. Der er fare for at knoglefladerne kommer til at hænge sammen, hvilket mindsker leddets bevægelighed — og fremkalder ulidelige smerter. Denne nedbrydende proces svækker desuden ledbåndene, senerne og musklerne. Knoglernes kontaktflader forskubbes i forhold til hinanden, hvorved leddet bliver ustabilt. Derfor ser det ofte deformt ud. Normalt angriber sygdommen håndled, knæ og fødder i symmetrisk mønster. Hos godt og vel halvdelen af dem der får leddegigt, opstår der også knuder under huden. Nogle får anæmi og smertefuld tørhed i øjne og svælg. Andre følger af leddegigt er træthed og influenzasymptomer som feber og muskelsmerter.

Leddegigt kan ramme alle aldersgrupper, men det er meget forskelligt hvor længe den varer, og hvor invaliderende den er. Hos én patient forværres smerterne og stivheden lidt efter lidt i løbet af nogle uger, måske endda nogle år. Hos en anden slår sygdommen ned uden varsel. Den kan i enkelte tilfælde være i udbrud i nogle få måneder og derpå forsvinde uden mærkbare varige mén. I andre tilfælde afløses perioder med opblussende symptomer af perioder med bedring. Hos nogle patienter er tilstanden ubønhørligt invaliderende i en lang årrække.

Hvem rammes af leddegigt? „Denne sygdom forekommer hyppigst hos midaldrende kvinder,“ oplyser dr. Michael Schiff. Han tilføjer dog at „den kan ramme hvem som helst i en hvilken som helst alder, også børn og mænd“. Er der leddegigt i familien, øger det statistisk set risikoen for at man får sygdommen. Flere undersøgelser peger i retning af at risikoen også er større hos rygere, svært overvægtige og folk der har modtaget blodtransfusioner.

Slidgigt

„Slidgigt (osteoartrose) minder meget om vejret,“ skriver Western Journal of Medicine. „Den findes alle vegne, er ofte ubemærket og har til tider dramatisk virkning.“ I modsætning til leddegigt rammer slidgigt „kun“ ét eller nogle få led og breder sig sjældent til andre dele af organismen. Efterhånden som brusken langsomt slides, begynder knoglefladerne at skure mod hinanden. Samtidig optræder der udvækster af nydannet knoglevæv, såkaldte osteofytter. Eventuelt dannes der cyster, og det underliggende knoglevæv fortykkes og deformeres måske. Af andre symptomer kan nævnes deforme knoer, skurrende lyde fra de gigtramte led, muskelkramper, smerter, stivhed og immobilitet (nedsat bevægelsesevne).

Engang gik man ud fra at slidgigt slet og ret var en af alderdommens skavanker. Men sagkundskaben er gået bort fra denne antagelse. The American Journal of Medicine skriver: „Der er intet der tyder på at et normalt led der udsættes for normal belastning, uundgåeligt vil blive slidt ned i løbet af en normal levetid.“ Hvordan opstår slidgigt da? Ifølge det britiske lægetidsskrift The Lancet er man i forsøgene på at fastslå den nøjagtige årsag „plaget af modstridende vidnesbyrd“. Nogle forskere hælder til den anskuelse at slidgigt begynder med knogleskader, for eksempel i form af mikroskopiske frakturer (sprækker). Dette kan fremkalde knogleudvækster og svække bruskvævet. Andre mener at slidgigt opstår i selve ledbrusken som følge af at belastningen af det underliggende knoglevæv øges efterhånden som brusken forfalder og slides. Man antager at organismens forsøg på at reparere skaderne på brusken medfører abnorme forandringer.

Hvem er i farezonen? Slidgigt er ikke i sig selv aldersbetinget, men med alderen mister man ledbrusk. Andre risikofaktorer er abnorme ledsammenføjninger, en svag ben- og hoftemuskulatur, rygskævhed og forskel i benlængde. Alt dette kan medføre at leddene belastes forkert. Et fysisk traume eller et monotont bevægelsesmønster der overanstrenger bestemte led, kan med tiden føre til slidgigt. Ofte forværres tilstanden af overvægt.

„Slidgigt er en kompleks sygdom der i væsentlig grad er miljøbestemt, men som også er udpræget genetisk betinget,“ fortæller dr. Tim Spector. Midaldrende og ældre kvinder med slægtninge der har slidgigt, er særlig disponerede for at få sygdommen. Øget knogletæthed kan være et forvarsel om slidgigt. Frie iltradikaler samt mangel på C- og D-vitaminer er ifølge nogle forskere medvirkende årsager til slidgigt.

Behandling

Slidgigt behandles som regel med en kombination af medicin, fysiske øvelser og omlægning af livsstilen. En fysioterapeut vil måske sammensætte et øvelsesprogram med for eksempel gymnastik og isometriske, aerobe og isotoniske øvelser. Det har vist sig at de mindsker en række symptomer, deriblandt ledsmerter, ledhævelser, træthed, utilpashed og depression. Selv i en høj alder kan man have gavn af disse øvelser. Gymnastik kan også bevare knogletætheden. Nogle hævder at forskellige former for varme- og kuldebehandling samt akupunktur har virket smertelindrende.b

Eftersom vægttab i høj grad kan mindske ledsmerter, er kostplanen et vigtigt element i behandlingen af reumatiske sygdomme. Nogle taler for en kost der er rig på calcium, for eksempel grønne bladgrøntsager, frisk frugt og koldtvandsfisk med et højt indhold af omega-3 fedtsyrer, en kost som kun indeholder beskedne mængder forarbejdede fødemidler og mættede fedtsyrer. De hævder at man ikke kun taber sig, men også får færre smerter. Hvad er grunden? Nogle mener at en sådan kost hæmmer inflammationsprocessen (betændelsen). Andre hævder at en del patienter har haft gavn af at undgå kød, mælkeprodukter, hvede og grøntsager af natskyggefamilien, for eksempel tomater, kartofler, peberfrugter og auberginer.

I nogle tilfælde foreslår lægerne en såkaldt artroskopi, hvor kirurgen fører et instrument ind i det angrebne led. I forbindelse med denne undersøgelse har lægen mulighed for at fjerne det synovialvæv der producerer de skadelige enzymer. Virkningen er desværre ofte begrænset. I mange tilfælde kommer inflammationen igen. Et mere vidtrækkende indgreb er artroplastik, hvor hele leddet (almindeligvis en hofte eller et knæ) udskiftes med en protese. Denne kan almindeligvis fungere i 10-15 år, og patienten bliver som regel smertefri.

I de senere år har lægerne forsøgt sig med mindre drastiske indgreb, for eksempel indsprøjtning af hyaluronsyre direkte i leddet, for det meste et knæled. Ifølge visse europæiske undersøgelser har man i nogle tilfælde haft gode resultater med at indsprøjte væsker som fremmer helingen af brusk.

Der findes ikke noget medikament der kan helbrede gigt, men mange lægemidler kan modvirke smerter og inflammation, og nogle virker lovende med hensyn til at forhale sygdommens udvikling. Smertestillende medicin, behandling med binyrebarkhormoner, smertestillende og betændelseshæmmende midler af typen nonsteroide anti-inflammatoriske stoffer (NSAID), langsomtvirkende antireumatika, immunosuppressive stoffer, cytokiner og gensplejsede lægemidler der påvirker immunforsvaret, er nogle af de midler man bruger mod gigtsymptomer. Behandlingen har dog sin pris, idet alle disse kategorier af lægemidler kan have alvorlige bivirkninger. For både patienten og lægen er det en krævende opgave at afveje mulige fordele og ulemper.

Hvordan er det lykkedes nogle gigtpatienter at leve med deres smertefulde sygdom?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 6]

Tilsyneladende øges risikoen for at få leddegigt hvis man ryger, er overvægtig eller har modtaget blodtransfusioner

[Ramme på side 8]

Alternative behandlingsmetoder

Visse alternative midler menes at fremkalde færre bivirkninger end traditionelle behandlingsformer. Det gælder blandt andet kollagen type II, som ifølge nogle forskere har fået ledhævelser og smerter til at fortage sig hos patienter med leddegigt. Hvordan har midlet virket? Det har hæmmet virkningen af betændelsesfremmende cytokiner, nemlig interleukin-1 og tumor necrosis factor α. Også visse naturlige næringsstoffer har efter forlydende vist sig at have en vis evne til at hæmme virkningen af disse nedbrydende stoffer. De gavnlige næringsstoffer omfatter E-vitamin, C-vitamin, niacin, hjulkroneolie, kæmpenatlysolie og fiskeolier med højt indhold af eicosapentaensyre og gammalinolensyre. I Kina har man i mange år benyttet urtemedicinen Lei Gong Teng (Tripterygium wilfordii Hook F). Dette middel har efter forlydende afhjulpet nogle af virkningerne af leddegigt.

[Diagram på side 4, 5]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Normalt led

Slimsæk

Muskel

Brusk

Sene

Ledkapsel

Synovialmembran

Knogle

Synovialvæske

Led ramt af leddegigt

Mindre plads i ledhule

Ødelagt knoglevæv og bruskvæv

Inflammeret synovialmembran

Led ramt af slidgigt

Løse bruskpartikler

Ødelagt bruskvæv

Udvækst på knogle

[Kildeangivelse]

Kilde: Arthritis Foundation

[Illustrationer på side 7]

Gigt kan ramme alle aldersgrupper

[Illustrationer på side 8]

Gymnastik og sund kost virker ofte lindrende

Håb for de gigtramte

„GIGT er ikke livstruende på linje med hjertesygdomme eller kræft,“ siger dr. Fatima Mili. „Men den har stor indflydelse på livskvaliteten.“ Gigt kan påvirke alle sider af patientens tilværelse. Hvilke problemer er typiske for de gigtramte? Kan man lære at leve med disse problemer?

Katia,a en 28-årig italiener, siger: „Da jeg som 20-årig fik konstateret gigt, blev der vendt op og ned på min tilværelse. Smerterne tvang mig til at sige mit arbejde op og forlade heltidstjenesten.“ Alle gigtramte døjer med smerter. Alan, en 63-årig englænder, fortæller: „Man har ikke altid lige mange smerter, men det gør altid ondt et eller andet sted.“ En anden udfordring er træthed. „Man kan måske affinde sig med smerterne og hævelserne, men trætheden er uudholdelig,“ siger Sarah på 21.

Den følelsesmæssige belastning

Ifølge Setsuko, en 61-årig japaner, er de kroniske smerter hun må døje med hver dag, også „følelsesmæssigt og mentalt opslidende“. Alene det at tage fat om en blyant eller tage telefonen kan være svært. Kazumi på 47 siger bedrøvet: „Jeg er ude af stand til at gøre nogle ganske almindelige ting som selv et barn kan klare.“ Tresårige Janice, der næsten ikke kan bruge sine ben, siger: „Det er nedslående fordi jeg ikke længere kan gøre det samme som før.“

Sådanne begrænsninger kan fremkalde frustration og negative følelser. Gaku, som er 27 år og et af Jehovas Vidner, udtrykker det sådan: „Jeg føler mig fuldstændig værdiløs fordi jeg ikke kan forkynde så meget som jeg gerne ville, og påtage mig opgaver i menigheden.“ Francesca, der har lidt af artritis siden toårsalderen, beskriver det som at „blive suget længere og længere ned i en malstrøm af fortvivlelse“. Når man er så fortvivlet, går det let ud over ens åndelige sundhed. Joyce, der kommer fra Sydafrika, og som også er et af Jehovas Vidner, holdt efterhånden op med at komme fast til menighedens møder. Hendes begrundelse lød: „Jeg kunne bare ikke holde ud at være sammen med andre.“

Mange af dem der har gigt, bekymrer sig om fremtiden — for eksempel om risikoen for at blive immobil og afhængig af andre, at skulle klare sig alene, at falde og komme til skade eller miste evnen til at forsørge sin familie. Yoko på 52 indrømmer: „Da deformiteterne begyndte at vise sig, frygtede jeg at de ville blive endnu værre.“

Det kan også være svært for familien at blive konfronteret med den gigtramtes lidelser hver dag. I nogle tilfælde er sygdommen gået ud over patientens ægteskab. En engelsk kvinde ved navn Denise beretter: „Efter 15 års ægteskab meddelte min mand mig at han ikke længere kunne leve med min gigt, så han forlod mig og vores 5-årige datter.“

Som man forstår, er gigt en belastning for både den syge og familien. Men mange klarer sig godt. Lad os se nærmere på hvordan nogle har grebet det an.

Man må kende sine begrænsninger

En der har gigt, skal have tilstrækkeligt med hvile, da det mindsker trætheden. Det betyder dog ikke at man skal blive passiv tilskuer til livet. I den forbindelse siger Timothy: „Man må holde sig aktiv for at gigten ikke skal optage alle ens tanker, for så bliver smerten alt for dominerende.“ Reumatologen William Ginsburg fra Mayo Clinic i USA har gjort denne iagttagelse: „Der er en hårfin balance mellem at være for aktiv og for passiv. Nu og da er det nødvendigt med en påmindelse om at sætte farten ned og tage hensyn til sygdommen.“

Det kan betyde at man må ændre holdning til sine begrænsninger. Daphne fra Sydafrika fortæller: „Jeg har måttet tvinge mig selv til at være realistisk og forstå at jeg ikke længere kan gøre tingene så hurtigt som før. Jeg hverken bekymrer eller ærgrer mig. Jeg gør bare tingene i mit eget tempo.“

Det er også en god idé at finde ud af hvilke hjælpemidler der findes. Måske kan en læge eller en fysioterapeut være én behjælpelig med det. Keiko beretter: „Vi har installeret en trappelift. Jeg får ondt i håndleddene af at benytte kugleformede dørhåndtag, så dem har vi skiftet ud. Nu kan jeg skubbe alle døre op med hovedet. Vi har fået fingergrebshåndtag på alle vandhaner i huset, så jeg i det mindste kan klare noget husligt arbejde.“ Gail fortæller: „Jeg har fået sat bil- og husnøglerne på et skaft som er let at dreje. Min kam og min børste har forlængede skafter og kan drejes i forskellige vinkler.“

Familiens støtte — „som et stærkt tårn“

Carla fra Brasilien siger: „Min mands støtte har været uvurderlig. Han satte mod i mig når han fulgtes med mig til lægen. Sammen fandt vi ud af hvordan sygdommen påvirker min krop, hvilke symptomer den har, og hvilken behandling der var påkrævet. Jeg følte mig bedre tilpas fordi han forstod hvad jeg måtte igennem.“ Ja, ægtefæller der accepterer den gigtramtes begrænsninger og villigt sætter sig ind i hvad sygdommen indebærer, kan i høj grad støtte og styrke patienten.

Et eksempel er Bette, der tog rengøringsarbejde da hendes mand fik gigt og måtte skære ned på sit arbejde i byggebranchen. Kazumis mand nøjedes ikke med at passe hende; han påtog sig også de huslige pligter som hun ikke kunne overkomme. Desuden lærte han børnene at hjælpe til i hjemmet. Kazumi siger: „Min mand har været som et stærkt tårn. Uden hans hjælp ville jeg være meget dårligere stillet.“

Carol fra Australien siger advarende: „Pas på ikke at planlægge for mange aktiviteter. Jeg kommer let til at føle mig utilstrækkelig hvis jeg ikke kan holde trit med familien.“ Familiens støtte kan i høj grad gavne gigtramte patienter når hjælpen ydes på en forstående og hensynsfuld måde.

Åndelig hjælp

Katia fortæller: „Når man lider af en sygdom som min, er man overbevist om at ingen véd hvad man må igennem. Derfor er det vigtigt at henvende sig til Jehova Gud i bevidstheden om at han virkelig forstår hvordan vi har det, både fysisk og psykisk. (Salme 31:7) Mit gode forhold til ham har givet mig så stor indre fred at jeg kan leve med sygdommen uden at lade mig gå på af den i nævneværdig grad.“ Bibelen kalder meget passende Jehova „al trøsts Gud, som trøster os i al vor trængsel“. — 2 Korinther 1:3, 4.

For eksempel kan bøn være til stor trøst for den der har kroniske smerter. Kazumi fortæller: „I de lange nætter hvor jeg ikke har kunnet sove for smerter, har jeg grædende udøst mit hjerte for Jehova og bedt ham give mig styrke til at holde ud og visdom til at klare mine problemer. Jehova har afgjort besvaret mine bønner.“ Også Francesca har erfaret Guds kærlige støtte, som hun beskriver sådan: „Jeg har mærket opfyldelsen af ordene i Filipperbrevet 4:13: ’Alt har jeg styrke til ved ham som giver mig kraft.’“

I mange tilfælde yder Jehova hjælp gennem den kristne menighed. Det er Gail et eksempel på. Hun fortæller hvordan hun fik gavn af den hjælp hendes åndelige brødre og søstre i den lokale menighed af Jehovas Vidner ydede hende: „Deres kærlighed hjalp mig til ikke at blive deprimeret.“ Keiko gav udtryk for noget lignende da hun blev spurgt: „Er der noget der har beriget dit liv?“ Hun svarede: „Ja, al den kærlighed og sympati som alle i menigheden viser mig!“

I Jehovas Vidners menigheder går tilsynsmændene foran i hjælpearbejdet. Setsuko siger i den forbindelse: „Jeg mangler ord for hvor godt det virker når ældste lytter til og trøster en der er syg.“ Daniel, som også har gigt, gør imidlertid opmærksom på at „vores åndelige brødre og søstre kun kan gøre noget for os hvis vi giver dem lejlighed til det“. Det er derfor vigtigt at de syge bevarer forbindelsen med deres trosfæller og gør alt hvad de kan, for at komme til møderne. (Hebræerne 10:24, 25) Her kan de hente den åndelige opmuntring og trøst de behøver for at holde ud.

Al lidelse vil høre op

De der er plaget af gigt, er taknemmelige for de lægevidenskabelige fremskridt der hidtil er gjort. Men end ikke de bedste behandlingsformer kan helbrede gigt. På længere sigt er Guds løfte om en ny verden den største trøst.b (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:3, 4) I den verden „springer den halte som hjorten“. (Esajas 35:6) Til den tid vil ikke blot gigt, men alle sygdomme, høre fortiden til. Peter, der lider af Bekhterevs sygdom, siger: „Jeg kan se lys for enden af den mørke tunnel jeg er på vej igennem.“ En kristen kvinde ved navn Giuliana siger samstemmende: „Jeg betragter hver eneste dag der er gået, som et slag der er vundet. Nu har jeg én dag mindre at stå igennem før afslutningen kommer!“ Ja, den tid er nær da ikke blot gigt, men også alle andre lidelser, vil høre op.

[Fodnoter]

[Illustrationer på side 10]

Der findes mange hjælpemidler som giver gigtramte mulighed for at leve en forholdsvis normal tilværelse

[Illustration på side 12]

Ved de kristne møder mærker man kærlig omsorg