Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Lederen af et savværk i Honiara lovede at levere alle de 300 afbarkede tømmerstokke der skulle bruges som støttepiller for selve salen og som stolper til verandaen og forhallen, samt til tagspær, åse og lægter. Spærene skulle fremstilles i Honiara og derefter skilles ad og fragtes med pram til Auki, hvor de atter skulle samles og rejses på støttepillerne.

      Byggefolkene var klar, ivrige efter at komme i gang! Men det eneste værktøj de havde var to kløftehamre og to stemmejern. Der var en masse villige hjælpere som var parate til at give en hånd med i arbejdet. Men ingen af brødrene på Malaita havde nogen faglig erfaring. „Brødrene og søstrene ventede at jeg førte tilsyn med byggeriet, men jeg havde ikke engang prøvet at bygge et hønsehus!“ sagde broder Allan.

      Hvordan skulle brødrene få tagspærene — der hver bestod af otte store tømmerstokke der var boltet sammen og vejede fra to til fem tons — løftet fra jorden og op på de seks meter høje støttepiller? Og hvordan skulle de få spidsen af spærene cirka 12 meter op i luften uden at bruge store byggekraner?

      „Jeg aner det ikke,“ indrømmede broder Allan dengang. „Vi må bare stole på at Jehova vil hjælpe os.“

      Faglig hjælp hilses velkommen

      Der kom faglig hjælp langvejsfra over havet i oktober 1986. Jon og Margaret Clarke, der havde været med til at bygge det nye afdelingskontor i New Zealand, hørte om Aukimenighedens situation og var i stand til at få et tre måneders visum så de kunne komme til Malaita.

      Da menigheden havde fået en blandemaskine som gave, kunne den gå i gang med at bygge en stor scene og en væg af betonsten med sidefløje bag scenen. Forkynderne brugte de bare hænder som skovle og gravede dybe huller og fyldte dem med beton, hvori de satte de 18 støttepiller til væggen, taget og verandaen.

      Da de indfødte brødre var blevet oplært af broder Clarke, samlede de selv tagspærene til salen og de tre der skulle være over forhallen. Men de havde stadig problemet med at få løftet de tunge spær på plads. Det var noget af en teknisk bedrift, for hvert spær var lavet af otte tømmerstokke der var boltet sammen i en kæmpemæssig trekant. Brødrenes beslutsomhed og opfindsomhed trodser enhver beskrivelse.

      En tømmerstokballet

      Det eneste udstyr der var til rådighed til det vældige løftearbejde var en blok og en talje på en interimistisk kran. Selve kranen var lavet af otte stykker tømmer. Det første spær, der vejede to tons, skulle løftes op over den nyligt opførte betonstensvæg og anbringes på to støttepiller bag den. Da spæret ved spidsen blev løftet op i lodret position af kranen, blev brødrene til deres bestyrtelse klar over at kranen ikke kunne løfte spæret højt nok til at det var fri af muren. Den var én meter for kort! I to dage hang spæret og dinglede i kranen — understøttet af tømmerstokke — mens brødrene sukkede og spekulerede over problemet.

      Forbipasserende gjorde nar og sagde: „Kan Jehova ikke løfte spæret for jer?“

      „Godt!“ udbrød brødrene. „Nu vil Jehova helt bestemt hjælpe os!“

      Et pludseligt udbrud af kreativitet inspirerede arbejderne. En donkraft fra en pickup blev stukket ind under den ene ende af spæret og løftede det nogle centimeter højere op. Den ende af spæret blev så yderligere understøttet. Derefter blev donkraften flyttet over til den anden ende af spæret for at løfte den ende, hvorefter den også blev understøttet. Sådan fortsatte man indtil det første spær, efter fire dages jongleren, centimeter for centimeter var blevet løftet op over betonmuren og anbragt på de dertil bestemte støttepiller. Denne mægtige bedrift fik brødrene til at danse rundt på byggepladsen i en stor kreds, mens de klappede i hænderne og sang glade melodier.

      Først da projektet var færdigt og donkraften med stor succes var blevet brugt til at løfte tre spær — hvoraf det ene vejede så meget som fem tons — blev brødrene klar over at de udviskede ord der var stemplet på den ene side af donkraften, viste at løftekapaciteten ikke var „15 tons“, som de havde troet, men kun „1,5 tons“!

      „Når man tænker over hvad brødrene og søstrene gjorde, overgår det al forstand,“ siger broder Allan. „At se de vældige spær rejse sig var som at se en tømmerstokballet!“

  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Landsbyen Kona kommer til undsætning

      Kun 38 af tømmerstokkene fra savværket var uden råd, så resten af de 300 tømmerstokke der var brug for, måtte komme et andet sted fra. Men hvorfra? Brødrene fra landsbyen Kona, der lå fem kilometer fra byggepladsen, henvendte sig til byggearbejderne og tilbød at skænke byggeriet nogle specielle løvtræer som voksede på deres jord. Tømmeret kunne erstatte støttepillerne, stolperne til verandaen og forhallen og salens tagspær. Det var et stort offer for brødrene i denne landsby, for Malaita var blevet hærget af cyclonen Namu, og de havde regnet med at genopbygge deres ødelagte huse med tømmer fra disse træer.

      For at få fat i tømmeret anlagde søstrene i Aukimenigheden en seks meter bred vej, idet de skar en otte hundrede meter lang åbning i den tætte urskov fra fældningsstedet ud til hovedvejen. De mønstrede alle deres kræfter og fældede træer, byggede broer over grøfter og fjernede forhindringer på den nye vej. Så kunne de udvalgte træer fældes, afgrenes og skæres firkantede med kædesave.

      „Vi er som myrer“

      Det nye tømmer blev skåret i stykker der var 36 centimeter på hver led og 6,4 meter lange. Men hvordan skulle man få disse store stykker tømmer ud til hovedvejen otte hundrede meter borte?

      Menighedens medlemmer svarede: „Vi er som myrer! Hvis vi har hænder nok, kan vi flytte alting!“ (Jævnfør Ordsprogene 6:6.) Når der var brug for flere brødre og søstre til at bære tømmeret, lød råbet: „Myrer! Myrer! Myrer!“ Så kom brødrene og søstrene strømmende fra alle retninger for at give en hånd med. Fyrre brødre og søstre løftede et stykke tømmer på et halvt ton med hænderne og bar det ned ad vejen til hovedvejen, hvorfra det med lastbil blev kørt til byggepladsen.

      At sætte støttepillerne og stolperne på plads var et risikabelt foretagende. Endnu en gang viste det sig at de indfødtes måde at gøre tingene på, var den bedste. Når støttepillerne kom til byggepladsen, blev de placeret cirka tre meter fra det dybe hul hvori de skulle sænkes og støbes i beton.

      Tredive brødre og søstre løftede så støttepillens øverste ende hen på en krydsramme. Derefter skubbede de hurtigt pillen hen over jorden, med den nederste ende i retning af det hul pillen skulle stå i. To af de mest modige brødre stod på den modsatte side af hullet med nogle tykke brædder, og når den rutsjende pille ramte disse brædder, blev den standset så brat at fremdriften fik den op i lodret position, hvorpå den faldt ned i fundamenthullet.

  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • Man klarede sig

      Denne stævnehal på Malaita står som et eksempel på hvordan der kan udrettes store ting uden moderne byggeudstyr og præfabrikerede materialer. Den er et vidnesbyrd om at Jehova velsigner dem der sætter al deres lid til ham. Ofte gik arbejdet videre uden selv de mest grundlæggende redskaber, som for eksempel spader eller skovle, som ville blive regnet for en absolut nødvendighed i mere velstående lande.

      Da det blev nødvendigt at udgrave koralholdig jord og læsse det i sække for at transportere det til byggepladsen, løsnede søstre koralgruset i et stenbrud med spidse stokke og fyldte derefter det skarpe, takkede grus i sække med de bare hænder. På blot én dag gravede og læssede søstrene 13 lastvognslæs koralfyld, hver på tre tons!

      Et andet eksempel på hvordan man klarede sig, er det der skete da hjulet på byggepladsens eneste trillebør blev ødelagt så meget at det ikke kunne repareres, og man ikke kunne skaffe et andet noget sted på Salomonøerne. Det afskrækkede ikke brødrene det mindste. Når de havde fyldt trillebøren med beton, løftede de den simpelt hen op og bar den hen hvor den skulle, og det gjorde de indtil der fem uger senere ankom et nyt hjul fra New Zealand.

  • Salomonøerne
    Jehovas Vidners Årbog 1992
    • [Illustrationer på side 243]

      Træstammer bæres fra sumpområdet, skæres firkantede med kædesave og læsses på lastbiler. Et stykke tømmer (en støtte- pille) sættes i et fundamenthul til stævnehallen i Auki

      [Illustrationer på side 244]

      Store tagspær der vejer op til fem tons, boltes sammen af otte tømmerstokke. Spærene anbringes oven på seks meter høje støttepiller uden hjælp af tungt byggeudstyr

      [Illustration på side 245]

      Den færdige stævnehal med 1500 siddepladser i Auki på Malaita

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del