Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Samarbejde under byggerier i hele verden
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
    • Behovet for stævnehaller dækkes

      I årenes løb har Jehovas Vidner holdt kredsstævner i mange forskellige lokaler. De har for eksempel lejet forsamlingshuse, skoler, teatre, lagerrum, idrætshaller og markedspladser. Nogle få steder har de kunnet leje udmærkede faciliteter til en rimelig pris. Men i de fleste tilfælde har det krævet megen tid og store anstrengelser at gøre lokalet rent og sætte højttaleranlæg, podium og stole op. Det er også forekommet at kontrakten er blevet annulleret i sidste øjeblik. Efterhånden som antallet af menigheder voksede, blev det desuden vanskeligere at finde egnede steder. Hvordan kunne problemet løses?

      Nok engang var løsningen at Jehovas Vidner fik deres eget. Det vil sige at de renoverede egnede bygninger eller opførte nye. Den første stævnehal i De Forenede Stater var et teater på Long Island i New York som Jehovas Vidner pudsede op og tog i brug i slutningen af 1965.

      Omtrent samtidig tegnede Jehovas Vidner på den caraibiske ø Guadeloupe en stævnehal der skulle dække deres behov. De fandt at det var en fordel hvis de kunne holde kredsstævner mange forskellige steder, men i de fleste af byerne var der ingen lokaler der var store nok. Brødrene byggede derfor en transportabel „stævnehal“ af stålrør og med aluminiumstag. Den kunne rumme 700 mennesker og kunne sættes op på et hvilket som helst nogenlunde fladt område. De måtte udvide salen igen og igen, så den til slut kunne rumme 5000. Tænk hvordan det må have været når 30 tons materialer skulle flyttes, sættes op og demonteres for hvert stævne! Det gjorde man flere gange om året i 13 år, indtil det blev svært at finde et sted at rejse den transportable stævnehal. Derefter måtte man købe en grund og opføre en permanent stævnehal, som nu bruges til både kredsstævner og områdestævner.

      Ikke så få steder har man ombygget eksisterende bygninger til stævnehaller. I Hays Bridge, Surrey i England, købte brødrene en 50 år gammel skole og satte den i stand. Den ligger omgivet af 11 hektarer smukt landskab. Tidligere biografer og en lagerbygning er blevet ombygget og brugt i Spanien, en nedlagt tekstilfabrik i Australien, en dansesal i Quebec i Canada, en bowlinghal i Japan, et pakhus i Republikken Korea. Alle disse bygninger blev bygget om til tiltalende stævnehaller der kunne fungere godt som centre for undervisning i Bibelen.

      Andre stævnehaller er blevet opført helt fra grunden. Et fagblad (The Structural Engineer) skrev en artikel om stævnehallen i Hellaby, South Yorkshire i England, fordi den har en speciel facon (den er ottekantet) og fordi en stor del af byggearbejdet er udført af frivillige. Stævnehallen i Saskatoon, Saskatchewan i Canada, har 1200 siddepladser, men når indervæggene skydes på plads kan bygningen bruges som fire rigssale. Stævnehallen på Haiti (præfabrikeret og sendt fra De Forenede Stater) er åben i to af siderne, så de der sidder i den mærker brisen der lindrer heden fra solen. Stævnehallen i Port Moresby, Papua Ny Guinea, er konstrueret sådan at dele af væggene kan åbnes ligesom døre, så programmet kan overværes af flere end selve salen kan rumme.

      Beslutningen om at bygge en stævnehal træffes ikke af en lille gruppe tilsynsmænd der forventer at alle andre skal støtte dem. Før der bygges en ny stævnehal sørger Selskabet for at undersøge omhyggeligt hvor stort behovet er og hvor meget den vil blive brugt. Det overvejes ikke kun hvordan de lokale brødre ser på projektet, men også hvor stort det generelle behov er i området. Planerne drøftes med alle de menigheder der vil komme til at bruge stævnehallen, så man kan forvisse sig om at brødrene virkelig ønsker en stævnehal og er i stand til at dække udgifterne.

      Når arbejdet går i gang bliver det således støttet helhjertet af Jehovas vidner i området. Alle byggerier finansieres af forkynderne selv. Der gøres rede for de økonomiske behov, men bidragene gives frivilligt og anonymt. Projektet planlægges nøje, og der drages nytte af erfaringer fra rigssalsbyggerier og i mange tilfælde også fra stævnehalsprojekter andre steder. Når det er nødvendigt udføres visse dele af arbejdet af kommercielle entreprenører, men i regelen udføres størstedelen af begejstrede Jehovas vidner. Det kan betyde at omkostningerne halveres.

      Med en arbejdsstyrke bestående af fagfolk og andre der frivilligt bruger deres tid og evner, skrider projektet sædvanligvis hurtigt frem. Nogle projekter tager måske over et år. Men i 1985 byggede cirka 4500 frivillige en stævnehal på 2300 kvadratmeter på Vancouver Island i Canada — på kun ni dage. Bygningen rummer også en rigssal med plads til 200 der bruges af de lokale menigheder. I Ny Caledonien indførte myndighederne udgangsforbud i 1984 på grund af politiske uroligheder. Alligevel arbejdede op til 400 frivillige ad gangen på et stævnehalsprojekt, og det blev fuldført på bare fire måneder. I nærheden af Stockholm blev en smuk, funktionel stævnehal med 900 polstrede egetræsstole opført på syv måneder.

      Af og til har det været nødvendigt at gå rettens vej for at opnå tilladelse til at bygge stævnehaller. Det var tilfældet i Canada, nærmere bestemt i Surrey i British Columbia. Da grunden blev købt tillod zoneregulativerne for området at man opførte et sådant tilbedelsessted. Men efter at tegningerne til byggeriet var blevet indsendt i 1974, vedtog Surreys kommunalbestyrelse en vedtægt om at kirker og stævnehaller kun måtte bygges i zone P-3 — en zone der ikke fandtes! Og dog var 79 kirker tidligere blevet bygget i kommunen uden nogen som helst problemer. Sagen kom for retten, og der blev afsagt flere kendelser i Jehovas Vidners favør. Da de hindringer som fordomsfulde myndighedspersoner havde rejst omsider var ryddet af vejen, gik de frivillige arbejdere i gang med en sådan begejstring at stævnehallen stod færdig efter cirka syv måneder. De følte at ’Guds hånd havde været med dem’, sådan at arbejdet blev fuldført, ligesom Nehemias følte da han genopbyggede det gamle Jerusalems mure. — Neh. 2:18.

      Da Jehovas Vidner i De Forenede Stater købte Stanley Theater i Jersey City, New Jersey, stod dette teater på statens liste over historiske bygninger. Selv om det var temmelig forfaldent, kunne det tydeligvis blive en fortræffelig stævnehal. Men da Jehovas Vidner ville gå i gang med at restaurere bygningen, kunne de ikke få tilladelse til det af bystyret. Borgmesteren ville ikke have Jehovas Vidner i området; han havde andre planer med ejendommen. Sagen måtte bringes for retten for at hindre embedsmænd i at misbruge deres myndighed. Retten afsagde en kendelse i Jehovas Vidners favør. Kort efter valgte lokalbefolkningen en ny borgmester. Arbejdet i teatret skred hurtigt frem. Resultatet blev en smuk stævnehal med plads til over 4000. Det er et sted som både forretningsfolk og beboere i kvarteret er stolte af.

      Gennem de sidste 27 år har Jehovas Vidner i mange dele af verden opført tiltalende og funktionelle stævnehaller der tjener som centre for undervisning i Bibelen. Der findes nu flere og flere stævnehaller i Nord- og Sydamerika, Europa, Afrika og Østen, samt på mange øer. I nogle lande, for eksempel Nigeria, Italien og Danmark, har Jehovas Vidner bygget store, permanente udendørsanlæg der bruges til områdestævner.

  • Samarbejde under byggerier i hele verden
    Jehovas Vidner — forkyndere af Guds rige
    • [Illustrationer på side 330]

      Jehovas Vidners stævnehaller

      Nogle steder har Jehovas Vidner fundet det praktisk at bygge deres egne stævnehaller til brug ved de stævner de holder med jævne mellemrum. En stor del af byggearbejdet udføres af lokale Jehovas vidner. Her er nogle få af de haller der var i brug i begyndelsen af 1990’erne

      Italien

      Tyskland

      Storbritannien

      Venezuela

      Canada

      Japan

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del