-
Styrket af et sendebud fra GudGiv agt på Daniels profeti!
-
-
EN MAND DER ER ’HØJT SKATTET’ STYRKES
14. Hvilken hjælp måtte Daniel have før han kunne modtage engelens budskab?
14 Det budskab som Jehovas engel havde til Daniel, var af stor betydning, men det var også kompliceret. Før Daniel kunne modtage det, måtte han have hjælp til at komme sig af sin fysiske og mentale udmattelse. Engelen, der åbenbart var klar over dette, opmuntrede kærligt Daniel og ydede ham personlig hjælp. Lad os følge med i hvad Daniel selv fortæller om det der skete.
15. Hvad gjorde engelen for at hjælpe Daniel?
15 „Da jeg hørte lyden af hans ord, faldt jeg i dyb søvn på mit ansigt, med ansigtet mod jorden.“ Daniel var sikkert helt paralyseret og bedøvet af frygt og ængstelse. Hvad gjorde engelen for at hjælpe ham? Daniel fortæller: „Men se, en hånd rørte ved mig og ruskede mig op på mine knæ og mine hænder.“ Desuden opmuntrede engelen profeten med ordene: „Daniel, du højt skattede mand, forstå de ord jeg taler til dig, og stå oprejst hvor du stod, for nu er jeg blevet sendt til dig.“ Den hjælpende hånd og de trøstende ord bevirkede at Daniel kom til sig selv. Skælvende rejste han sig op. — Daniel 10:9-11.
16. (a) Hvoraf ses det at Jehova er hurtig til at besvare sine tjeneres bønner? (b) Hvorfor var engelen blevet forsinket på vej til Daniel? (Medtag rammen.) (c) Hvilket budskab havde engelen til Daniel?
16 Engelen påpegede at han var kommet specielt for at styrke Daniel. Han sagde: „Vær ikke bange, Daniel, for fra den første dag hvor du gav dit hjerte hen til at søge forståelse og til at ydmyge dig for din Gud, er dine ord blevet hørt, og jeg er selv kommet på grund af dine ord.“ Derefter forklarede engelen hvorfor han var blevet forsinket. Han sagde: „Men Perserrigets fyrste stod mig imod i enogtyve dage; dog se, Mikael, en af de øverste fyrster, kom mig til hjælp. Og jeg selv blev efterladt dér hos Persiens konger.“ Med Mikaels hjælp blev engelen i stand til at fuldføre sin mission og overbringe Daniel dette meget presserende budskab: „Jeg er kommet for at forklare dig hvad der vil overgå dit folk i de sidste dage, for det er endnu et syn om de dage.“ — Daniel 10:12-14.
17, 18. Hvordan blev Daniel hjulpet for anden gang, og hvad kunne han nu gøre?
17 I stedet for at Daniel blev lysvågen med alle sanser åbne ved udsigten til at høre et så spændende budskab, ser det ud til at ordene havde den modsatte virkning på ham. Beretningen fortsætter: „Mens han fremførte dette for mig, havde jeg rettet mit ansigt mod jorden og var forblevet stum.“ Men engelen var parat til for anden gang at yde kærlig hjælp. Daniel beretter: „Men se, en der lignede menneskesønnerne rørte ved mine læber, hvorpå jeg åbnede min mund og talte.“b — Daniel 10:15, 16a.
18 Daniel blev styrket da engelen rørte ved hans læber. (Jævnfør Esajas 6:7.) Da han nu havde fået talens brug tilbage, kunne han forklare engelen hvorfor han havde reageret på denne måde. Han sagde: „Herre, det var på grund af synet at krampeanfaldet kom uventet over mig, og jeg havde ingen kraft i behold. Så hvordan skulle en som min herres tjener kunne tale med en som min herre? Indtil nu har jeg for mit vedkommende ikke haft nogen kraft i mig, og der er intet åndedræt tilbage i mig.“ — Daniel 10:16b, 17.
19. Hvordan blev Daniel hjulpet for tredje gang, og hvad var resultatet?
19 Det var ikke nogen klage eller undskyldning Daniel fremsatte. Han forklarede blot hvordan han havde det, og engelen accepterede forklaringen. For tredje gang blev Daniel så hjulpet af sendebudet. „Da rørte han der så ud som et menneske atter ved mig og styrkede mig,“ fortæller profeten. Og berøringen, som gav Daniel ny kraft, blev efterfulgt af disse trøstende ord fra sendebudet: „Vær ikke bange, du højt skattede mand. Måtte du have fred. Vær stærk, ja, vær stærk.“ Denne kærlige berøring og disse styrkende ord var åbenbart lige det Daniel havde brug for. Resultatet? Daniel erklærede: „Og idet han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: ’Lad min herre tale, for du har styrket mig.’“ Daniel var nu parat til at tage imod endnu en krævende opgave. — Daniel 10:18, 19.
20. Hvorfor havde det været forbundet med anstrengelser for engelen at udføre sin mission?
20 Efter at have styrket Daniel og hjulpet ham til at genvinde sine mentale og fysiske kræfter gentog engelen hvad der var formålet med hans mission. Han sagde: „Ved du hvorfor jeg er kommet til dig? Jeg vender nu tilbage for at kæmpe med Persiens fyrste. Og når jeg drager ud, se, da kommer Grækenlands fyrste. Jeg vil imidlertid fortælle dig hvad der er optegnet i sandhedens skrift. Og der er ingen som giver mig kraftig støtte i dette undtagen Mikael, jeres fyrste.“ — Daniel 10:20, 21.
21, 22. (a) Hvad kan vi lære om Jehova af det Daniel erfarede? (b) Hvad var Daniel nu blevet styrket til?
21 Vidner det ikke om at Jehova er en kærlig og hensynsfuld Gud? Han tager altid hensyn til sine tjeneres evner og begrænsninger. På den ene side tildeler han dem opgaver i overensstemmelse med hvad han véd de kan klare, skønt de måske ikke altid selv mener de kan. På den anden side er han villig til at lytte til dem og give dem den fornødne hjælp til at udføre opgaven. Lad os altid efterligne vor himmelske Fader, Jehova, ved kærligt at opmuntre og styrke vore trosfæller. — Hebræerne 10:24.
22 Engelens trøstende budskab var til stor opmuntring for Daniel. Til trods for sin høje alder følte Daniel sig nu styrket og parat til at modtage og nedskrive endnu en bemærkelsesværdig profeti til gavn for os.
-
-
Styrket af et sendebud fra GudGiv agt på Daniels profeti!
-
-
b Det er muligt at det var den engel som talte med Daniel, der også rørte ved hans læber og vakte ham af hans kraftesløse tilstand, men ordene giver også rum for at det var en anden engel, måske Gabriel, der gjorde det. Det var under alle omstændigheder en engel der styrkede ham.
-