Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Vor dyrebare atmosfære
    Vågn op! – 1994 | 22. december
    • Vor dyrebare atmosfære

      DEN 4. maj 1961 blev Malcolm Ross og Vic Prather ført op i en højde af 34.600 meter. På det tidspunkt betød det ikke noget særligt for Malcolm Ross at de havde sat en ny rekord. Det der imponerede ham var udsigten da han forsigtigt åbnede en persienne og for første gang så ud fra gondolen.

      „Da vi nåede en højde af 30.500 meter havde vi en utrolig flot udsigt,“ fortæller han. Ross var forbløffet over de farver som de forskellige lag i atmosfæren har. Troposfæren, der befinder sig omkring 16 kilometer over Jorden, er „klar og blåhvid“. Den dybblå stratosfære bliver mørkere og mørkere indtil den smelter sammen med det sorte rum. „Vi betragtede i stille ærefrygt atmosfærens overjordiske skønhed,“ skrev Ross i National Geographic.

      Lad os engang tage vores smukke atmosfære nærmere i øjesyn.

      Livsopretholdende

      Atmosfæren er i virkeligheden et lufthav der omgiver Jorden op til en højde af omkring 80 kilometer. Den vejer over fem tusind billioner tons, og yder et tryk på lidt over et kilo pr. kvadratcentimeter ved havoverfladen. Uden dette lufttryk ville vi ikke kunne overleve, eftersom det hindrer vore legemsvæsker i at fordampe. I den øvre atmosfære er lufttrykket ikke stort nok til at mennesket kan overleve. Derfor måtte Ross og Prather bære rumdragter med det rette tryk. „Uden dette kunstige tryk ville blodet koge, og vore blodkar og organer ville sprænges,“ forklarer Ross.

      Dette lufthav er selvfølgelig også nødvendigt for at mennesker på Jorden kan trække vejret. Men da vi ikke kan se det, tager de fleste det for givet. En troens mand fra fortiden gav udtryk for sin værdsættelse med ordene: „[Gud] giver selv liv og ånde og alting til alle.“ — Apostelgerninger 17:24, 25.

      Hvis ikke der fandtes nogen atmosfære, ville der ikke være noget til at holde de støvpartikler svævende hvorom der danner sig vanddråber, og så ville der ikke falde nogen regn. Uden atmosfæren ville vi blive skoldet af Solens direkte stråler, og vi ville fryse om natten. Men heldigvis virker atmosfæren som et tæppe der holder igen på noget af Solens varme, så nætterne ikke bliver for kolde.

      Desuden beskytter atmosfæren os mod meteorer, der ellers ville kunne skade Jordens indbyggere. Herbert Riehl forklarer i sin bog Introduction to the Atmosphere, at „man skønner at den yderste del af atmosfæren hver dag rammes af flere tusind tons faste stoffer“. De fleste meteorer opløses imidlertid i atmosfæren før de når Jordens overflade.

      Atmosfæren er også med til at øge glæden ved livet når vi ser den smukke blå himmel, de hvide skyer, de utroligt smukke solopgange og solnedgange, og oplever den forfriskende regn. Hvis ikke det var for atmosfæren ville vi heller ikke kunne høre vore venners stemmer eller lytte til vores yndlingsmusik. Det skyldes at lydbølgerne har brug for at bevæge sig gennem en substans. Luften er perfekt til at frembære lyd, hvorimod der ikke kan høres en lyd i det ydre rum.

      En forunderlig sammensætning

      I gammel tid betragtede man atmosfæren som én substans. Men i slutningen af det 18. århundrede opdagede forskerne at den hovedsagelig består af to komplementære luftarter, nemlig kvælstof og ilt. Omkring 78 procent af atmosfæren består af kvælstof og 21 procent af ilt; den resterende procent udgøres af luftarter som argon, vanddampe, kuldioxid, neon, helium, krypton, brint, xenon og ozon.

      Den livsvigtige luftart som vort legeme indånder er naturligvis ilt. Mængden af ilt i atmosfæren passer perfekt til livet på Jorden. Hvis indholdet af ilt faldt betragteligt ville vi blive døsige og til sidst miste bevidstheden, og hvis det steg for meget ville selv fugtige kviste og græsset i skovene efter sigende antændes.

      Kvælstof er den perfekte iltfortynder. Men det spiller ikke kun en passiv rolle i forbindelse med opretholdelsen af liv. Alle organismer har behov for kvælstof for at leve. Når det lyner optager planter kvælstof fra atmosfæren ved hjælp af særlige bakterier. Mennesker optager kvælstof fra den føde de spiser.

      Det er forunderligt at atmosfæren opretholder den rette blanding af ilt og kvælstof. Kvælstoffet vender tilbage til atmosfæren gennem mikroorganismernes værdifulde arbejde. Hvordan forholder det sig med ilten? Der bruges store mængder ilt når der opstår brande og gennem menneskers og dyrs åndedrætsfunktion. Alligevel er der konstant 21 procent ilt i atmosfæren. Hvordan kan dette lade sig gøre? Det skyldes fotosyntesen — en kemisk proces der foregår i grønt løv og alger — der hver dag frigiver over en milliard tons ilt i atmosfæren.

      Fotosyntesen kan ikke finde sted uden kuldioxid — en sporgas der kun udgør 0,03 procent af atmosfæren. Ved hjælp af lys og kuldioxid kan planterne vokse og frembringe frugter, nødder, korn og grøntsager. Kuldioxiden reflekterer også varmen så vores planet holdes varm. Men hvis mængden af kuldioxid øges ved forbrænding af for meget træ, kul, gas og olie, kan temperaturen på Jorden til sidst blive så høj at der ikke længere ville kunne eksistere liv. Hvis derimod mængden af kuldioxid blev for lille, ville fotosyntesen ophøre og vi ville komme til at sulte.

      Ozon er en anden af de sporgasser som livet på Jorden er afhængig af. Ozonen i den øvre atmosfære, der kaldes stratosfæren, filtrerer Solens ultraviolette stråler fra, så vi her på Jorden er beskyttede mod deres skadevirkninger.

      Jo mere vi lærer om atmosfæren, jo mere forundres vi. Dens sammensætning af kvælstof, ilt og andre sporgasser er nøjagtig som den skal være. Desuden har Jorden lige den størrelse den skal have for at opretholde den rette balance. Hvis den var mindre og vejede mindre, ville dens tyngdekraft være for svag, og meget af den dyrebare atmosfære ville forsvinde ud i rummet.

      „Hvis Jorden derimod var en smule mere massiv, ville den øgede tyngdekraft få Jorden til at holde på store mængder luftarter. . . . Den fine balance mellem luftarterne i atmosfæren ville blive forstyrret,“ hedder det i bogen Environment of Life.

      Sørgeligt nok bliver „den fine balance“ imidlertid forstyrret af menneskers moderne levevis. Hvor alvorlig er situationen, og hvilket håb er der om at vores dyrebare atmosfære kan undgå at blive ødelagt?

      [Ramme på side 5]

      Når solnedgangene bliver smukkere

      Atmosfæren reflekterer solens stråler på en sådan måde at det giver himmelen en dejlig blå farve. Når solen er på vej ned mod horisonten skal dens stråler passere gennem en langt større del af atmosfæren. Det resulterer i en variation af stærke farver som byboere måske aldrig får at se.

      Solnedgange over industribyer er sædvanligvis matte og har normalt kun røde nuancer. Hvis området er stærkt forurenet vil „solen være en mat, rød skive der måske toner ud før den når horisonten,“ hedder det i tidsskriftet New Scientist.

      „Når atmosfæren er ekstraordinært ren og uforurenet, er farverne i solnedgangen særlig kraftige,“ siges der i samme blad. „Solen er stærkt gul, og himmelen optræder i orange og gule nuancer. Når solen forsvinder under horisonten ændrer farverne sig gradvis fra orange til blå. Lavthængende skyer fortsætter med at reflektere sollyset, selv efter at solen er forsvundet.“

      Forestil dig de mange forskellige smukke solnedgange man vil kunne opleve i en verden uden forurening. — Åbenbaringen 21:3-5.

  • Når atmosfæren lider skade
    Vågn op! – 1994 | 22. december
    • Når atmosfæren lider skade

      DA EDGAR MITCHELL i 1971 var på vej til Månen om bord på Apollo 14, sagde han da han så Jorden: „Den ligner en funklende blåhvid juvel.“ Men hvad ville han have set i dag?

      Hvis han ved hjælp af særlige briller kunne se de usynlige luftarter i Jordens atmosfære, ville han se et meget anderledes billede. Raj Chengappa har skrevet i bladet India Today: „Han ville se kæmpemæssige huller i det beskyttende ozonlag over Antarktis og Nordamerika. I stedet for en funklende blåhvid juvel ville han se en mat, snavset Jord fyldt med roterende mørke skyer bestående af svovl- og kuldioxid.“

      Hvad er det der har lavet huller i den øvre atmosfæres beskyttende ozonlag? Er den øgede forurening af atmosfæren virkelig så farlig?

      Hvordan ozonen nedbrydes

      For over 60 år siden bekendtgjorde forskere at man havde opdaget et sikkert kølemiddel der kunne erstatte andre der var giftige og som havde en dårlig lugt. Det nye kemikalie bestod af molekyler der havde ét kulstofatom, to kloratomer og to fluoratomer (CCl2F2). Dette og lignende kunstige kemikalier kaldes klorfluorcarboner (CFC-gasser).

      I begyndelsen af 1970’erne var produktionen af CFC-gasser vokset til en enorm, verdensomspændende industri. De blev ikke blot anvendt i køleskabe men også i spraydåser med aerosol, i luftkonditioneringsanlæg, i rengøringsmidler og i fremstillingen af fast-food-emballage og andre skumprodukter.

      Men i september 1974 gjorde to forskere, Sherwood Rowland og Mario Molina, opmærksom på at CFC-gasserne med tiden bevæger sig op i stratosfæren, hvor de til sidst frigiver deres klor. Hvert kloratom kunne ifølge forskernes beregninger ødelægge i tusindvis af ozonmolekyler. I den øvre atmosfære er nedbrydningen af ozonen imidlertid ikke jævnt fordelt. Ødelæggelsen har vist sig at være meget større over polerne.

      Hvert forår siden 1979 er der forsvundet store mængder ozon over Antarktis som så senere er blevet gendannet. Dette sæsonfald i ozonmængden kaldes for ozonhullet. Men i de senere år er dette såkaldte hul blevet større og har været der i længere tid. I 1992 afslørede satellitmålinger et rekordstort ozonhul, større end hele Nordamerika. Der var ikke meget ozon tilbage i dette hul. Ballonmålinger afslørede et fald på over 60 procent — det laveste der nogen sinde er målt.

      I mellemtiden er ozonmængden også faldet i den øvre atmosfære over andre dele af Jorden. „De seneste målinger viser at . . . der var usædvanlig lave ozonkoncentrationer i 1992 mellem den 50. og 60. nordlige breddegrad, der strækker sig over Nordeuropa, Rusland og Canada. Ozonmængden var 12 procent under normalen, hvilket er det laveste man har målt i de 35 år målingerne er blevet foretaget,“ skriver bladet New Scientist.

      Tidsskriftet Scientific American skriver: „Selv de mest skæbnesvangre forudsigelser har tilsyneladende undervurderet den nedbrydning af ozonen som klorfluorcarbonerne har forårsaget. . . . Alligevel var der mange indflydelsesrige personer i regeringskredse og inden for industrien som dengang kraftigt modsatte sig et forbud på grund af det mangelfulde videnskabelige bevismateriale.“

      Man anslår at der allerede er lukket 20 millioner tons CFC-gasser ud i atmosfæren. Eftersom det tager flere år for CFC-gasserne at bevæge sig op i stratosfæren, er der stadig millioner af tons som endnu ikke er nået op i den øvre atmosfære hvor de gør skade. Men CFC-gasserne er ikke de eneste klorstoffer der ødelægger ozonlaget. „NASA anslår at der afgives omkring 75 tons klor i ozonlaget hver gang et rumskib sendes af sted,“ hedder det i bladet Popular Science.

      Hvad er konsekvenserne?

      Man kender ikke de fulde konsekvenser af mindre ozon i den øvre atmosfære. Men én ting synes sikker: at stadig flere skadelige ultraviolette stråler når Jorden, hvilket øger antallet af hudkræfttilfælde. „I løbet af det sidste årti er mængden af skadelige uv-stråler der årligt rammer den nordlige halvkugle, steget med omkring 5 procent,“ hedder det i bladet Earth.

      Man skønner at hvis uv-strålingen blot stiger med én procent, vil det forårsage mellem to og tre procents stigning i antallet af hudkræfttilfælde. Det afrikanske tidsskrift Getaway har skrevet: „Der forekommer over 8000 nye tilfælde af hudkræft i Sydafrika hvert år . . . Vi har en af de laveste ozonbeskyttelsesgrader og et af de højeste antal hudkræfttilfælde (forbindelsen er ingen tilfældighed).“

      At ødelæggelsen af ozonen i den øvre atmosfære ville medføre en øget risiko for hudkræft, blev for flere år siden forudsagt af forskerne Rowland og Molina. De anbefalede at man i De Forenede Stater indførte et øjeblikkeligt forbud mod brugen af CFC-gasser i aerosoldåser. Mange lande har nu indset faren og er gået med til at standse produktionen af CFC-gasser senest i januar 1996. I mellemtiden truer brugen af CFC-gasser imidlertid fortsat livet på Jorden.

      Faldet i mængden af ozon over Antarktis har ifølge Our Living World „medført at den ultraviolette stråling er trængt længere ned i havene end hidtil antaget. . . . Det har medført en betragtelig nedgang i produktionen af de encellede organismer der udgør nederste led i havets fødekæde.“ Eksperimenter viser også at en øget uv-stråling forringer høstudbyttet af mange afgrøder, hvilket er en trussel mod den globale fødevareproduktion.

      Brugen af CFC-gasser kan afgjort vise sig at blive katastrofal. Men atmosfæren påvirkes også af mange andre forureningskilder. Én af disse er en atmosfærisk luftart der i mikroskopiske mængder er livsvigtig for livet på Jorden.

      Virkningen af forureningen

      I midten af det 19. århundrede begyndte man at afbrænde stadig større mængder kul, gas og olie, hvilket medførte at der blev sluppet store mængder kuldioxid ud i atmosfæren. Dengang var mængden af denne sporgas i atmosfæren omkring 285 dele pr. million. Men som følge af den øgede brug af fossilt brændsel, er mængden af kuldioxid nået op på over 350 dele pr. million. Hvad har den øgede mængde af denne varmeabsorberende luftart i atmosfæren resulteret i?

      Mange tror at den øgede mængde kuldioxid har medvirket til en stigning i temperaturen på Jorden. Andre forskere mener imidlertid at den globale opvarmning, også kaldet drivhuseffekten, især skyldes ændringer på Solen — at den har udsendt mere energi i den senere tid.

      Hvad grunden end måtte være, viste 80’erne sig at blive det varmeste årti siden man i midten af det 19. århundrede begyndte at føre optegnelser. „Tendensen fortsætter i dette årti, hvor 1990 var det hidtil varmeste år, 1991 det tredjevarmeste og 1992 det tiendevarmeste år i de 140 år man har ført optegnelser over målingerne,“ rapporterer den sydafrikanske avis The Star. Den mindre nedgang i de sidste to år tilskrives det støv der blev sendt ud i atmosfæren i 1991 da Mount Pinatubo kom i udbrud.

      De fremtidige virkninger af temperaturstigningen på Jorden er genstand for en hed debat. Den globale opvarmning har tilsyneladende også kompliceret den i forvejen vanskelige opgave det er at forudsige vejret. New Scientist bemærker at vi sandsynligvis vil få „stadig flere forkerte vejrprognoser efterhånden som drivhuseffekten ændrer klimaet“.

      Mange forsikringsselskaber frygter at drivhuseffekten vil gøre deres forretning urentabel. Avisen The Economist har skrevet: „Med udsigten til et væld af ulykker har nogle reassuranceselskaber sænket deres skademaksimum ved naturkatastrofer. Andre taler om fuldstændig at forlade markedet. . . . Usikkerheden skræmmer dem.“

      Det er bemærkelsesværdigt at en stor del af den arktiske pakis i 1990, der er det hidtil varmeste år man har målt, trak sig længere tilbage end nogen sinde før. Det resulterede i at hundreder af isbjørne strandede på Wrangeløen i over en måned. „Drivhuseffekten vil måske forårsage at sådanne forhold . . . forekommer regelmæssigt,“ advarer tidsskriftet BBC Wildlife.

      „Vejreksperter giver drivhuseffekten skylden for en stærk stigning i antallet af isbjerge der driver nordpå fra Antarktis, til fare for skibstrafikken i Sydatlanten,“ skrev en afrikansk avis i 1992. Ifølge januarudgaven for 1993 af bladet Earth, er den gradvise stigning i vandstanden i havet ud for det sydlige Californien til dels en følge af opvarmningen af vandet.

      Desværre fortsætter menneskene med at pumpe uhyrlige mængder giftige luftarter ud i atmosfæren. I bogen The Earth Report 3 hedder det: „I en rapport som De Forenede Staters Miljøstyrelse udgav i 1989, anslog man at der i USA årligt slippes over 900.000 tons giftige kemikalier ud i luften.“ Dette tal regnes for at være sat for lavt, eftersom det ikke indbefatter udstødningsgasserne fra millioner af motorkøretøjer.

      Fra mange andre industrilande indløber der også chokerende rapporter om luftforurening. Det har især været gruopvækkende at læse om de seneste afsløringer af den ukontrollerede luftforurening i østeuropæiske lande fra årene med kommunistisk styre.

      Jordens træer, der optager kuldioxid og frigiver ilt, er nogle af ofrene for luftforureningen. New Scientist har skrevet: „Ifølge den tyske landbrugsminister får Tysklands træer det stadig dårligere, og [han har sagt at] luftforureningen fortsat er en af hovedårsagerne til skovenes dårlige sundhedstilstand.“

      Situationen er ikke meget anderledes i det sydafrikanske skovdistrikt Transvaal Highveld. „De første tegn på skader som følge af syreregn viser sig nu i det østlige Transvaal, hvor fyrrenålenes farve ændrer sig fra en sund mørkegrøn farve til en sygelig spættet, lysebrun farve,“ skriver James Clarke i sin bog Back to Earth.

      Sådanne rapporter indløber fra hele verden. Intet land går ram forbi. Industrilandene bygger høje skorstene og eksporterer derved deres forurening til de nærliggende lande. Menneskets historie taler om en begærlig industriel udvikling der ikke levner meget håb om at der vil ske en bedring i fremtiden.

      Der er ikke desto mindre grund til at være optimistisk. Vi kan have tillid til at vor dyrebare atmosfære vil blive reddet fra ødelæggelsen. Den næste artikel vil beskrive hvordan dette kan lade sig gøre.

      [Illustration på side 7]

      Ødelæggelsen af ozonlaget i den øvre atmosfære har ført til øget forekomst af hudkræft

      [Illustration på side 9]

      Hvad er konsekvenserne af en sådan forurening?

  • Hvordan atmosfæren vil blive reddet
    Vågn op! – 1994 | 22. december
    • Hvordan atmosfæren vil blive reddet

      VIL atmosfæren blive reddet ved at mennesker indvilliger i at lade være med at fylde luften med snavs?

      Nej. Vores dyrebare atmosfære er ikke afhængig af om mennesker overholder miljøkravene. Det vil derimod ske ved at universets Øverste Myndighed vil gribe ind og sørge for at ikke blot atmosfæren bliver renset, men også hele Jorden.

      At Skaberen tager sig af vor Jord og livet på den, fremgår af den forunderlige måde han har indrettet den på. Han frembragte den for at den aldrig i evighed skulle gå til grunde. — Salme 104:5, 24.

      Atmosfæren er selvopretholdende

      Atmosfæren blev for eksempel skabt på en sådan måde at den reparerer og renser sig selv. Det gælder også ozonlaget i den øvre atmosfære. Ozonlaget blev indrettet så genialt at det absorberer den ultraviolette stråling der ville være dødelig for mennesker på Jorden. Men den tillader samtidig det uskadelige lys der er nødvendigt for livet på Jorden at passere.

      Vi har i de foregående artikler gjort opmærksom på at ozonlaget er blevet svært beskadiget af klorfluorcarboner som driver op i stratosfæren. Hvordan vil det beskyttende ozonlag da blive fornyet? Skaberen har indrettet det således at det genopbygger sig selv. Der dannes uafbrudt ozon i stratosfæren, og det sker faktisk ved hjælp af de samme skadelige stråler som ozonen filtrerer fra! Så samtidig med at menneskenes forurening hastigt ødelægger ozonen, bliver en del af ozonen altså erstattet.

      Situationen er nogenlunde den samme i den nederste del af atmosfæren, hvor det meste af de mere end 5000 billioner tons luft findes. Ved hjælp af naturlige kredsløb bliver denne luft på bemærkelsesværdig vis renset for forurenende stoffer. The World Book Encyclopedia har denne kommentar: „Vinde spreder de forurenende stoffer, og regn og sne vasker dem ned på Jorden.“

      Det er derfor tydeligt at hvis mennesker ophørte med at forurene luften, eller i vid udstrækning begrænsede en sådan forurening, ville luften inden længe være frisk og velgørende. Det førnævnte opslagsværk peger på problemets rod med ordene: „Mange steder bliver der forurenet så kraftigt at vejrforholdene ikke kan nå at skille sig af med de forurenende stoffer.“

      Hvordan vil menneskenes selviske forurening af atmosfæren blive bragt til ophør?

      En renset Jord nært forestående

      Det er kun Guds indgriben der vil kunne standse forureningen. Bibelen forudsiger at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Han vil ikke i det uendelige lade begærlige mennesker fortsætte med at forurene den smukke Jord og dens livsopretholdende atmosfære. Han har lovet: „De onde udryddes nemlig, men de der håber på Jehova, skal tage jorden i besiddelse.“ — Salme 37:9.

      Hvordan vil de onde blive udryddet? Det vil være ved hjælp af Guds himmelske regering, hans rige, som vil erstatte hver eneste af menneskenes utilstrækkelige regeringer. Bibelen lover: „Himmelens Gud [vil] oprette et rige som aldrig vil blive ødelagt. Og riget . . . vil knuse og gøre ende på alle disse riger, men selv bestå evindelig.“ (Daniel 2:44) Det er dette rige fra Gud Jesus lærte sine disciple at bede om: „Lad dit rige komme. Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ — Mattæus 6:10.

      Guds vilje med Jorden er at mennesker skal styres af hans rige og derved glæde sig over livet i omgivelser der ikke er forurenede. Det er derfor Gud har besluttet at „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) Det vil blive en vældig befrielse.

      Forestil dig at bo på en Jord uden al den forurening som selviske mennesker har udvirket. Til den tid vil vor dyrebare atmosfære atter blive genopbygget. Det vil ske når følgende løfte i Bibelen går i opfyldelse: „Se! Guds telt er hos menneskene, og han vil bo hos dem, og de skal være hans folk. Og Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ — Åbenbaringen 21:3, 4; 2 Peter 3:13.

      Hvad skal man gøre for at overleve til liv i den retfærdige nye verden som Gud lover? Man må lære den som Gud sendte til Jorden som sin repræsentant, bedre at kende, og følge hans lære. (Johannes 3:16; 7:29) Denne udsending var Jesus Kristus, der i en bøn til Gud sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

      [Illustration på side 10]

      En ren, paradisisk Jord uden forurening er nært forestående

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del