Mennesket kan ikke give ’arvesynden’ skylden for sine svagheder, sagde Pelagius. „Alt godt og alt ondt . . . er noget vi gør, ikke noget vi fødes med.“ Pelagius’ lære blev snart et stående samtaleemne i hele kristenhedens verden.

Men ikke ret længe. De ledende kirkefolk betragtede denne forkastelse af ’arvesynden’ som kætteri. Og uden at vide det gik Pelagius deres ærinde ved at stille sig velvilligt til barnedåben, der på det tidspunkt var blevet en populær skik. En biskop ved navn Augustin betragtede dette som en himmelråbende selvmodsigelse. ’Hvis spædbørn absolut bør døbes,’ argumenterede han, ’hvad sker der så med dem der ikke bliver det?’ Den logiske slutning var tilsyneladende at de ville komme til at lide i helvedes flammer fordi de ikke var døbt. Efter at have fastslået dette, førte Augustin sit ræsonnement ud i yderste konsekvens: Hvad andet end ’arvesynden’ kunne være skyld i at udøbte spædbørn skulle lide fortabelse?