På forkyndertur i kontrasternes land

KÆNGURUER, koalaer, punggnavere, næbdyr, Ayers Rock og Det Store Koralrev — det er ord som får folk til at tænke på Australien. Men overraskende nok har størstedelen af Australiens egen befolkning sandsynligvis aldrig besøgt Ayers Rock eller Det Store Koralrev eller set en koala, en punggnaver eller et næbdyr uden for et naturreservat. Det skyldes at 85 procent af landets 17,3 millioner indbyggere bor i de fem største byer langs kystlinjen.

Ved at forlade kystlinjen og rejse omkring 200 kilometer ind i landet, kommer man til kanten af kontinentets berømte afsidesliggende egne. Terrænet ændrer sig fra frodig regnskov og god landbrugsjord til et varmt, tørt, åbent landskab hvor kun buske og strå overlever. Der er imidlertid liv i disse afsidesliggende egne. Store fåre- og kvægfarme, eller ’stationer’ som de bliver kaldt, dækker i hundredvis af kvadratkilometer. Længere inde i landet ligger de solsvedne ørkener hvor mennesker nogle gange omkommer fordi de ikke har taget de nødvendige forholdsregler.

Den gode nyhed er i fremgang

Det er i sådanne omgivelser at den gode nyhed om Guds rige bliver forkyndt i Australien. Tusinder reagerer hvert år på Jehovas løfte om en retfærdig ny verden. I det sidste tjenesteår nåede antallet af forkyndere et højdepunkt på over 57.000 — det svarer næsten til en fordobling i løbet af ti år. Mens de fleste af forkynderne, som størstedelen af befolkningen, er koncentreret i byerne langs kysten, trives den gode nyhed også i det indre af landet.

For at få et lille indblik i hvad det vil sige at forkynde i dette vidtstrakte land, så lad os tage med en af vore fem områdetilsynsmænd og hans hustru på besøg i nogle af menighederne i de fjerntliggende områder. På deres rejse besøger de delstaten Vestaustralien, halvdelen af delstaten Queensland og hele Northern Territory, et område på mere end 4,7 millioner kvadratkilometer. Det svarer til næsten hele Europas areal, når man ser bort fra det tidligere Sovjetunionen.

Vores rejse begynder i Perth, hovedstaden i Vestaustralien. I denne helt igennem moderne by med 1,2 millioner indbyggere er der nu 49 menigheder af Jehovas Vidner. Ud over de engelske er der græske, italienske, portugisiske og spanske menigheder, samt mindre grupper på andre sprog. Der er også en menighed der udelukkende består af brødre og søstre som er uraustraliere, og de koncentrerer sig om at forkynde blandt kontinentets indfødte befolkning. Mange af disse ydmyge mennesker reagerer positivt på budskabet om Riget. Men hvordan er livet uden for storbyerne?

Fra Perth rejser vi 1800 kilometer nordpå til Port Hedland, hvor der skal være kredsstævne. De fleste af de 289 fremmødte har rejst mellem 200-700 kilometer for at overvære stævnet. De kommer fra isolerede områder hvor den nærmeste menighed kan ligge 250 kilometer fra deres hjem. For at komme dertil må de køre ad ujævne veje som er fyldt med skarpe sten der ofte skærer hul i bildækkene. Tre menigheder i dette område har for nylig bygget rigssale ved hjælp af hurtig-byggemetoden.

Hurtigbyggede rigssale i isolerede områder

Der er stor forskel på at bygge en rigssal i disse områder og at bygge i byerne. De fleste byggematerialer må bringes dertil med lastbil fra Perth, der ligger 1600 kilometer længere mod syd. Hundreder af brødre og søstre tilbagelægger denne afstand eller endnu større afstande for at være med ved rigssalsbyggeriet den planlagte weekend, hvor der er mellem 40 og 45 graders varme. Denne tilstrømning til små isolerede samfund er i sig selv et fremragende vidnesbyrd. Da man byggede en rigssal i Tom Price, en lille mineby hvor der udvindes jernmalm, stod der på forsiden af den lokale avis: „En varm velkomst til frivillige håndværkere og medhjælpere der er med ved Jehovas Vidners tredages ’hurtigbyggede’ rigssal i Tom Price.“

Det virkede som om næsten alle i byen var ivrige efter at hjælpe til. I stedet for de 50.000 kroner det normalt koster at få fragtet 50 tons materialer, tilbød en gavmild vognmand at fragte materialerne, hvis blot brødrene selv dækkede udgifterne til brændstof. Lokale malerfirmaer bidrog med 100 liter maling. Jord- og betonfirmaer stillede maskinel til rådighed, og et mineselskab stillede en kran til fri afbenyttelse. At finde indkvartering til 300 gæster så ud til at blive et problem, men samarbejdet med bysbørnene var utroligt. Nogle ringede og tilbød husly. En mand ringede og sagde at han ville være bortrejst i weekenden men at han ville lade være med at låse bagdøren. Han sagde: „Så kan I benytte huset under byggeriet.“

Der opstod en humoristisk episode da nogle brødre fik opgivet en adresse hvor de skulle hente en anhænger der tilhørte den lokale kreds af Jehovas Vidner. De blev forbløffede da de på porten så et skilt hvor der stod „Religiøse besøg frabedes“. Men dér stod anhængeren. De fortalte så værtinden at de var kommet for at hente anhængeren, der var læsset med affald. Da de senere var i færd med at tømme anhængeren opdagede de pludselig at det ikke var kredsens anhænger! Da anhængerens ejer kom hjem fortalte hans kone ham at Jehovas vidner havde været at hente anhængeren. Brødrene kom hurtigt tilbage med den tomme anhænger og redte trådene ud. Det førte til en behagelig samtale, og disse tidligere modstandere havde mange spørgsmål til vort arbejde. De ville meget gerne hen og se den nye rigssal.

Det kræver udholdenhed at forkynde den gode nyhed i dette område. For det første er der de store afstande. En pionersøster og hendes mand kører regelmæssigt en tur på 350 kilometer ad ujævne, støvede veje fra Port Hedland til Marble Bar for at komme på genbesøg og lede bibelstudier. Marble Bar er et af de varmeste steder i Australien. Fra oktober til marts er temperaturen ofte oppe på over 50 grader.

Den nordlige del af Australien

Når man kører 2500 kilometer længere nordpå kommer man til Darwin, der er den næste by hvor der skal afholdes kredsstævne. Områdetilsynsmanden og hans hustru benytter de mange timer på vejene til personligt studium. De begynder med at læse og drøfte dagens tekst. Derefter lytter de til bibeloplæsning på kassettebånd. Ligesom de skiftes til at køre, skiftes de også til at læse højt fra artiklerne i Vagttårnet og Vågn op!

Et vejskilt advarer dem om „roadtrains“ (landevejstog). Det er lange og store lastvogne der bugserer tre eller fire anhængere og som har en længde på op til 55 meter. Der er derfor brug for meget plads hvis man vil overhale. Disse køretøjer bruges til at transportere kvæg og andet gods til isolerede byer.

Det er altid varmt og tørt her. Det ufrugtbare landskab kunne måske fejlagtigt forveksles med en øde kirkegård, fordi jorden er dækket med myretuer der er anbragt med lige store mellemrum. Disse myretuer har forskellig farve, afhængigt af hvilken jord myrerne har benyttet, og de kan nogle steder være fra 1 til 2,5 meter høje. Idet vore rejsende krydser Victoria River, fanger nogle hjemmelavede skilte deres opmærksomhed. „Fare: Badning forbudt. Menneskeædende krokodiller i disse floder!“ står der på et. De bliver derfor enige om at det er klogest at finde et andet sted at bade og blive afkølet!

Endelig når de det nordligste punkt, kendt i Australien som „Top End“. I Darwin, hovedstaden i Northern Territory, er der to store menigheder af Jehovas Vidner. De mange kulturer der har hjemme i Darwin kan nemt iagttages når man overværer kredsstævnet. Vi møder Charles på 30 år der oprindelig kommer fra det krigshærgede østlige Timor i Indonesien. Hans kinesiske forældre opdrog ham med forfædredyrkelse. Han gik også højt op i kampsport. Det var ikke nemt at holde op på grund af spiritismens stærke greb. Ved at huske på Jesu løfte om at ’sandheden skal frigøre os’ kunne han rive sig løs fra denne livsstil. (Johannes 8:32) Charles fortæller: „I dag har jeg en ren samvittighed over for Jehova, og jeg er nu blevet menighedstjener. Mit mål er at komme på Skolen for Udnævnte Tjenere.“

Den næste vi møder er Beverly fra Papua Ny Guinea. „I begyndelsen havde jeg svært ved at forkynde for hvide,“ tilstår Beverly, „fordi engelsk ikke er mit modersmål og fordi visse udtryk og den australske accent gjorde det svært for mig at forstå [dem]. Men ved at huske på Bibelens ord om at stole på Jehova og smage og se at han er god, kunne jeg i januar 1991 begynde i heltidstjenesten som pioner. Den første jeg begyndte at studere Bibelen med er nu pioner. To af hendes døtre har også taget imod sandheden, og en af dem tjener som pioner sammen med sin mand.“

Lad os nu, inden vi forlader Darwin, tage en rask tur på 250 kilometer østpå til Kakadu National Park, der er kendt for sit rige fugleliv. Her møder vi Debbie, den eneste forkynder af den gode nyhed i hele dette område. Vi spørger hende hvordan hun kan holde sig åndeligt stærk når hun bor så isoleret. Hun svarer: „For det første ved at bede. . . . Et skriftsted som er til stor opmuntring for mig er Esajas 41:10, hvor der står: ’Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.’“

I Jilkmingan, 450 kilometer syd for Darwin, møder vi en lille gruppe uraustraliere. I mange år blev dette samfund af uraustraliere betragtet som et samfund af Jehovas Vidner, idet mange af dem regelmæssigt overværede Jehovas Vidners område- og kredsstævner selv om ingen af dem var døbt. Samfundet var kendt for at det var rent. Lykkeligvis har nogle nu taget et fast standpunkt for sandheden og er blevet døbt. De er nogle af landets første uraustraliere uden for byerne der har gjort dette. Disse ydmyge mennesker må have et stort mod og tillid til Jehovas hellige ånd for at frigøre sig fra deres stammes århundredgamle traditioner og spiritistiske skikke.

Til Alice Springs og væk fra de øde områder

Nu er det tid til at forlade den nordlige spids og rejse 1600 kilometer sydpå til Alice Springs, kontinentets „røde midtpunkt“ ved den berømte Ayers Rock. Her i den luftkonditionerede rigssal er der under stævnet sørget for behagelige siddepladser. Stævnet overværes af 130 eller flere fra de to menigheder i området. Vi får igen muligheden for at se det glade syn af polynesiere, europæere og uraustraliere der kommer sammen i et kristent fællesskab.

Til sidst forlader vi Alice Springs og begynder den sidste del af turen med vores rejsende områdetilsynsmand og hans hustru. Rejsen fører os omkring 2000 kilometer mod nordøst, tværs over kontinentet. Undervejs tager vi afsked med de afsidesliggende egne og når langt om længe Queenslands frodige, tropiske regnskov. Her på Queenslands nordlige kyst — landet med Det Store Koralrev — er der mange menigheder og mange forkyndere i forhold til indbyggertallet.

Rejsen er imidlertid ikke slut førend vi har overværet endnu et kredsstævne. Vi går om bord i en flyvemaskine i Cairns — Queenslands tropiske by der er kendt for Det Store Koralrev — og forlader hovedlandet for en kort tur over halvøen Cape Yorks nordligste spids, tværs over Torres Strait, til Torsdagsøen. Her er der en lille menighed med kun 23 forkyndere. Det er en stor glæde at se 63 overvære rejsens sidste stævne!

Vi håber du har nydt dette lille indblik i forkyndelsen af Riget i kontrasternes land. Måske får du selv en dag mulighed for at besøge os i Australien og møde brødre og søstre der trofast udfører deres tjeneste i dette særprægede distrikt.

[Kort/​illustration på side 23]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Thursday Island

Darwin

Katherine

Cairns

Port Hedland

Marble Bar

Tom Price

Newman

Alice Springs

Ayers Rock

Brisbane

Perth

Sydney

Adelaide

Canberra

Melbourne

Hobart

[Illustration på side 24]

Perth, hovedstaden i Vestaustralien

[Illustration på side 25]

Gadearbejde giver gode resultater