• Østrig
    Jehovas Vidners Årbog 1989

    • Det der lød som et rygte viste sig at være den bitre sandhed. Mændene, Johann Pichler og Josef Wegscheider, var to af vore brødre, og de var blevet henrettet af en hærafdeling fordi de nægtede at udføre militærtjeneste. Men henrettelsen var ikke forløbet så glat som officererne havde regnet med. De to brødre havde erklæret at det var overflødigt at give dem bind for øjnene, men det fik de alligevel. Da kommandoen lød, nægtede soldaterne at skyde. Først da de var blevet advaret eftertrykkeligt om at de selv ville blive straffet hvis ikke de adlød, og efter at kommandoen havde lydt for anden gang, skød soldaterne disse uskyldige mænd. Men det var ikke alt.

      Under retssagen i Salzburg havde dommeren og hans kolleger forsøgt at overtale de anklagede til at ombestemme sig. Dommeren havde kaldt mændenes hustruer ind i retslokalet, i håb om at deres tilstedeværelse ville få mændene til at give efter. Men der var sket lige det modsatte. En af kvinderne havde opmuntrende sagt til dem: „Jeres liv er i Guds hånd.“ Det havde gjort så dybt et indtryk på dommeren at han ophidset havde hamret knytnæven i bordet og råbt: „Disse mennesker er ikke kriminelle eller forrædere, tværtimod! Det er en forening af troende, ikke en to-tre stykker, men hundredvis, ja tusindvis af mennesker!“ Ikke desto mindre krævede loven dødsstraf.

      Dagen før henrettelsen havde broder Pichler og broder Wegscheider haft besøg i cellen, og der var blevet gjort et nyt forsøg på at få dem til at skifte mening. Da de blev spurgt om hvad deres sidste ønske var, svarede de at de gerne ville have en bibel. Dommeren bragte dem den personligt. Han blev hos dem i deres celle til midnat og sagde da han gik: „Disse to mænd var til det sidste forenede med deres Gud; de er virkelig hellige mænd!“

      Efter henrettelsen blev de to kister overdraget til privat begravelse. Omkring 300 overværede begravelsen, naturligvis under skarp politiovervågning. Det var ikke tilladt at synge, og bønnen blev til sidst afbrudt af en gestapoofficers skarpe protester; han syntes den var for lang. Gestapo havde også forbudt brugen af navnet Jehova. Men det forhindrede ikke broderen i, da kisterne blev sænket, at udbryde: „Vi mødes i Jehovas rige!“