Sidst i 1920’erne mødte vi Vinzenz Platajs, som vi kaldte Vinko, en ung mand af jugoslavisk herkomst. Han var i kontakt med Jehovas Vidner, dengang kendt som bibelstudenterne. Kort efter begyndte en af bibelstudenterne at besøge vores familie. Eftersom far havde forbudt mor at gå i kirke, spurgte hun Vinko om man kunne tilbede Gud derhjemme. Han henviste til Apostelgerninger 17:24, som siger at Gud „ikke [bor] i templer der er gjort med hænder“, og forklarede at hjemmet er et passende sted at tilbede ham. Hun var glad for svaret og begyndte at komme til møderne i bibelstudenternes hjem.

I 1928 symboliserede Vinko og min søster, Josephine — eller Pepi, som vi kaldte hende — deres indvielse til Jehova ved vanddåben, og blev senere gift. Året efter blev deres datter, Fini, født i Liévin. Tre år senere blev de opfordret til at begynde i heltidstjenesten i Jugoslavien, hvor Jehovas Vidners arbejde var under begrænsninger. Trods mange vanskeligheder forblev deres iver efter at tjene Jehova og deres glæde uformindsket. I mig fremkaldte deres gode eksempel ønsket om at blive heltidstjener.

Vinko er trofast til døden

Da den tyske hær marcherede ind i Jugoslavien i 1941, tvang den Pepi, hendes mand, Vinko, og deres 12-årige datter, Fini, til at tage hjem til Østrig. På det tidspunkt var de fleste Jehovas Vidner i Østrig internerede i fængsler eller koncentrationslejre. Da de var statsløse — altså ikke tyske statsborgere — blev de sat til tvangsarbejde på en gård i det sydlige Østrig, i nærheden af vores hjem.

Senere, den 26. august 1943, blev Vinko anholdt af Gestapo (nazisternes hemmelige politi). Da Fini forsøgte at tage afsked med sin far, slog politichefen hende så hårdt at hun fløj tværs igennem værelset. Vinko blev ofte forhørt og brutalt slået af Gestapo. Senere blev han flyttet til Stadelheim-fængselet i München.

Den 6. oktober 1943 anholdt politiet mig på min arbejdsplads, og jeg blev sendt til Stadelheim-fængselet, hvor Vinko også var. Da jeg talte flydende fransk, blev jeg brugt som tolk for franske krigsfanger. Når jeg var på gårdtur, havde jeg lejlighed til at udveksle nyheder med Vinko.

Vinko blev til sidst dømt til døden. Han blev beskyldt for at have forsynet Jehovas Vidner med bibelsk litteratur og for at yde økonomisk støtte til de kvinder blandt Vidnerne hvis mænd var i koncentrationslejr. Han blev flyttet til det fængsel i Berlin hvor Willi var blevet henrettet. Dér blev han halshugget den 9. oktober 1944.

Vinkos sidste møde med familien var hjerteskærende. De fandt ham lænket og forslået, og lænkerne gjorde det svært for ham at omfavne dem. Fini var 14 år gammel da hun så sin far for sidste gang. Hun kan stadig huske hans sidste ord: „Pas godt på din mor, Fini!“