• Østrig
    Jehovas Vidners Årbog 1989

    • Tumulter ved et møde i Wien

      Da broder Rutherford, Vagttårnsselskabets anden præsident, i 1922 var på rundrejse til forskellige afdelingskontorer, besøgte han også Wien fra den 30. maj til den 1. juni. Der blev truffet forberedelser til et offentligt møde i den rummelige Katharinenhalle. Ville han få en bedre modtagelse end broder Russell havde fået da han 11 år tidligere havde forsøgt at holde foredrag i Wien?

      Da broder Rutherford og hans tolk, broder Conrad Binkele (fra Schweiz), steg op på tribunen, var hele salen, ja, selv gangene, tæt pakket med mennesker. Der sad oven i købet nogle på tribunen, helt op til taleren. Andre søgte stadig at komme ind i salen. Imidlertid var et par hundrede af de tusinder der var til stede, ikke kommet for at høre foredraget, men for at skabe kaos. Modstandere af Bibelens budskab havde placeret deres håndlangere rundt om blandt tilhørerne, især bag i salen.

      Alt gik godt de første 40 minutter. Broder Rutherford var blevet advaret om at nogle ville prøve at afbryde mødet. Han behandlede derfor først foredragets hovedpunkter og havde til hensigt at uddybe dem bagefter. Men så snart han havde gennemgået hovedpunkterne udbrød der tumulter. En 2-300 urostiftere begyndte at råbe som gale og trampe med fødderne som en flok kvæg. Unge mænd og kvinder sprang op på stolene og gav tegn i alle retninger. Som med ét slag bragte disse fredsforstyrrere foredraget til en brat ende.

      Broder Rutherford prøvede at appellere til tilhørerne for at få dem til at være rolige, men det var forgæves. Han prøvede atter at tale til skaren gennem sin tolk og sagde: „Jeg ønsker en afstemning i forsamlingen for at se hvor mange der ønsker at høre dette foredrag til ende.“ De fleste i salen rakte bekræftende hånden i vejret. Men urostifterne gav højlydt deres mishag til kende. Broder Rutherford sagde nu med fast stemme: „De der ikke ønsker at høre bedes forlade salen øjeblikkelig, så at de der ønsker at høre kan få lov til det.“

      Det udløste et blindt raseri blandt fredsforstyrrerne. Deres anførere banede sig vej op gennem gangene. Da ballademagerne var fem meter fra tribunen begyndte de at synge „Internationale“. De virkede dæmonbesatte, så vildt teede de sig.

      Nu ankom salens ejer og forlangte at taleren øjeblikkelig skulle forlade tribunen. Broder Rutherford håbede stadig at uvejret ville drive over og at politiet ville få hoben under kontrol så han kunne fortsætte sit foredrag. Men det var ikke tilfældet. Ejeren slukkede nogle af lamperne, men modstanderne tændte dem igen. Ejeren, der blev mere og mere betænkelig ved situationen, løb sammen med et par hjælpere op til tribunen, greb fat i broder Rutherford og trak ham ud bag ved, hvor han ikke kunne ses.

      Pøbelen sang endnu da den nåede frem til tribunen, og et par stykker råbte: „Hvor er han? Hvor er han? Vort flag er rødt!“ Da de ikke kunne finde broder Rutherford blev der sat vagtposter ved udgangene. Men de overså åbenbart en dør bag scenen. Denne dør, der ellers plejede at være låst og afspærret, blev nu åbnet. Broder Rutherford og broder Arthur Goux, som havde rejst sammen med ham fra New York, skyndte sig gennem døren, der øjeblikkelig blev lukket efter dem og forsvarligt låst igen.