Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Efterlign Jesus Kristus når du udøver myndighed
    Vagttårnet – 2006 | 1. april
    • „Al myndighed“ er givet til Jesus Kristus

      Tænk på Jesu Kristi eksempel. Kort før han steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Skabte denne udtalelse frygt blandt disciplene? Var de bange for at Jesus nu ville være ligesom de romerske kejsere, der var kendt for at slå hårdt ned på alle der gjorde oprør eller sagde dem imod?

      Den bibelske beretning svarer afgjort nej! Jesus Kristus udøver sin myndighed på samme måde som hans Fader gør det. Selvom Jehova er den Almægtige, universets retmæssige Suveræn, ønsker han at hans undersåtter tjener ham af et villigt hjerte, ikke af frygt eller i blind lydighed. (Mattæus 22:37) Jehova misbruger aldrig sin myndighed. Det fremgår af et bemærkelsesværdigt syn som profeten Ezekiel fik.

      I dette syn så Ezekiel fire åndeskabninger som støttede Guds suverænitet. Hver af dem havde fire ansigter. „Hvad angår det deres ansigter lignede,“ skriver Ezekiel, „så havde de alle fire et menneskeansigt med et løveansigt til højre, og de havde alle fire et okseansigt til venstre; og de havde alle fire et ørneansigt.“ (Ezekiel 1:10) Disse fire ansigter repræsenterer Guds fire hovedegenskaber, som er i fuldkommen balance med hinanden. Af Guds ord fremgår det at menneskeansigtet symboliserer kærlighed, løveansigtet symboliserer retfærdighed og ørneansigtet symboliserer visdom. Disse tre egenskaber suppleres af den fjerde — magt, som er symboliseret ved okseansigtet. Hvad betyder alt dette? Synet viser at Jehova altid bruger sin ubegrænsede magt og myndighed på en måde som er i harmoni med hans andre hovedegenskaber.

      Jesus Kristus efterlignede sin Fader og udøvede altid sin myndighed på en kærlig, vís og retfærdig måde. Hans disciple ’fandt ny styrke’ ved at underordne sig hans myndighed. (Mattæus 11:28-30) Den mest fremtrædende egenskab hos både Jehova Gud og Jesus Kristus er kærlighed, ikke magt eller myndighed! — 1 Korinther 13:13; 1 Johannes 4:8.

  • Efterlign Jesus Kristus når du udøver myndighed
    Vagttårnet – 2006 | 1. april
    • Har du et vist mål af myndighed i den kristne menighed? For at vurdere om du udøver den på rette måde, kan du bedømme dig selv i forhold til følgende principper der stammer fra Jehova og blev fulgt af Jesus Kristus.

      „En Herrens træl . . . bør være mild imod alle, . . . , idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt.“ — 2 Timoteus 2:24, 25.

      Nogle i den kristne menighed i det første århundrede havde stor myndighed. For eksempel kunne Timoteus „befale visse folk ikke at føre en anden lære“. (1 Timoteus 1:3) Vi kan dog være sikre på at Timoteus i sin opgave som tilsynsmand i den kristne menighed afspejlede Guds egenskaber i alt hvad han gjorde. Han fulgte uden tvivl Paulus’ vejledning om at belære „med mildhed“ og at „være mild imod alle“. Eftersom Timoteus på det tidspunkt var ret ung i forhold til andre ældste, måtte han være som en respektfuld søn over for de ældre og som en omsorgsfuld bror over for de yngre. (1 Timoteus 5:1, 2) En sådan kærlig omsorg fra tilsynsmændenes side bevirker at den kristne menighed bliver som en varm, kærlig familie, ikke som et koldt, hjerteløst forretningsforetagende. — 1 Korinther 4:14; 1 Thessaloniker 2:7, 8.

      „Nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener.“ — Mattæus 20:25, 26.

      Mange ledere i verden „spiller herrer over“ andre ved at påtvinge dem deres vilje. De kræver at tingene gøres på en bestemt måde og truer folk med straf hvis de ikke adlyder. Jesus Kristus, derimod, lagde vægt på at man skulle betjene andre og ikke lægge pres på dem. (Mattæus 20:27, 28) Han behandlede altid sine disciple kærligt og omsorgsfuldt. Hvis du følger Jesu eksempel, vil det være meget lettere for andre at samarbejde med dig. (Hebræerne 13:7, 17) Det vil også gøre det meget nemmere for andre at ’gå en ekstra mil’ hvis de kan, og at gøre det villigt, ikke under tvang. — Mattæus 5:41.

      „Vær hyrder for Guds hjord i jeres varetægt, . . . ikke som nogle der spiller herrer over dem der udgør Guds arv, men ved at være eksempler for hjorden.“ — 1 Peter 5:2, 3.

      Tilsynsmænd ved at de skal stå Gud til regnskab for menighedens åndelige tilstand, og de tager dette ansvar alvorligt. De søger at tage sig af Guds hjord på en villig, ivrig og kærlig måde. Ligesom apostelen Paulus gør de sig ikke til herrer over andres tro, men bestræber sig for at opbygge og styrke troen hos dem de har i deres varetægt. — 2 Korinther 1:24.

      Når der er behov for at de ældste giver vejledning — eksempelvis for at hjælpe en overtræder på fode igen eller for at hjælpe en trosfælle til at gøre åndelige fremskridt — gør de det i mildhedens ånd. De husker på apostelen Paulus’ ord: „Brødre, selv om et menneske uforvarende begår et eller andet fejltrin, skal I som har åndelige kvalifikationer prøve at hjælpe en sådan på fode igen, i mildhedens ånd, mens du holder øje med dig selv, for at ikke også du skal blive fristet.“ — Galaterne 6:1; Hebræerne 6:1, 9-12.

      „Bliv ved med at affinde jer med hinanden og frit at tilgive hinanden . . . [Ifør] jer kærligheden, for den er enhedens fuldkomne bånd.“ — Kolossenserne 3:13, 14.

      Hvordan behandler du dem som ikke lever helt op til de kristne normer? Bærer du over med deres ufuldkommenheder, sådan som Jehova og Jesus Kristus gør? (Esajas 42:2-4) Eller insisterer du altid på at følge lovens bogstav? (Salme 130:3) Husk at det rigtigste er at vise mildhed når det er muligt, og fasthed kun når det er nødvendigt. Ved at optræde kærligt kan man knytte et stærkt bånd af tillid og fortrolighed mellem en selv og dem man udøver myndighed over.

      Hvis du har fået myndighed betroet, bør du gøre en ihærdig indsats for at efterligne Jehova Gud og Jesus Kristus når du udøver den.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del