Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • Båret af vinden
    Vågn op! – 2002 | 8. marts
    • Båret af vinden

      AF VÅGN OP!-SKRIBENT I CANADA

      „SKAF MIG STRAKS NOGET TAFT OG REB, OG JEG SKAL VISE JER NOGET DER VIL FORBLØFFE VERDEN!“ — JOSEPH-MICHEL MONTGOLFIER, 1782.

      WHUUUSH! En ildtunge skyder op i en farvestrålende ballon og får den langsomt til at løfte sig. At svæve af sted i en smuk boble af stof i alle regnbuens farver virker både oplivende og afstressende. Det er „på samme tid fredfyldt og spændende,“ fortæller en mand der i mange år har været betaget af varmluftballoner.

      Lige siden den første vellykkede opsendelse blev foretaget af Joseph-Michel og Jacques-Étienne Montgolfier i begyndelsen af 1780’erne, har ballonflyvning fascineret folk. (Se nedenstående ramme.) Men det er først i 1960’erne og derefter at ballonflyvning som hobby i bogstaveligste forstand har fået et opsving. I tresserne fremstillede man brandhæmmende stoffer og fandt en sikker og billig måde at opvarme luften i ballonen på ved hjælp af afbrænding af propangas.

  • Båret af vinden
    Vågn op! – 2002 | 8. marts
    • [Ramme/illustrationer på side 14, 15]

      BALLONFLYVNINGENS HISTORIE

      Joseph-Michel og Jacques-Étienne Montgolfier, sønner af en rig papirfabrikant fra Annonay i Frankrig, får æren for at have bygget og opsendt den første varmluftballon. I begyndelsen af 1780’erne eksperimenterede de først med papirballoner, som de mente var i stand til at lette på grund af røgen fra brændende strå og uld. Inden længe forstod de dog at det var den varme luft der skabte opdriften.

      Da de senere begyndte at fremstille balloner af stof, lagde de mærke til at de kunne komme højere op med større balloner og desuden løfte tungere last. I juni 1783 opsendte de den største ballon de indtil da havde bygget, fra torvet i Annonay. Den steg op mod himmelen i cirka ti minutter før den atter dalede mod jorden.

      Efter denne bedrift mente de at tiden var inde til at opsende en bemandet ballon. Først opsendte de dog en ballon med en hane, en and og et får om bord. Det skete fra Versailles i september 1783, for øjnene af tusinder af tilskuere, og de tre dyr overlevede den otte minutter lange flyvetur uden mén. Kort tid senere, den 21. november 1783, gjorde man forsøg med den første bemandede flyvning. Ludvig XVI blev overtalt til at lade to adelsmænd få æren. De blev opsendt fra slottet La Muette og svævede cirka otte kilometer over Paris. Efter omkring 25 minutter måtte de nødlande fordi der gik ild i ballonen.

      Omkring dette tidspunkt viste Videnskabernes Akademi i Paris interesse for denne opfindelse. Professor Jacques Charles, en af datidens kendteste fysikere, samarbejdede med to dygtige mekanikere, Charles og M.N. Robert, om at bygge den første brintfyldte ballon, der blev testet den 27. august 1783. Den holdt sig svævende i 45 minutter, tilbagelagde cirka 24 kilometer og blev kendt som en Charlière. Denne ballontype bruges den dag i dag i sin næsten originale form.

      [Ramme på side 17]

      FLYVNING I DE HØJERE LUFTLAG

      En englænder ved navn Henry Coxwell blev berømt for at stige til meget store højder i sin ballon. I september 1862 blev han bedt om at tage James Glaisher fra British Meteorological Society med op så de kunne foretage videnskabelige observationer i de højere luftlag. De steg til en højde af over 9000 meter uden iltudstyr!

      Da de var nået op i godt 8000 meters højde og havde svært ved at trække vejret i den kolde, iltfattige luft, begyndte Coxwell at forberede nedstigningen. Men eftersom ballonen hele tiden drejede rundt, var linen til luftventilen blevet snoet, og Coxwell måtte klatre op i rigningen for at løsne den. Glaisher havde allerede mistet bevidstheden, og Coxwell måtte trække i linen med tænderne da hans hænder var følelsesløse af kulde. Endelig begyndte ballonen at dale.

      Begge mænd kom omsider så meget til hægterne at de var i stand til at bremse ballonens nedstigning. De nåede op i en højde af næsten 10.000 meter, en rekord de sad inde med i mere end hundrede år. Deres flyvning i åben ballon må betragtes som en af luftfartens største bedrifter, eftersom de ikke havde noget iltapparat, var mangelfuldt påklædt og næsten intet kendskab havde til den øvre atmosfære.

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del