„Vi giver ikke Gud skylden“

DA Pan Americans fly på rute 103, med 259 passagerer om bord, i december 1988 blev sprængt i luften af terrorister, havde den katolske biskop af Galloway, Maurice Taylor, kun bitre ord tilovers for Gud:

„Fader, hvis du er en kærlig Gud, hvorfor lod du da dette ske? Hvorfor tillod du at i hundredvis af uskyldige mistede livet? Hvorfor tillod du at de ti indbyggere fra Lockerbie mistede livet? Eller de mange som aldrig havde hørt om Lockerbie, men hvis liv endte på så rystende en måde i gaderne og på markerne her i Skotland? Og hvorfor lader du så mange tvinges til at lide de efterladtes grusomme, tragiske smerte?“

Blandt ofrene var en del studerende fra Syracuse University i De Forenede Stater. Mildred Sachuck, der er forstanderinde ved et af de tilhørende kollegier, sagde om terroristerne der havde bragt bomben om bord i flyet: „De skulle selv sprænges i stumper og stykker.“

I en presseomtale stod der: „Fly-steward Paul Garrett, 41 år, havde planer om at åbne en forretning i Paris efter at have arbejdet ved dette luftfartsselskab i 15 år. ’Det er særlig tragisk at dette skulle have været hans sidste flyvetur,’ sagde Jan MacMichael, en ven fra Millbrae i Californien.“

Reaktionen fra Pauls forældre, Ernest og Nadine Garrett, der er Jehovas vidner og bor i Millbrae, står i skarp kontrast til den måde biskoppen i Galloway og forstanderinden fra Syracuse reagerede på. Pauls forældres reaktion ses af et svar på et kondolencebrev de modtog fra en trosfælle i New York:

Et verdensomspændende brodersamfund

„Hvor var det venligt af dig, Karl, at tage dig tid til at skrive et så opmuntrende brev til os, til trods for at du har så meget at se til. Vi har modtaget mange breve. Vi har hørt fra forkyndere i Norge, Italien, Frankrig, England og Cameroun — næsten 600 kort, telegrammer og breve, og over 250 telefonopringninger fra hele verden. Paul kendte så mange, eftersom han havde arbejdet som steward for Pan American i mange år. Der blev holdt mindehøjtideligheder i både Paris, San Francisco og Jacksonville i Florida, med i alt 1385 til stede.

Forkynderne her i vores egen og de nærliggende menigheder overtog vores husholdning fuldstændig, købte mad og tilberedte den til os, gjorde rent og skiftedes til at overnatte hos os så vi i de to første uger efter ulykken aldrig var alene. Jehovas vidner over hele jorden har i sandhed indbyrdes kærlighed. — Johannes 13:35.

Den kvindelige repræsentant fra Pan American der var udpeget til at trøste og kondolere os, sagde: ’Jeg kom for at trøste jer, men det er mig der er blevet trøstet. Der er noget særligt ved jer der gør at I skiller jer ud fra andre jeg har besøgt ved lignende lejligheder.’ Da vi spurgte hvad hun mente, svarede hun: ’Jo, I har oprigtig interesse for hinanden.’

Vi er taknemmelige for at vi kender Bibelen og ved at ’tiden og tilfældet’ berører os alle. (Prædikeren 9:11) Da vi forstår dette, Karl, kunne vi aldrig finde på at bebrejde Gud eller spotte ham på grund af denne tragedie, sådan som den katolske biskop fra Galloway gjorde. Nej, vi giver ikke Gud skylden for [Pauls] død. Biskoppen påstår i virkeligheden at Jehova ikke er en kærlig Gud. — 1 Johannes 4:8.

Vi ønsker heller ikke selv at hævne os på terroristerne, som den forstanderinde fra Syracuse-kollegiet der sagde: ’De skulle selv sprænges i stumper og stykker.’ Den slags overlader vi til Gud, som siger: ’Hævnen er min; jeg vil gengælde.’ — Romerne 12:19.

Og sidst men ikke mindst har vi det vidunderlige håb om opstandelsen; det vil holde os oppe hver eneste dag indtil vi ser vores kære søn igen. For mange år siden spurgte Job: ’Hvis en . . . mand dør, kan han så leve igen?’ Bibelen svarer selv i Esajas 26:19: ’Dine døde skal leve. . . . [De] skal opstå.’ Vi finder trøst i at vores søn døde trofast som et af Jehovas vidner, med et godt navn hos Gud, et navn han vil huske i opstandelsen. (Prædikeren 7:1, [fodnote i den engelske studieudgave]; Johannes 5:28) Selvfølgelig sørger vi over tabet af vores søn, men da vi har håb om at der vil finde en opstandelse sted, sørger vi ikke ’ligesom de andre, der ikke har noget håb’.“ — 1 Thessaloniker 4:13.

Paul efterlader sig også en hustru, Dominique, der bor i Paris og ligeledes er et af Jehovas vidner. Hun giver heller ikke Gud skylden for sit sørgelige tab, men ser ligesom Pauls forældre fremtiden i møde med mod og håb.

[Illustration på side 15]

Fly-steward Paul Garrett