Udtrykket „Ba’al“ forekommer én gang i De Kristne Græske Skrifter, i Romerne 11:4, hvor det i den græske tekst står sammen med en bøjningsform af kendeordet i hunkøn, hē. I en afhandling om ba’alsdyrkelsen skrev John Newton følgende om brugen af kendeordet i hunkøn foran „Ba’al“ i Septuaginta og Romerne 11:4: „Skønt Ba’al er hankøn i den hebraiske tekst, [habBaʹ‛al], herren, kaldes han i Septuaginta [hē Baʹal], = fruen; Hos. ii. 8; Zef. i. 4; og i Ny Testamente, Romerne xi. 4. Under den tøjlesløse dyrkelse af denne androgyne eller tvekønnede gud bar mændene ved visse lejligheder kvindeklæder, mens kvinderne optrådte i mandsklæder og svingede med våben.“ — Ancient Pagan and Modern Christian Symbolism af T. Inman, 1875, s. 119.

Ba’als seksuelle forening med sin hustru, sandsynligvis Astarte, mentes at sikre frugtbarheden i det kommende år.

Kana’anæerne, som var agerdyrkere og kvægavlere, mente åbenbart at de ved at udføre visse foreskrevne ritualer — ved en slags magi — kunne få deres guder til at eftergøre de handlinger de selv udførte ved deres religiøse fester, og at disse ritualer var nødvendige for at sikre frugtbarheden på markerne og hos kvæget i det kommende år og for at undgå tørke, græshoppeplager og andet. Af den grund blev Ba’als genopståen, hans tronbestigelse og hans seksuelle forening med sin ægtefælle tilsyneladende fejret med tøjlesløse frugtbarhedsriter som var kendetegnet af sexorgier og uhæmmede udsvævelser.