Ba’al fremstilles derimod som en stærk og stræbsom guddom der eftertragter herredømmet over guderne og menneskene.

I et digt om en strid angående herredømmet besejrer Ba’al havguden Yam, Els yndlingssøn. Måske har sagnet om sejren givet Ugarits søfolk tillid til at Ba’al ville beskytte dem på havet. Derimod taber Ba’al en tvekamp med guden Mot og må ned i underverdenen. Det medfører tørke, og menneskenes virke går i stå. Men Ba’als søster og gemalinde, Anat, som er gudinde for kærlighed og krig, dræber Mot og bringer Ba’al tilbage. Ba’al likviderer sønnerne af Els gemalinde, Athirat (Asjera), og bestiger atter tronen. Men syv år efter vender Mot tilbage.

Nogle tolker dette epos som et symbol på årstidernes vekslen, hvor den livgivende vårregn må vige for sommerens tørre hede, men kommer igen om efteråret. Andre mener at den syv år lange cyklus skildrer frygten for tørke og hungersnød. Under alle omstændigheder mente man at Ba’als forrang var af største betydning for at menneskenes forehavender kunne lykkes. Forskeren Peter Craigie bemærker: „Formålet med dyrkelsen af Ba’al var at sikre hans overhøjhed. Hans tilbedere troede at afgrøderne og kvæget, der var en livsbetingelse for menneskene, kun ville trives når han var ved magten.“