Da agtpågivenheden blev glemt

I perioder med god fremgang kunne man let glemme at Jehovas Vidners arbejde stadig var underlagt forbud. De der førte tilsyn, opfordrede brødrene til at bevare et sundt sind i forbindelse med alle aktiviteter. Men nogle var ikke tilfredse med de metoder der blev brugt. De ønskede hurtigere resultater.

En dag i 1963 samlede to brødre en masse mennesker i en af Prags parker. En af brødrene stod op på en bænk og begyndte at holde en prædiken. Da en mand i folkemængden kom med indvendinger, kaldte broderen ham for Djævelens redskab. Politiet kom og fik brødrene til at identificere sig, men episoden sluttede ikke med det. Denne hændelse fremprovokerede en stor politioperation. I løbet af få dage blev mere end 100 brødre og søstre taget i forvaring, hvilket fik to konsekvenser. Der blev anlagt retssager imod os, og visse brødre fik sig en lærestreg. Seks af de arresterede kom for retten og blev dømt.

Denne episode hæmmede ikke forkyndelsesarbejdet, men den mindede brødrene om behovet for praktisk visdom. (Ordsp. 3:21, 22) Dette havde især betydning i slutningen af 1960’erne da der blev vakt forhåbninger om at forbudet ville blive hævet.

Religionsfrihed i sigte?

I 1968 skete der uventede forandringer. Såkaldte reformvenlige kommunister overtog magten og påbegyndte en demokratiseringsproces. Disse forandringer blev hilst velkommen af befolkningen, og man talte om „socialisme med et menneskeligt ansigt“.

Hvordan reagerede Jehovas Vidner på disse forandringer? De forholdt sig afventende. Selv om man hilste liberaliseringen velkommen og håbede at forbudet ville blive hævet, undgik man at tage forhastede skridt som man måske senere ville fortryde. Dette viste sig at være en klog beslutning. (Ordsp. 2:10, 11; 9:10) Efter otte måneder med relativ frihed invaderede hære fra fem Warszawapagtlande Tjekkoslovakiet. Hen ved 750.000 soldater og 6000 tanks satte en stopper for „socialisme med et menneskeligt ansigt“. Folket følte sig knust. Jehovas Vidners neutrale holdning under „foråret i Prag“ var til stor gavn for dem i de følgende år fordi statsmagten måtte indrømme at de ikke udgjorde nogen trussel mod regeringen.