-
Den berygtede skøge dømmesÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
„Og han [engelen] førte mig af sted ved åndens magt ud i en ørken. Og jeg fik øje på en kvinde der sad på et skarlagenrødt vilddyr som var fuldt af gudsbespottelige navne og som havde syv hoveder og ti horn.“ — Åbenbaringen 17:3.
-
-
Den berygtede skøge dømmesÅbenbaringen — Det store klimaks er nær!
-
-
15. Hvilke forskelle er der mellem vilddyret i Åbenbaringen 13:1 og vilddyret i Åbenbaringen 17:3?
15 Dette vilddyr har syv hoveder og ti horn. Er det mon det samme som det vilddyr Johannes tidligere har set, det der også havde syv hoveder og ti horn? (Åbenbaringen 13:1) Nej, der er flere forskelle. Vilddyret her er skarlagenrødt, og i modsætning til det foregående vilddyr bærer det ingen diademer. Og det har ikke kun gudsbespottelige navne på sine syv hoveder, men er „fuldt af gudsbespottelige navne“. Ikke desto mindre må der være en vis forbindelse mellem dette nye vilddyr og det foregående; lighederne mellem dem er for store til at de kan være tilfældige.
16. Hvad står det skarlagenrøde vilddyr for, og hvad er der blevet sagt om dets formål?
16 Hvad er da dette nye, skarlagenrøde vilddyr? Det må være det billede af det første vilddyr som blev fremstillet på opfordring af det angloamerikanske vilddyr med de to lammehorn. Efter at dette billede var lavet, fik dette tohornede vilddyr lov til at give det åndedræt. (Åbenbaringen 13:14, 15) Hvad Johannes nu ser, er billedet efter at det har fået åndedræt og er blevet levende. Det symboliserer Folkeforbundet, som det tohornede vilddyr gav liv i 1920. De Forenede Staters præsident Wilson forestillede sig at Folkeforbundet „skulle være forum for administration af retfærdighed til alle mennesker, og fjerne krigstruslen for evigt“. Da det efter den anden verdenskrig blev genoplivet i skikkelse af De Forenede Nationer, havde det ifølge sin pagt til formål at „opretholde mellemfolkelig fred og sikkerhed“.
17. (a) I hvilken forstand er det skarlagenrøde vilddyr fuldt af gudsbespottelige navne? (b) Hvem rider på det skarlagenrøde vilddyr? (c) Hvordan knyttede den babyloniske religion sig til Folkeforbundet og dets efterfølger lige fra begyndelsen?
17 I hvilken forstand er dette symbolske vilddyr „fuldt af gudsbespottelige navne“? I den forstand at mennesker har opstillet dette multinationale afgudsbillede som en erstatning for Guds rige — for at udrette det som Gud siger hans rige alene kan udrette. (Daniel 2:44; Mattæus 12:18, 21) Det bemærkelsesværdige ved Johannes’ syn er imidlertid at Babylon den Store rider på det skarlagenrøde vilddyr. I overensstemmelse med denne profeti har den babyloniske religion, navnlig inden for kristenheden, knyttet sig nært til Folkeforbundet og dets efterfølger. Så tidligt som den 18. december 1918 vedtog den forsamling der nu kaldes Kristi Kirkers Nationalråd i Amerika en erklæring som i uddrag lød: „Et sådant forbund er ikke blot at betragte som et politisk redskab; det er snarere det politiske udtryk for Guds rige på jorden. ... Kirken kan formidle den velviljens ånd uden hvilken intet forbund af nationer kan bestå. ... Folkeforbundet har sin rod i evangeliet. Som evangeliets er dets mål ’fred på jorden, god vilje blandt mennesker’.“
18. Hvordan gav kristenhedens gejstlige udtryk for deres støtte til Folkeforbundet?
18 Den 2. januar 1919 havde avisen San Francisco Chronicle denne forsideoverskrift: „Paven anbefaler vedtagelsen af Wilsons Folkeforbund.“ Den 16. oktober 1919 blev en anmodning som var underskrevet af 14.450 gejstlige fra de førende trosretninger, forelagt det amerikanske senat, og Senatet blev heri tilskyndet til at „ratificere Paris-fredstraktaten som indeholder folkeforbundspagten“. Selv om De Forenede Staters senat undlod at ratificere traktaten, blev de gejstlige ved med at føre kampagne for Folkeforbundet. Og hvordan blev Folkeforbundets åbning markeret? En nyhedsmeddelelse fra Schweiz, dateret den 15. november 1920, lyder: „Åbningen af Folkeforbundets første møde blev bekendtgjort klokken elleve her i formiddag ved at der blev ringet med kirkeklokkerne i hele Geneve.“
19. Hvordan stillede Johannesskaren sig da det skarlagenrøde vilddyr dukkede op?
19 Deltog Johannesskaren, som var den eneste gruppe på jorden der ivrigt tog imod det nyoprettede messianske rige, med kristenheden i hyldesten af det skarlagenrøde vilddyr? Nej, langtfra! Søndag den 7. september 1919 blev der ved Jehovas folks stævne i Cedar Point, Ohio, holdt et offentligt foredrag med titlen „Håb for den nødlidende menneskehed“. Dagen efter skrev Sandusky-avisen Star-Journal at J. F. Rutherford i en tale til næsten 7000 mennesker havde påstået at „Herrens Mishag sikkert vilde komme over Forbundet, fordi Gejstligheden, baade den katolske og den protestantiske, der paastaar at være Guds Repræsentanter, har svigtet Guds Plan og godkendt Nationernes Forbund og har hilst det som et politisk Udtryk for Kristi Rige paa Jorden“.
20. Hvorfor var det gudsbespotteligt at hylde Folkeforbundet som ’et politisk udtryk for Guds rige på jorden’?
20 Folkeforbundets magtesløshed burde have sagt de gejstlige at et sådant menneskeskabt organ ikke kunne være et udtryk for Guds rige på jorden. Hvor bespotteligt at fremsætte en sådan påstand! Derved skabte de det indtryk at Gud var delagtig i den kæmpemæssige fiasko som Folkeforbundet viste sig at blive. Guds værk er imidlertid fuldkomment. Det er hans himmelske rige ved Kristus — og ikke en sammenslutning af kævlende politikere, hvoraf mange er ateister — som er det middel hvorved han vil indføre fred og sørge for at hans vilje sker på jorden som den sker i himmelen. — 5 Mosebog 32:4; Mattæus 6:10.
21. Hvoraf fremgår det at den store skøge også støtter og beundrer Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer?
21 Hvordan så med Folkeforbundets efterfølger, De Forenede Nationer? Lige fra første færd havde denne organisation også den store skøge ridende på sin ryg, idet hun var synligt knyttet til den og forsøgte at bestemme dens fremtid. Ved FN’s tyveårsjubilæum i juni 1965, for eksempel, samledes repræsentanter for den romersk-katolske kirke og den græsk-ortodokse kirke med protestanter, jøder, hinduer, buddhister og muslimer — som sagdes at repræsentere over to milliarder af jordens indbyggere — i San Francisco for at tilsige FN deres støtte og beundring. Da pave Paul VI besøgte FN i oktober 1965 beskrev han det som „den største af alle internationale organisationer“, og sagde derefter: „Jordens folk vender sig til De Forenede Nationer som det sidste håb for harmoni og fred.“ En anden pavelig gæst, Johannes Paul II, talte til FN’s generalforsamling i oktober 1979 og sagde: „Jeg håber at De Forenede Nationer vedblivende vil være fredens og retfærdighedens fornemste forum.“ Det er bemærkelsesværdigt hvor lidt paven sagde om Jesus Kristus og om Guds rige i sin tale. Under sit besøg i De Forenede Stater i september 1987 talte pave Johannes Paul II, ifølge The New York Times, „længe om De Forenede Nationers positive rolle i forbindelse med at fremme ... en ’ny verdensomfattende solidaritet’“.
-