Efter at Harry og hans kone havde været specialpionerer blev de sendt ud som missionærer til de smukke Belau-øer i det vestlige Stillehav, hvor de stadig tjener. Hvordan er det at være missionær på disse øer?

Forkyndelse ad vandvejen

En stor del af forkyndelsen på øerne i Mikronesien foregår enten med båd eller til fods. Harry og hans kone Rene husker den første gang de tog ud med båd for at forkynde på en af de ydre øer. „Vi boede adskillige kilometer oppe ad en lang, rivende flod, som snoede sig gennem mangrovetykninger og junglekrat så tætte at de dannede et grønt løvtag over vore hoveder,“ fortæller Harry. „Med vores opholdssted som udgangspunkt besejlede vi floden og gjorde stop for at forkynde for dem der boede langs bredderne. En aften, lige før mørket sænkede sig, var vi på vej tilbage fra arbejdsmarken. Vi hastede op ad floden mod vores hjem for natten. Pludselig satte Rene i et hyl. Jeg snurrede omkring lige i rette tid til at se en lang krybdyrhale der med et plask forsvandt i vandet. Det var en listekrokodille — verdens største krokodilleart! Vi var glade da vi nåede hjem i god behold. Det var ganske vist tid til et bad i floden, men efter at have set denne kæmpekrokodille følte vi det mere sikkert at binde et reb i en spand og hale badevandet op i båden.“

Da mange landsbyer og huse ikke kan nås hverken med vogn eller båd, bruger missionærerne mange timer på at nå ud til de venlige og beskedne folk. Ofte vandrer de ad smukke junglestier omgivet af kokospalmer. Harry siger: „Vi finder altid ører som er modtagelige for sandheden. Disse isolerede folk viser ofte deres gæstfrihed. De klatrer op i en kokospalme, plukker en frisk kokosnød, hugger toppen af den med en machete og tilbyder os noget at drikke, direkte fra ’originalpakningen’. Det er meget forfriskende, velsmagende og nærende.“

Hvordan er missionærerne på Belau-øerne blevet belønnet i deres forkyndergerning? Jo, der er nu en menighed på 42 sande kristne. Sidste år var der gennemsnitlig 10 i heltidstjenesten hver måned, og i 1985 blev højtiden til minde om Kristi død overværet af 193.

Harry har været 17 år i heltidstjenesten. Hvordan ser han nu på den beslutning han traf om at bruge sit liv helt i tjenesten for Jehova? „Hvis jeg ikke havde fundet sandheden om Gud for 17 år siden, ville jeg have spildt min tid og mit liv på verdslig stræben. Jeg ville aldrig have fundet den fred i sindet og den tryghed som jeg har erfaret i løbet af de år jeg har tjent som pioner og missionær — i mange år som ugift, og senere sammen med min kone, Rene, med hvem jeg har delt de forløbne 8 år i missionærtjenesten.“

Pionertjenesten førte til større privilegier

„I 1974,“ fortæller Milton, „blev jeg opfordret til at påtage mig missionærarbejde i et område 6500 kilometer hjemmefra — på Belau-øerne i Mikronesien.“ Det at skulle gå over lange afstande gennem tropisk regnskov og at sejle med både var nogle af de udfordringer det tog tid at vænne sig til.

Milton fortæller om hvordan de på en varm, fugtig dag havde gået i flere timer på støvede stier: „Vi var helt udmattede da vi nåede frem til en interesseret familie. Moderen sendte sin søn ned til floden. Han kom tilbage til os med en stor vandmelon der var blevet afkølet i det kolde vand. Vi spiste alt hvad vi orkede — og hvor var det forfriskende!“

Milton fortæller at han efter et år i sit missionærdistrikt „havde tre mål som [han] ønskede at se fuldført på Belau, nemlig: at de lokale brødre selv efterhånden kunne overtage ansvarsposterne i menigheden, at de unge deltog i heltidstjenesten, og at menigheden fik bygget sin egen rigssal“. „Efter at jeg har været her i ti år er mine bønner i alle tre henseender blevet besvaret,“ tilføjer han.