I 1967 blev Amos og Jeri Daniels sendt dertil som gileaduddannede missionærer. De følte at de var blevet sendt til jordens fjerneste egn. „Efter at flyet var landet i Palau,“ fortæller Amos, „fløj det tilbage til Guam. Palau var det fjerneste sted man kunne komme.“

Samtidig med at broder og søster Daniels kæmpede med at lære palauansk, begyndte de at forkynde fra hus til hus. Til deres overraskelse fulgte nogle spørgelystne landsbyboere efter dem og lyttede til deres samtaler med naboerne.

En af de første de studerede Bibelen med, var søn af en høvding. Denne mand boede i en fjerntliggende landsby på øen Ngiwal. Når som helst han havde mulighed for det, rejste han til Koror, den ø hvor missionærerne boede. Men han blev ved med at bede dem om at besøge hans landsby og tale med folk dér. Broder og søster Daniels tøvede med at rejse dertil. „Man kan kun komme til øen ved at sejle gennem et krokodillebefængt farvand,“ beretter Amos. „Men da kredstilsynsmanden kom på besøg, blev det omsider muligt at foretage rejsen fordi en anden af dem vi studerede med, indvilligede i at sejle båden.“ De gik fra hus til hus for at forkynde for landsbyboerne, og da de holdt et offentligt foredrag, blev det overværet af 114.

Amos og Jeri Daniels ville gerne forkynde på den nærliggende ø Babelthuap (lokalt kendt som Babeldaop), men der var ingen veje mellem øens landsbyer, der lå ved kysten og kun var tilgængelige fra søsiden. En lokal broder var så venlig at bygge en båd til dem, men de havde ingen motor. Omkring samme tid overværede Amos og Jeri et stævne i Guam. Her mødte de en broder fra De Forenede Stater som kendte en bestyrelsesformand i et firma der fremstillede bådmotorer. Kort efter havde de en splinterny påhængsmotor. „Jehova sørger altid for det nødvendige,“ slutter Amos.