• „Jehova er min styrke“
    Vagttårnet – 2008 | 15. oktober

    • En ny makker og et nyt distrikt

      På et besøg i London i 1945 var jeg på British Museum sammen med andre heltidstjenere, hvoraf nogle var pionerer, og andre var på Betel. En af dem var Allan Coville, som kort efter skulle gennemgå Gileadskolens 11. klasse. Han blev sendt til Frankrig og senere til Belgien.b Mens jeg var missionær i Thailand, friede han til mig, og jeg sagde ja.

      Vi blev gift i Bruxelles den 9. juli 1955. Jeg har altid drømt om at tilbringe mine hvedebrødsdage i Paris, så Allan fik det tilrettelagt sådan at vi skulle til et stævne dér i ugen efter brylluppet. Men så snart vi ankom, blev Allan bedt om at bistå med tolkning under hele stævnet. Han måtte hver dag tage af sted tidligt om morgenen, og vi var ikke hjemme på vores logi før sent om aftenen. Så jeg kom ganske vist til at tilbringe mine hvedebrødsdage i Paris, men for det meste så jeg kun Allan på afstand — nemlig på podiet. Det glædede mig ikke desto mindre at se min ægtemand blive brugt til at betjene sine brødre og søstre, og der var ingen tvivl i mit sind om at vi ville blive meget lykkelige hvis vi sørgede for at lade Jehova indtage den vigtigste plads i vores tilværelse.

      Mit ægteskab førte mig til et nyt distrikt — Belgien. Alt hvad jeg vidste om Belgien, var at det havde været en slagmark i adskillige krige, men jeg fandt snart ud af at de fleste belgiere er fredselskende. Mit nye forkynderdistrikt betød at jeg måtte lære fransk, som tales i den sydlige del af landet.

      I 1955 var der omkring 4500 forkyndere i Belgien, og Allan og jeg kom til at tilbringe næsten 50 år på Betel og i rejsetjenesten. De første to og et halvt år kom vi omkring på cykel, op og ned ad bakke i al slags vejr. I årenes løb har vi haft logi over 2000 forskellige steder hos trosfæller. Jeg har ofte truffet brødre og søstre som ikke var fysisk stærke, men som tjente Jehova med al den styrke de havde. Deres eksempel har tilskyndet mig til at holde ud i min tjeneste. Hver gang vi har besøgt en menighed, har vi ved slutningen af ugen altid følt os opbygget. (Rom. 1:11, 12) Allan har været en rigtig god makker for mig. Det er sandt som der siges i Prædikeren 4:9, 10: „To er bedre stillet end én, . . . for hvis en af dem falder, kan den anden rejse sin fælle op.“

      Velsignelser ved en livslang tjeneste med styrke fra Jehova

      Gennem årene har Allan og jeg haft mange glædelige oplevelser i arbejdet med at hjælpe andre til at tjene Jehova. Da vi for eksempel besøgte en fransk menighed i Antwerpen i 1983, boede vi hos en familie hvor Benjamin Bandiwila, en ung broder fra Zaire (nu Den Demokratiske Republik Congo), også boede. Benjamin var flyttet til Belgien for at få en højere uddannelse. Han sagde til os: „Jeg misunder jer det liv I har; det er helt viet tjenesten for Jehova.“ Allan svarede: „Du siger du misunder os; men du er i færd med at skabe dig en verdslig karriere. Synes du ikke det virker lidt modstridende?“ At Allan sagde dette så direkte, fik Benjamin til at overveje hvad han ville med sit liv. Da han senere kom tilbage til Zaire, begyndte han som pioner, og han er nu medlem af afdelingskontorets udvalg.

      I 1999 gennemgik jeg en operation hvor jeg fik fjernet et sår på spiserøret. Siden da har jeg kun vejet 30 kilo. Jeg er sandt at sige ’et skrøbeligt kar’. Men jeg er taknemmelig for at Jehova har givet mig „den kraft som er ud over det normale“. Efter min operation gjorde han det igen muligt for mig at ledsage Allan i rejsetjenesten. (2 Kor. 4:7) I marts 2004 sov Allan stille ind. Jeg savner ham utrolig meget, men jeg finder trøst ved tanken om at han er i Jehovas erindring.

      I dag er jeg 83 år og kan se tilbage på mere end 63 år i heltidstjenesten. Jeg er stadig aktiv i forkyndelsen, leder et bibelstudium i mit hjem og udnytter de muligheder dagligdagen giver mig for at tale om Jehovas vidunderlige hensigt. Jeg tænker nogle gange på hvordan mit liv ville have formet sig hvis ikke jeg i 1945 var blevet pioner. Dengang kunne mit dårlige helbred have været en gyldig undskyldning for at lade være. Men hvor er jeg glad for at jeg begyndte i heltidstjenesten da jeg var ung. Jeg har personligt erfaret at Jehova vil være vores styrke hvis vi sætter ham på førstepladsen.