FORKYNDERTURE I REGNSKOVEN BÆRER FRUGT

Belize City og de største byer i Belize blev grundigt gennemarbejdet, men der blev ikke forkyndt regelmæssigt i landdistrikterne. Nogle af de første missionærer havde sejlet til de sydligste byer, men senere blev der anlagt en vej der forbandt de sydlige distrikter Stann Creek og Toledo med resten af landet. I begyndelsen af 1971 organiserede afdelingskontoret årlige forkynderture ind i regnskoven for at bringe Rigets budskab ud til de mopan- og kekchí-indianere der boede i afsidesliggende egne af regnskoven i Belize.

Ved at benytte kanoer og lejede biler kunne brødre og søstre besøge landsbyer og byer lige fra Dangriga til Punta Gorda og så langt sydpå som til Barranco, nær Guatemalas grænse. Visse ture foregik ved at nogle af forkynderne kørte i en varevogn mens to til fire andre ledsagede dem på motorcykler. Hver aften gjorde de holdt ved en ny landsby, og om dagen kørte motorcyklisterne parvis ad stier ud til isolerede landejendomme, mens den større gruppe forkyndte i selve byen.

I Punta Gorda-området vandrede brødrene fra landsby til landsby med deres oppakning på ryggen. Før de forkyndte for landsbyboerne, måtte de ofte først tale med byens leder (alcalde) i cabildo, stedet hvor landsbyens ældste forsamledes.

„I en af landsbyerne,“ fortæller missionæren Reiner Thompson, „ankom brødrene da mændene holdt møde angående majshøsten. Efter mødet bad mændene brødrene om at synge en af Rigets sange for dem. Brødrene var trætte og sultne, og de havde ingen sangbog.“ Broder Thompson tilføjer: „De sang af hele deres hjerte, til stor glæde for mændene.“ Med tiden blev der oprettet menigheder i Mango Creek og senere i San Antonio, en af de største mayalandsbyer.

„Nogle gange gik vi om natten fra én landsby til den næste for at holde vores tidsplan,“ fortæller Santiago Sosa. „Vi fandt ud af at det var bedst at gå i gåsegang midt på vejen fordi der ofte var slanger i krattet langs vejsiden. Vi lærte også at drikke vand af visse kraftige ranker når vores egen vandforsyning slap op.“

Af og til delte brødrene sig i mindre grupper for at forkynde i forskellige dele af landsbyen, og så mødtes de igen om aftenen. To af forkynderne skulle lave mad til dem alle sammen. „Somme tider var det en ren katastrofe,“ siger Santiago med en lille kluklatter, „for nogle af os kunne faktisk ikke lave mad. Jeg husker engang at jeg så på den ret vi skulle have, og spurgte: ’Hvad er det for noget?’ Kokken svarede: ’Det ved jeg ikke, men det er altså mad.’ Vi tænkte at hvis kokken ikke kunne identificere retten, måtte vi nok hellere afprøve den på en radmager herreløs hund. Men ikke engang den sultne hund ville have maden!“

KEKCHÍ-INDIANER TAGER IMOD SANDHEDEN

Rodolfo Cocom og hans kone, Ofelia, flyttede fra Corozal til en afsidesliggende kekchí-landsby, Crique Sarco, i den sydlige del af landet. Ofelia var vokset op i denne landsby, som kun blev besøgt når Vidnerne kom på deres årlige forkyndertur i regnskoven. Da hun var omkring 14 år, fandt hun bogen Sandheden der fører til evigt liv under et appelsintræ og begyndte at læse i den. Hun ville gerne vide mere, men det var først efter at hun var blevet gift og boede i Corozal at hun og hendes mand, Rodolfo, begyndte at studere Bibelen sammen med to specialpionerer, Marcial og Manuela Kay.

Da Rodolfo og Ofelia flyttede til Crique Sarco i 1981, ville de gerne i kontakt med Jehovas Vidner igen, så Rodolfo tog til Punta Gorda for at lede efter dem, en sekstimers rejse til fods og med skib. I Punta Gorda mødte han en pioner ved navn Donald Niebrugge, som sørgede for at de kunne studere sammen pr. brev. Men der var et problem. I Crique Sarco var der ikke noget postkontor.

Donald fortæller: „På postkontoret i Punta Gorda forhørte jeg mig om hvordan jeg kunne sende post til Crique Sarco, og fik at vide at præsten rejste dertil en gang om ugen.“ Så i omkring et halvt år transporterede præsten bibelstudiekorrespondencen frem og tilbage uden at være klar over at han fungerede som kurér for Jehovas Vidner.

„Da præsten fandt ud af hvad det var han havde med,“ beretter Donald, „blev han vred og ville ikke længere transportere vores breve.“

I disse måneder rejste Donald adskillige gange til Crique Sarco for at studere med Rodolfo og Ofelia. Da den næste forkyndertur i regnskoven skulle finde sted, var Rodolfo med i tjenesten for første gang. Donald fortæller: „Vi havde ham med i fire dage, hvor vi forkyndte i adskillige landsbyer, og samværet med brødrene på den tur hjalp ham til at gøre gode fremskridt.“

„Ofelia og jeg tog nogle gange alene ud i forkyndelsen i vores landsby for at fortælle andre om det vi havde lært,“ siger Rodolfo. „Dem jeg fik studium med, mødte større modstand end vi gjorde. Nogle måtte ikke længere få del i den medicin, de fødevarer og det tøj som landsbyen fik doneret. Min svigermor var også meget imod det vi gjorde. Ofelia og jeg blev klar over at det ville være svært for os at gøre åndelige fremskridt i Crique Sarco. Vi havde brug for at komme til møderne, og derfor flyttede vi til Punta Gorda hvor vi kunne fortsætte med at studere. Der voksede vi åndeligt, og vi blev døbt i 1985.“ I dag hører Rodolfo og Ofelia til Ladyville-menigheden, hvor Rodolfo er menighedstjener.

GODE RESULTATER I LEDIGT DISTRIKT

Toledo District i det sydlige Belize er et bakkelandskab med tæt regnskov. Rundt omkring ligger landsbyer der bebos af mayagrupperne mopan og kekchí, som bor i stråtækte huse med lergulve. De fleste landsbyboere udfører slidsomt landbrugsarbejde med primitive redskaber. I tørkeperioder må de hente vand manuelt når de skal vande deres majs-, bønne- og kakaomarker. Mange af kvinderne laver traditionelt kekchí-broderiarbejde og fremstiller kurve til souvenirbutikker i hele landet. Flere og flere unge rejser væk fra landsbyerne for at studere eller arbejde i de mere befolkede områder.

I 1995 blev Frank og Alice Cardoza indbudt til at virke som midlertidige specialpionerer i Toledo District i april og maj for at være med i uddelingen af Rigets Nyheder nr. 34, „Hvorfor er livet så fyldt med problemer?“ Frank fortæller: „Jeg havde været i dette område da jeg engang var med på en af de årlige forkynderture i regnskoven, og jeg kunne se at mayaerne ville få større mulighed for at lære den gode nyhed at kende hvis nogen flyttede dertil. Afdelingskontoret anbefalede at jeg lejede et sted hvor vi kunne bo, oprettede en bogstudiegruppe og holdt særforedraget i San Antonio. Vi skulle uddele Rigets Nyheder dér og i otte andre landsbyer.“

Frank og Alice holdt hver uge et bogstudium i deres lejede etværelses kælderlejlighed, og efter få uger var tre-fire familier begyndt at komme til mødet. Disse interesserede fulgtes også med Frank og Alice til Punta Gorda for at overvære Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Den timelange tur foregik i en nedslidt pickup ad opkørte jordveje. I løbet af den første måned holdt Frank særforedraget i San Antonio. Jesús Ich, der var med til et møde for første gang, lyttede meget opmærksomt til særforedraget. Som medlem af Nazarene Church gjorde det særlig indtryk på ham at få at vide at helvedeslæren er af hedensk oprindelse, og at det der i nogle bibeloversættelser gengives med „helvede“, er menneskehedens fælles grav. Efter mødet trak han Frank til side og bombarderede ham med spørgsmål om helvede. Det resulterede i at han begyndte at studere Bibelen, og et år senere blev han døbt.

Da de to måneder hvor Frank og Alice havde været midlertidige specialpionerer, var gået, måtte de træffe en vigtig beslutning. „Vi havde påbegyndt mange bibelstudier,“ fortæller Frank, „flere end vi kunne klare. Vi kunne ikke få det over vores hjerte og samvittighed at rejse tilbage til vores komfortable hus i Ladyville. Hvis vi besluttede os for at blive i San Antonio, kunne vi få bedre boligforhold ved at leje overetagen i det hus vi boede i, frem for kælderen. Jeg kunne installere en lille håndvask, en tagrende til at opsamle regnvand og med tiden måske også elektricitet og et toilet med træk og slip. Vi lagde sagen frem for Jehova i bøn i tillid til at der med hans velsignelse kunne blive oprettet en menighed i dette område. Så skrev vi til afdelingskontoret at vi var villige til at blive i San Antonio som almindelige pionerer.“

Det blev hurtigt klart at Jehova velsignede deres beslutning. I november, blot et halvt år senere, holdt de for første gang et offentligt møde i det hus de havde lejet. Og i april det følgende år begyndte de at afholde Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Hvor var denne lille gruppe glad for at det ikke var nødvendigt at rejse de i alt 65 kilometer for at overvære møderne i Punta Gorda.

’HANS TRUSLER KUNNE IKKE STANDSE MIG’

Den lille gruppe interesserede i San Antonio begyndte snart at gøre fremskridt, og deres kærlighed til sandheden var meget rørende. Frank fortæller: „I disse landsbyer er især kvinderne meget generte, og det er skik og brug at de er lydige over for deres fædre og ægtemænd. De plejer ikke at tale med fremmede, og det var derfor meget svært for dem at deltage i hus til hus-forkyndelsen.“

Priscilian Sho, der dengang var 20 år og udøbt forkynder, ville meget gerne tale med folk i området om sandheden. En dag da hun gik på genbesøg sammen med sin svigerinde Amalia Sho, stod de pludselig i en ubehagelig situation.

Priscilian fortæller: „Jeg havde ikke fortalt min far at jeg skulle ud at forkynde fordi han havde forbudt mig at gøre det, og jeg var bange for ham. Den søndag formiddag vi var i forkyndelsen, fik vi pludselig øje på min far der stod foran den baptistkirke han kom i. Først krøb vi sammen og skjulte os i græsset fordi vi ikke ville have at han skulle se os. Men lidt efter sagde jeg: ’Ved du hvad, Amalia, Jehova kan jo se os. Vi burde ikke være bange for min far. Det er Jehova vi skal frygte.’“

Priscilians far blev rasende, men der lå en endnu større prøvelse forude, for han var stærkt imod at Priscilian ville være et af Jehovas Vidner. Efter at have bedt mange bønner tog hun dagen før hun skulle døbes ved et stævne, endelig mod til sig og fortalte sin far om sin beslutning.

„I morgen rejser jeg til Belize City,“ sagde hun til sin far.

„Hvad skal du der?“ spurgte han.

„Jeg skal døbes,“ svarede Priscilian. „Jeg vil gøre hvad Jehova ønsker af mig. Jeg elsker dig, men jeg elsker også Jehova.“

„Og det har du altså tænkt dig at gøre?“ sagde han vredt.

„Ja,“ svarede Priscilian. „I Apostelgerninger 5:29 står der at jeg bør adlyde Gud mere end mennesker.“

Priscilians far gik i stor vrede. Priscilian siger: „Jeg følte mig ikke tryg før jeg sad i lastvognen, klar til at tage af sted til stævnet. Jeg vidste ikke hvad han ville gøre når jeg kom hjem efter stævnet. Men jeg vidste at jeg på det tidspunkt ville være døbt, så selvom han skulle finde på at slå mig ihjel, havde jeg gjort det der var rigtigt.“

Priscilians far gjorde hende ikke noget da hun kom hjem, men senere truede han hende på livet. „Han fandt dog ud af at hans trusler ikke kunne standse mig,“ fortæller Priscilian, „og med tiden er han blevet mildere stemt over for mig.“

EN MODSTANDER STILLER SIG PÅ JEHOVAS SIDE

Den nydannede gruppe af ivrige forkyndere i San Antonio gjorde åndelige fremskridt. Men pludselig fik Frank og Alice et brev fra det lokale landsbyråd hvori der stod at de skulle forlade San Antonio. Tidligere havde Frank, efter at have betalt et gebyr, fået tilladelse af rådet til at blive i landsbyen. Men nu var en fremtrædende borger i landsbyen besluttet på at jage dem ud. På et af rådsmøderne var der tre af dem Frank studerede med, som talte til hans forsvar. Franks udlejer stod også frem og sagde advarende til rådsmedlemmerne at hvis de satte Frank og hans kone på gaden, måtte de betale den husleje ægteparret hidtil havde betalt. Derefter fremviste Frank et brev fra myndighederne hvori der stod at en person der lejer privatejet ejendom, ikke kan blive bedt om at forlade stedet. Sagen endte med at rådet gav Frank og Alice lov til at blive.

Den mand der ville have at ægteparret Cardoza skulle forlade byen, hed Basilio Ah, en forhenværende leder af byen som stadig var meget involveret i politik. Basilio brugte sin indflydelse til at modarbejde Jehovas Vidner i San Antonio på enhver tænkelig måde. Da den lille gruppe ville købe en byggegrund for at opføre en rigssal, sagde han truende: „I kommer aldrig til at bygge en rigssal i denne landsby!“ Ikke desto mindre lykkedes det brødrene at købe en grund og bygge en enkel og pæn rigssal. En af dem der overværede indvielsen af rigssalen i december 1998, var forbavsende nok Basilio. Hvad var der sket?

To af Basilios gifte sønner havde haft familieproblemer. Basilio havde to gange bedt sin kirke om at hjælpe sønnerne, men der var ikke sket noget. Så begyndte sønnerne at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Basilios kone, María, lagde mærke til at sønnerne forandrede sig i positiv retning, og at deres familieliv blev bedre. María bad derfor om at få et bibelstudium med Jehovas Vidner.

Hun fortæller: „Jeg ville utrolig gerne lære Jehova Gud at kende, og jeg sagde til min mand at vi burde tage hen til rigssalen for at lære mere om Gud.“ Selvom Basilio havde svært ved at give slip på sin uvilje mod Jehovas Vidner og Frank Cardoza, som han kaldte „udlændingen“, var han imponeret over de positive forandringer deres sønner gjorde efterhånden som de efterlevede det de lærte ud fra Bibelen. Efter nogle få drøftelser besluttede Basilio sig for at undersøge Jehovas Vidners tro. Og hvem ønskede han at have som lærer? Ingen anden end „udlændingen“, Frank Cardoza!

„Det jeg læste i Bibelen, fik mig til at skifte mening,“ fortæller Basilio. „Jeg havde været katolik i 60 år og brændt røgelse foran religiøse billeder i kirken. Det jeg nu lærte om Jehova, var fra hans egen bog, Bibelen. Jeg skammer mig over den måde jeg har opført mig på over for Frank Cardoza, som i dag er min broder. Og jeg er ikke bleg for at sige at jeg tog fejl. Jeg brændte for det jeg følte var det rigtige at gøre for min landsby og min religion. Ikke desto mindre holdt jeg op med at følge mayatraditioner der har med okkulte helbredelsesmetoder at gøre, og som er meget almindelige i vores landsbyer. Desuden holdt jeg op med at beskæftige mig med de forskellige politiske mayabevægelser.“ I dag er Basilio og María Ah døbte forkyndere og tjener Jehova med stor glæde.

Jehovas tjenere er kendt for deres kærlige, glade og nidkære indstilling. I visse afsidesliggende områder i Belize går mange af forkynderne op og ned ad stejle bakker i tre timer eller mere for at nå ud til folk. Og de vil meget nødig gå glip af møderne. En søster ved navn Andrea Ich skulle medvirke i en opgave på Den Teokratiske Skole. Samme dag havde hun gået omkring fire kilometer gennem regnskoven for at plukke avocadoer sammen med sine sønner. Der havde hun fået 23 hvepsestik. Alligevel tog hun hjem og lavede mad til familien, gik til møde og medvirkede i opgaven på skolen. Hendes ansigt var ophovnet på grund af hvepsestikkene, men hun så glad ud. På trods af at vores kære mayatrosfæller undertiden må rejse en hel dag i lastbil eller bus for at overvære kreds- eller områdestævner, er det altid opmuntrende at se hvor lykkelige de er for at være forenede i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova.

[Ramme/​illustration på side 227, 228]

Forkynderture i regnskoven

„I marts 1991 mødtes 23 brødre og søstre fra hele landet i Punta Gorda for at tage på en ti dage lang forkyndertur dybt inde i regnskoven,“ fortæller Martha Simons. „Foruden tøj, tæpper og hængekøjer havde vi taget publikationer med på engelsk, spansk og kekchí. Vi havde også mad med, blandt andet 200 kiks.

Den følgende morgen sejlede vi ud i let bølgegang i en kano der var lavet af et stort udhulet ceibatræ. Vi slog lejr i kekchí-landsbyen Crique Sarco. Mens brødrene satte hængekøjer op, tilberedte vi søstre en af vores yndlingsretter — en sammenkogt ret bestående af kassava, yams, grønne pisanger, kokos, kogte æg og en grisehale. Det rygtedes at vi var ankommet, og snart var der en stadig strøm af landsbyens beboere som ville hilse på os. Det gav os mulighed for at forkynde for hele landsbyen i løbet af to timer. Den nat sov brødrene i hængekøjer under politistationen, som var bygget på pæle, og søstrene sov i en stråtækt bygning der fungerede som mødested for landsbyens ældste.

Næste dag pakkede vi sammen og sejlede videre op ad floden, som visse steder var overgroet med mangrove-rødder der gjorde det hele mørkt og uhyggeligt. En halv times tid senere trak vi kanoen på land og vandrede halvanden time gennem regnskoven til landsbyen Sundaywood. Indbyggerne var små af vækst og havde mørk olivenfarvet hud og sort, glat hår. De fleste af dem var barfodede, og kvinderne bar lændeklæder og var pyntede med perlekæder. I deres stråtækte huse var der lergulve og ingen skillevægge eller møbler ud over hængekøjer. I nærheden af husene var der et fælles ildsted, hvor de kunne tilberede mad.

Landsbyboerne var meget venlige, og en del var interesserede i budskabet. Det der især gjorde indtryk på dem, var at vi havde læsestof på kekchí og kunne vise dem skriftsteder i vores bibel på kekchí.

Næste morgen blev vi vækket af haner, brøleaber og regnskovens fugle. Efter et solidt morgenmåltid besøgte vi alle som dagen før havde vist interesse. Vi påbegyndte adskillige bibelstudier og tilskyndede de interesserede til at fortsætte med at studere på egen hånd indtil vi vendte tilbage det følgende år. Dagene derefter gik på nogenlunde samme måde mens vi fortsatte dybere ind i regnskoven for at nå de afsidesliggende landsbyer.

Efter ti pragtfulde dage i regnskoven gennemgik vi i tankerne de store afstande vi havde tilbagelagt, de mange landsbyer vi havde forkyndt i, og alle de mennesker vi havde mødt. Vi bad Jehova om at beskytte de sandhedens sædekorn vi havde sået, indtil vi kunne komme tilbage året efter. Vores fødder var ømme, og vi var trætte, men vores hjerte strømmede over af taknemmelighed mod Jehova for den glæde det var at have deltaget i dette års forkyndertur i regnskoven.“

[Ramme/​illustrationer på side 235, 236]

Mayaer der elsker Jehova

JORGE OG NICOLAS SHO (MED DERES SØSTER, PRISCILIAN)

FØDT 1969 og 1971

DØBT 1997

BAGGRUND Blandt mayaerne lægger man stor vægt på at respektere og adlyde sine forældre, også selvom man er voksen og gift.

◼ DA NICOLAS og Jorge lærte Jehova at kende og fik kærlighed til ham, mødte de stærk modstand fra deres far.

„Jeg fortalte min far at det var nogle rigtig gode ting jeg lærte ud fra Bibelen,“ siger Nicolas, „men han var medlem af baptistkirken og delte ikke min begejstring. I perioder holdt jeg op med at studere Bibelen fordi jeg ikke ville gøre ham ked af det. Men jeg vidste også at jeg ikke var noget godt eksempel for mine børn når jeg drak mig fuld sammen med min far. Min kone og mine børn var så ulykkelige at de aldrig smilede.

Det var først da jeg begyndte at studere Bibelen og overvære møderne regelmæssigt at sandheden hjalp mig til at opføre mig ordentligt. Jeg arbejdede hårdt for min familie, og nu blev min løn brugt på min kone og mine børn. I dag er vi som familie travlt optaget af tjenesten for Jehova, og der er glæde og latter i vores hjem.“

Jorges situation var nogenlunde den samme. Hans drikkeri og dårlige sprog skabte problemer for hans familie, og han var aldrig hjemme i weekenderne. Men hans opførsel blev betydelig bedre da han begyndte at studere Bibelen.

„Efterhånden som jeg gjorde fremskridt,“ fortæller Jorge, „blev min far mere fjendtlig. Han kaldte os for falske profeter. Flere gange truede han os med sin machete. Broder Cardoza, som studerede Bibelen med os, havde allerede forsøgt at forberede os på modstand. ’Hvad vil I gøre hvis jeres far beder jer om at forlade familiens ejendom?’ spurgte han os. ’Min far elsker mig, så det vil han ikke gøre,’ svarede jeg. Men det var lige præcis hvad han gjorde.“

Jorge fortsætter: „Jeg var dog meget glad for det jeg var ved at lære, og det gik bedre med mit liv. Min nye kristne personlighed var også til stor gavn for min familie. Nu viste vi hinanden respekt og havde det godt sammen. Forkyndelsesarbejdet giver mig stor glæde, og takket være Jehova er jeg nu pioner.“

[Illustration]

Frank Cardoza forkyndte for Jorge

[Illustration på side 230]

En typisk mayalandsby, Toledo District

[Illustration på side 240]

María og Basilio Ah