• Belize
    Jehovas Vidners Årbog 2010

    • GODE RESULTATER I LEDIGT DISTRIKT

      Toledo District i det sydlige Belize er et bakkelandskab med tæt regnskov. Rundt omkring ligger landsbyer der bebos af mayagrupperne mopan og kekchí, som bor i stråtækte huse med lergulve. De fleste landsbyboere udfører slidsomt landbrugsarbejde med primitive redskaber. I tørkeperioder må de hente vand manuelt når de skal vande deres majs-, bønne- og kakaomarker. Mange af kvinderne laver traditionelt kekchí-broderiarbejde og fremstiller kurve til souvenirbutikker i hele landet. Flere og flere unge rejser væk fra landsbyerne for at studere eller arbejde i de mere befolkede områder.

      I 1995 blev Frank og Alice Cardoza indbudt til at virke som midlertidige specialpionerer i Toledo District i april og maj for at være med i uddelingen af Rigets Nyheder nr. 34, „Hvorfor er livet så fyldt med problemer?“ Frank fortæller: „Jeg havde været i dette område da jeg engang var med på en af de årlige forkynderture i regnskoven, og jeg kunne se at mayaerne ville få større mulighed for at lære den gode nyhed at kende hvis nogen flyttede dertil. Afdelingskontoret anbefalede at jeg lejede et sted hvor vi kunne bo, oprettede en bogstudiegruppe og holdt særforedraget i San Antonio. Vi skulle uddele Rigets Nyheder dér og i otte andre landsbyer.“

      Frank og Alice holdt hver uge et bogstudium i deres lejede etværelses kælderlejlighed, og efter få uger var tre-fire familier begyndt at komme til mødet. Disse interesserede fulgtes også med Frank og Alice til Punta Gorda for at overvære Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Den timelange tur foregik i en nedslidt pickup ad opkørte jordveje. I løbet af den første måned holdt Frank særforedraget i San Antonio. Jesús Ich, der var med til et møde for første gang, lyttede meget opmærksomt til særforedraget. Som medlem af Nazarene Church gjorde det særlig indtryk på ham at få at vide at helvedeslæren er af hedensk oprindelse, og at det der i nogle bibeloversættelser gengives med „helvede“, er menneskehedens fælles grav. Efter mødet trak han Frank til side og bombarderede ham med spørgsmål om helvede. Det resulterede i at han begyndte at studere Bibelen, og et år senere blev han døbt.

      Da de to måneder hvor Frank og Alice havde været midlertidige specialpionerer, var gået, måtte de træffe en vigtig beslutning. „Vi havde påbegyndt mange bibelstudier,“ fortæller Frank, „flere end vi kunne klare. Vi kunne ikke få det over vores hjerte og samvittighed at rejse tilbage til vores komfortable hus i Ladyville. Hvis vi besluttede os for at blive i San Antonio, kunne vi få bedre boligforhold ved at leje overetagen i det hus vi boede i, frem for kælderen. Jeg kunne installere en lille håndvask, en tagrende til at opsamle regnvand og med tiden måske også elektricitet og et toilet med træk og slip. Vi lagde sagen frem for Jehova i bøn i tillid til at der med hans velsignelse kunne blive oprettet en menighed i dette område. Så skrev vi til afdelingskontoret at vi var villige til at blive i San Antonio som almindelige pionerer.“

      Det blev hurtigt klart at Jehova velsignede deres beslutning. I november, blot et halvt år senere, holdt de for første gang et offentligt møde i det hus de havde lejet. Og i april det følgende år begyndte de at afholde Den Teokratiske Skole og Tjenestemødet. Hvor var denne lille gruppe glad for at det ikke var nødvendigt at rejse de i alt 65 kilometer for at overvære møderne i Punta Gorda.

      ’HANS TRUSLER KUNNE IKKE STANDSE MIG’

      Den lille gruppe interesserede i San Antonio begyndte snart at gøre fremskridt, og deres kærlighed til sandheden var meget rørende. Frank fortæller: „I disse landsbyer er især kvinderne meget generte, og det er skik og brug at de er lydige over for deres fædre og ægtemænd. De plejer ikke at tale med fremmede, og det var derfor meget svært for dem at deltage i hus til hus-forkyndelsen.“

      Priscilian Sho, der dengang var 20 år og udøbt forkynder, ville meget gerne tale med folk i området om sandheden. En dag da hun gik på genbesøg sammen med sin svigerinde Amalia Sho, stod de pludselig i en ubehagelig situation.

      Priscilian fortæller: „Jeg havde ikke fortalt min far at jeg skulle ud at forkynde fordi han havde forbudt mig at gøre det, og jeg var bange for ham. Den søndag formiddag vi var i forkyndelsen, fik vi pludselig øje på min far der stod foran den baptistkirke han kom i. Først krøb vi sammen og skjulte os i græsset fordi vi ikke ville have at han skulle se os. Men lidt efter sagde jeg: ’Ved du hvad, Amalia, Jehova kan jo se os. Vi burde ikke være bange for min far. Det er Jehova vi skal frygte.’“

      Priscilians far blev rasende, men der lå en endnu større prøvelse forude, for han var stærkt imod at Priscilian ville være et af Jehovas Vidner. Efter at have bedt mange bønner tog hun dagen før hun skulle døbes ved et stævne, endelig mod til sig og fortalte sin far om sin beslutning.

      „I morgen rejser jeg til Belize City,“ sagde hun til sin far.

      „Hvad skal du der?“ spurgte han.

      „Jeg skal døbes,“ svarede Priscilian. „Jeg vil gøre hvad Jehova ønsker af mig. Jeg elsker dig, men jeg elsker også Jehova.“

      „Og det har du altså tænkt dig at gøre?“ sagde han vredt.

      „Ja,“ svarede Priscilian. „I Apostelgerninger 5:29 står der at jeg bør adlyde Gud mere end mennesker.“

      Priscilians far gik i stor vrede. Priscilian siger: „Jeg følte mig ikke tryg før jeg sad i lastvognen, klar til at tage af sted til stævnet. Jeg vidste ikke hvad han ville gøre når jeg kom hjem efter stævnet. Men jeg vidste at jeg på det tidspunkt ville være døbt, så selvom han skulle finde på at slå mig ihjel, havde jeg gjort det der var rigtigt.“

      Priscilians far gjorde hende ikke noget da hun kom hjem, men senere truede han hende på livet. „Han fandt dog ud af at hans trusler ikke kunne standse mig,“ fortæller Priscilian, „og med tiden er han blevet mildere stemt over for mig.“

      EN MODSTANDER STILLER SIG PÅ JEHOVAS SIDE

      Den nydannede gruppe af ivrige forkyndere i San Antonio gjorde åndelige fremskridt. Men pludselig fik Frank og Alice et brev fra det lokale landsbyråd hvori der stod at de skulle forlade San Antonio. Tidligere havde Frank, efter at have betalt et gebyr, fået tilladelse af rådet til at blive i landsbyen. Men nu var en fremtrædende borger i landsbyen besluttet på at jage dem ud. På et af rådsmøderne var der tre af dem Frank studerede med, som talte til hans forsvar. Franks udlejer stod også frem og sagde advarende til rådsmedlemmerne at hvis de satte Frank og hans kone på gaden, måtte de betale den husleje ægteparret hidtil havde betalt. Derefter fremviste Frank et brev fra myndighederne hvori der stod at en person der lejer privatejet ejendom, ikke kan blive bedt om at forlade stedet. Sagen endte med at rådet gav Frank og Alice lov til at blive.

      Den mand der ville have at ægteparret Cardoza skulle forlade byen, hed Basilio Ah, en forhenværende leder af byen som stadig var meget involveret i politik. Basilio brugte sin indflydelse til at modarbejde Jehovas Vidner i San Antonio på enhver tænkelig måde. Da den lille gruppe ville købe en byggegrund for at opføre en rigssal, sagde han truende: „I kommer aldrig til at bygge en rigssal i denne landsby!“ Ikke desto mindre lykkedes det brødrene at købe en grund og bygge en enkel og pæn rigssal. En af dem der overværede indvielsen af rigssalen i december 1998, var forbavsende nok Basilio. Hvad var der sket?

      To af Basilios gifte sønner havde haft familieproblemer. Basilio havde to gange bedt sin kirke om at hjælpe sønnerne, men der var ikke sket noget. Så begyndte sønnerne at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Basilios kone, María, lagde mærke til at sønnerne forandrede sig i positiv retning, og at deres familieliv blev bedre. María bad derfor om at få et bibelstudium med Jehovas Vidner.

      Hun fortæller: „Jeg ville utrolig gerne lære Jehova Gud at kende, og jeg sagde til min mand at vi burde tage hen til rigssalen for at lære mere om Gud.“ Selvom Basilio havde svært ved at give slip på sin uvilje mod Jehovas Vidner og Frank Cardoza, som han kaldte „udlændingen“, var han imponeret over de positive forandringer deres sønner gjorde efterhånden som de efterlevede det de lærte ud fra Bibelen. Efter nogle få drøftelser besluttede Basilio sig for at undersøge Jehovas Vidners tro. Og hvem ønskede han at have som lærer? Ingen anden end „udlændingen“, Frank Cardoza!

      „Det jeg læste i Bibelen, fik mig til at skifte mening,“ fortæller Basilio. „Jeg havde været katolik i 60 år og brændt røgelse foran religiøse billeder i kirken. Det jeg nu lærte om Jehova, var fra hans egen bog, Bibelen. Jeg skammer mig over den måde jeg har opført mig på over for Frank Cardoza, som i dag er min broder. Og jeg er ikke bleg for at sige at jeg tog fejl. Jeg brændte for det jeg følte var det rigtige at gøre for min landsby og min religion. Ikke desto mindre holdt jeg op med at følge mayatraditioner der har med okkulte helbredelsesmetoder at gøre, og som er meget almindelige i vores landsbyer. Desuden holdt jeg op med at beskæftige mig med de forskellige politiske mayabevægelser.“ I dag er Basilio og María Ah døbte forkyndere og tjener Jehova med stor glæde.

      Jehovas tjenere er kendt for deres kærlige, glade og nidkære indstilling. I visse afsidesliggende områder i Belize går mange af forkynderne op og ned ad stejle bakker i tre timer eller mere for at nå ud til folk. Og de vil meget nødig gå glip af møderne. En søster ved navn Andrea Ich skulle medvirke i en opgave på Den Teokratiske Skole. Samme dag havde hun gået omkring fire kilometer gennem regnskoven for at plukke avocadoer sammen med sine sønner. Der havde hun fået 23 hvepsestik. Alligevel tog hun hjem og lavede mad til familien, gik til møde og medvirkede i opgaven på skolen. Hendes ansigt var ophovnet på grund af hvepsestikkene, men hun så glad ud. På trods af at vores kære mayatrosfæller undertiden må rejse en hel dag i lastbil eller bus for at overvære kreds- eller områdestævner, er det altid opmuntrende at se hvor lykkelige de er for at være forenede i tilbedelsen af den sande Gud, Jehova.