FORKYNDERTURE I REGNSKOVEN BÆRER FRUGT

Belize City og de største byer i Belize blev grundigt gennemarbejdet, men der blev ikke forkyndt regelmæssigt i landdistrikterne. Nogle af de første missionærer havde sejlet til de sydligste byer, men senere blev der anlagt en vej der forbandt de sydlige distrikter Stann Creek og Toledo med resten af landet. I begyndelsen af 1971 organiserede afdelingskontoret årlige forkynderture ind i regnskoven for at bringe Rigets budskab ud til de mopan- og kekchí-indianere der boede i afsidesliggende egne af regnskoven i Belize.

Ved at benytte kanoer og lejede biler kunne brødre og søstre besøge landsbyer og byer lige fra Dangriga til Punta Gorda og så langt sydpå som til Barranco, nær Guatemalas grænse. Visse ture foregik ved at nogle af forkynderne kørte i en varevogn mens to til fire andre ledsagede dem på motorcykler. Hver aften gjorde de holdt ved en ny landsby, og om dagen kørte motorcyklisterne parvis ad stier ud til isolerede landejendomme, mens den større gruppe forkyndte i selve byen.

I Punta Gorda-området vandrede brødrene fra landsby til landsby med deres oppakning på ryggen. Før de forkyndte for landsbyboerne, måtte de ofte først tale med byens leder (alcalde) i cabildo, stedet hvor landsbyens ældste forsamledes.

„I en af landsbyerne,“ fortæller missionæren Reiner Thompson, „ankom brødrene da mændene holdt møde angående majshøsten. Efter mødet bad mændene brødrene om at synge en af Rigets sange for dem. Brødrene var trætte og sultne, og de havde ingen sangbog.“ Broder Thompson tilføjer: „De sang af hele deres hjerte, til stor glæde for mændene.“ Med tiden blev der oprettet menigheder i Mango Creek og senere i San Antonio, en af de største mayalandsbyer.

„Nogle gange gik vi om natten fra én landsby til den næste for at holde vores tidsplan,“ fortæller Santiago Sosa. „Vi fandt ud af at det var bedst at gå i gåsegang midt på vejen fordi der ofte var slanger i krattet langs vejsiden. Vi lærte også at drikke vand af visse kraftige ranker når vores egen vandforsyning slap op.“

Af og til delte brødrene sig i mindre grupper for at forkynde i forskellige dele af landsbyen, og så mødtes de igen om aftenen. To af forkynderne skulle lave mad til dem alle sammen. „Somme tider var det en ren katastrofe,“ siger Santiago med en lille kluklatter, „for nogle af os kunne faktisk ikke lave mad. Jeg husker engang at jeg så på den ret vi skulle have, og spurgte: ’Hvad er det for noget?’ Kokken svarede: ’Det ved jeg ikke, men det er altså mad.’ Vi tænkte at hvis kokken ikke kunne identificere retten, måtte vi nok hellere afprøve den på en radmager herreløs hund. Men ikke engang den sultne hund ville have maden!“

[Ramme/​illustration på side 227, 228]

Forkynderture i regnskoven

„I marts 1991 mødtes 23 brødre og søstre fra hele landet i Punta Gorda for at tage på en ti dage lang forkyndertur dybt inde i regnskoven,“ fortæller Martha Simons. „Foruden tøj, tæpper og hængekøjer havde vi taget publikationer med på engelsk, spansk og kekchí. Vi havde også mad med, blandt andet 200 kiks.

Den følgende morgen sejlede vi ud i let bølgegang i en kano der var lavet af et stort udhulet ceibatræ. Vi slog lejr i kekchí-landsbyen Crique Sarco. Mens brødrene satte hængekøjer op, tilberedte vi søstre en af vores yndlingsretter — en sammenkogt ret bestående af kassava, yams, grønne pisanger, kokos, kogte æg og en grisehale. Det rygtedes at vi var ankommet, og snart var der en stadig strøm af landsbyens beboere som ville hilse på os. Det gav os mulighed for at forkynde for hele landsbyen i løbet af to timer. Den nat sov brødrene i hængekøjer under politistationen, som var bygget på pæle, og søstrene sov i en stråtækt bygning der fungerede som mødested for landsbyens ældste.

Næste dag pakkede vi sammen og sejlede videre op ad floden, som visse steder var overgroet med mangrove-rødder der gjorde det hele mørkt og uhyggeligt. En halv times tid senere trak vi kanoen på land og vandrede halvanden time gennem regnskoven til landsbyen Sundaywood. Indbyggerne var små af vækst og havde mørk olivenfarvet hud og sort, glat hår. De fleste af dem var barfodede, og kvinderne bar lændeklæder og var pyntede med perlekæder. I deres stråtækte huse var der lergulve og ingen skillevægge eller møbler ud over hængekøjer. I nærheden af husene var der et fælles ildsted, hvor de kunne tilberede mad.

Landsbyboerne var meget venlige, og en del var interesserede i budskabet. Det der især gjorde indtryk på dem, var at vi havde læsestof på kekchí og kunne vise dem skriftsteder i vores bibel på kekchí.

Næste morgen blev vi vækket af haner, brøleaber og regnskovens fugle. Efter et solidt morgenmåltid besøgte vi alle som dagen før havde vist interesse. Vi påbegyndte adskillige bibelstudier og tilskyndede de interesserede til at fortsætte med at studere på egen hånd indtil vi vendte tilbage det følgende år. Dagene derefter gik på nogenlunde samme måde mens vi fortsatte dybere ind i regnskoven for at nå de afsidesliggende landsbyer.

Efter ti pragtfulde dage i regnskoven gennemgik vi i tankerne de store afstande vi havde tilbagelagt, de mange landsbyer vi havde forkyndt i, og alle de mennesker vi havde mødt. Vi bad Jehova om at beskytte de sandhedens sædekorn vi havde sået, indtil vi kunne komme tilbage året efter. Vores fødder var ømme, og vi var trætte, men vores hjerte strømmede over af taknemmelighed mod Jehova for den glæde det var at have deltaget i dette års forkyndertur i regnskoven.“