-
BelizeJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
EN MODSTANDER STILLER SIG PÅ JEHOVAS SIDE
Den nydannede gruppe af ivrige forkyndere i San Antonio gjorde åndelige fremskridt. Men pludselig fik Frank og Alice et brev fra det lokale landsbyråd hvori der stod at de skulle forlade San Antonio. Tidligere havde Frank, efter at have betalt et gebyr, fået tilladelse af rådet til at blive i landsbyen. Men nu var en fremtrædende borger i landsbyen besluttet på at jage dem ud. På et af rådsmøderne var der tre af dem Frank studerede med, som talte til hans forsvar. Franks udlejer stod også frem og sagde advarende til rådsmedlemmerne at hvis de satte Frank og hans kone på gaden, måtte de betale den husleje ægteparret hidtil havde betalt. Derefter fremviste Frank et brev fra myndighederne hvori der stod at en person der lejer privatejet ejendom, ikke kan blive bedt om at forlade stedet. Sagen endte med at rådet gav Frank og Alice lov til at blive.
Den mand der ville have at ægteparret Cardoza skulle forlade byen, hed Basilio Ah, en forhenværende leder af byen som stadig var meget involveret i politik. Basilio brugte sin indflydelse til at modarbejde Jehovas Vidner i San Antonio på enhver tænkelig måde. Da den lille gruppe ville købe en byggegrund for at opføre en rigssal, sagde han truende: „I kommer aldrig til at bygge en rigssal i denne landsby!“ Ikke desto mindre lykkedes det brødrene at købe en grund og bygge en enkel og pæn rigssal. En af dem der overværede indvielsen af rigssalen i december 1998, var forbavsende nok Basilio. Hvad var der sket?
To af Basilios gifte sønner havde haft familieproblemer. Basilio havde to gange bedt sin kirke om at hjælpe sønnerne, men der var ikke sket noget. Så begyndte sønnerne at studere Bibelen med Jehovas Vidner. Basilios kone, María, lagde mærke til at sønnerne forandrede sig i positiv retning, og at deres familieliv blev bedre. María bad derfor om at få et bibelstudium med Jehovas Vidner.
Hun fortæller: „Jeg ville utrolig gerne lære Jehova Gud at kende, og jeg sagde til min mand at vi burde tage hen til rigssalen for at lære mere om Gud.“ Selvom Basilio havde svært ved at give slip på sin uvilje mod Jehovas Vidner og Frank Cardoza, som han kaldte „udlændingen“, var han imponeret over de positive forandringer deres sønner gjorde efterhånden som de efterlevede det de lærte ud fra Bibelen. Efter nogle få drøftelser besluttede Basilio sig for at undersøge Jehovas Vidners tro. Og hvem ønskede han at have som lærer? Ingen anden end „udlændingen“, Frank Cardoza!
„Det jeg læste i Bibelen, fik mig til at skifte mening,“ fortæller Basilio. „Jeg havde været katolik i 60 år og brændt røgelse foran religiøse billeder i kirken. Det jeg nu lærte om Jehova, var fra hans egen bog, Bibelen. Jeg skammer mig over den måde jeg har opført mig på over for Frank Cardoza, som i dag er min broder. Og jeg er ikke bleg for at sige at jeg tog fejl. Jeg brændte for det jeg følte var det rigtige at gøre for min landsby og min religion. Ikke desto mindre holdt jeg op med at følge mayatraditioner der har med okkulte helbredelsesmetoder at gøre, og som er meget almindelige i vores landsbyer. Desuden holdt jeg op med at beskæftige mig med de forskellige politiske mayabevægelser.“ I dag er Basilio og María Ah døbte forkyndere og tjener Jehova med stor glæde.
-
-
BelizeJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
[Illustration på side 240]
María og Basilio Ah
-