I mange år kom indbyggerne i San Pedro kun i kontakt med sandheden når forkyndere fra fastlandet indimellem tog derover på korte besøg. Forkynderne efterlod sig bibelske publikationer hos de interesserede, men kunne ikke følge interessen op da de måtte tilbage til fastlandet. Senere flyttede en familie på fire til Belize for at tjene hvor behovet var større. De tilbød at flytte til øen, selv om de måtte leve under interimistiske forhold indtil de fik bygget et hus. Men „fangsten“ var god. De oprettede mange bibelstudier, og i dag er der over 20 ’menneskefiskere’ på øen. I september 1986 byggede de, bistået af forkyndere fra hele landet, deres egen rigssal på blot én weekend.

I Toledo-distriktet mod syd ligger der en del isolerede mayalandsbyer, hvor sprogene ketchi og maya-mopan bliver talt. En gruppe forkyndere plejede at besøge disse landsbyer en gang om året i den tørre periode hvor floder og bjerge kan forceres. Med al deres oppakning på ryggen vandrede de ud til disse landsbyer, forkyndte for indbyggerne og kom på genbesøg hos dem som viste interesse.

I 1968, under en af disse årlige ture, besøgte brødrene landsbyen Crique Sarco. Her fandt en ung pige et eksemplar af bogen Sandheden der fører til evigt liv som en forkynder uforvarende havde tabt. Hun fortæller selv hvad der videre skete:

„Bogen havde stor værdi for mig, selv om jeg aldrig fik læst den men kun kigget på de få billeder. Gennem brødrenes årlige besøg hos min far lærte jeg Guds navn, Jehova, at kende og blev klar over at Han havde en organisation. Da jeg senere gik på gymnasiet i byen Punta Gorda, blev der en dag stillet følgende spørgsmål i klassen: ’Hvad er Guds navn?’ Jeg svarede: ’Jehova.’ Som resultat fik jeg fem minuspoint og en disciplinærstraf der blandt andet bestod i at rense toiletter. Derpå blev jeg kaldt op til præsten som fortalte mig at hvis jeg sagde det navn igen ville jeg blive bortvist fra skolen. Jeg valgte at gå frivilligt og vendte aldrig tilbage.

Jeg fik først kontakt med sandheden igen mange år senere da jeg var blevet gift og boede i byen Corozal i nord. En dag så jeg en lap papir blive ført af sted af vinden, fik fat i den og opdagede at det var forsiden til brochuren Jehovas Vidner og spørgsmålet om blod. Jeg fortalte en af mine venner at jeg ikke kunne acceptere Jehovas Vidners holdning til dette spørgsmål. Hun svarede at jeg måske en dag ville give dem ret. Næste dag ringede en broder og sagde at han havde hørt at jeg var interesseret i at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jeg svarede at det var jeg egentlig ikke, men han forklarede at det ikke behøvede at tage så megen tid. Jeg tog derfor imod tilbudet. Endelig fik jeg brug for den ’Sandhedsbog’ som jeg i otte år havde værnet om!

Min svigerfamilie lagde imidlertid snart pres på min mand for at få ham til at standse mit studium. Derefter flyttede vi til en isoleret landsby hvor jeg mistede kontakten med forkynderne. Til sidst besøgte en søster mig fra hus til hus, og studiet med mig blev genoptaget. Min mand gjorde alt hvad han kunne for at få mig til at holde op med at studere. Han drak sig fuld, støjede og larmede og jagede mig ud af huset, og truede med at finde sig en anden kone. Men jeg holdt stand og satte al min lid til Jehova i bøn. For to år siden besvarede Jehova mine bønner på en måde der overgik mine dristigste forventninger.

En dag kom min mand hjem med forslået ansigt og gik lige i seng. Senere samme dag sagde han: ’Jeg vil også gerne studere Bibelen!’ Hans ændrede indstilling var til stor glæde for mig, men samtidig vakte det hans families vrede. ’At skifte religion er at vende sine forældre ryggen,’ sagde de til ham, ’så du er ikke længere vores søn!’ Nu da min mand og jeg var blevet forenet i samme tro, gjorde vi hurtigt fremskridt. Vi blev døbt den 5. december 1987 ved den første særlige stævnedag vi overværede.“

Der fanges altså „fisk“ selv i de fjerntliggende egne af Belize. Brochuren Evigt liv på jorden! er blevet oversat til ketchi for at hjælpe mange flere i landsbyerne til at tage imod den gode nyhed.

Desuden er det også en udfordring regelmæssigt at nå ud til alle dele af landet med den gode nyhed. Mange steder er der anlagt veje, men det offentlige transportnet er ringe udbygget, hvilket gør det svært for forkynderne at følge interessen op og for de interesserede at komme regelmæssigt til møderne. Nogle af de afsidesliggende egne kan man stadig kun nå til fods eller i kano.