DE FØRSTE MISSIONÆRER ANKOMMER

Den 5. oktober 1945 ankom Elmer Ihrig og Charles Heyen, som var udgået fra den første gileadklasse, til Belize. Dagen før var landet blevet ramt af en orkan cirka 160 kilometer syd for Belize City. En 16 kilometer lang strækning af vejen fra lufthavnen til byen lå under vand, så de to missionærer blev transporteret i en stor militærlastbil. Thaddius Hodgeson havde lagt betonblokke og trækasser i vandet foran huset så de to missionærer kunne komme tørskoede ind.

Brødrene i Belize havde ivrigt set frem til at de første missionærer skulle komme. James Gordon, León Requeña og Rafael Medina rejste fra den nordlige del af landet til Belize City for at møde de nye missionærer — og det var noget af en udfordring på den tid! „Der var ingen landevej som forbandt den nordlige del af landet med Belize City,“ fortæller Ismael Medina, Rafaels barnebarn. „Der var kun picados (hjulspor) som blev benyttet af muldyr når de trak kærrerne. Der var ingen huse i nærheden, så når natten faldt på, sov de tre brødre bare der hvor de var kommet til, trods slangerne. Efter at de havde været sammen med missionærerne og fået instruktioner og litteratur, gik de hele vejen tilbage igen. Det tog flere dage.“

Missionærerne blev præsenteret for folk i Mule Park på en højst besynderlig måde. James Hyatt indledte programmet med at rette et skarpt angreb mod præsterne på grund af deres falske læresætninger, og det provokerede nogle i forsamlingen i en sådan grad at de begyndte at slynge eder og forbandelser i ansigtet på brødrene. Mod slutningen af sit foredrag pegede James pludselig på de to nye missionærer og sagde: „Nu overgiver jeg disse to til jer.“ Med disse få ord blev de nye brødre introduceret for de tilstedeværende!

Der er ikke nogen tvivl om at brødrene dengang havde stor kærlighed til Jehova og de bibelske sandheder såvel som et dybt had til falske religiøse læresætninger. Det var også tydeligt at missionærerne havde stor erfaring at dele ud af som kunne hjælpe de ivrige og ligefremme forkyndere til at blive dygtigere i tjenesten.

De to missionærer begyndte at forkynde i Belize City, som dengang havde et indbyggertal på omkring 26.700. Byen var anlagt ved opfyldning; den lå kun 30 centimeter over havets overflade og havde et dårligt kloaksystem. Dertil kom at der var varmt og fugtigt. Der var ingen offentlig vandforsyning, så i næsten alle haver stod et stort trækar til opsamling af vand i regntiden. Somme tider regnede det meget voldsomt, sådan som det skete i 1931 under en orkan der ødelagde byen og dræbte mere end 2000 mennesker.

FREMGANG TRODS RESTRIKTIONER

Der har aldrig været et forbud mod Jehovas Vidners aktiviteter i Belize, men i en periode under Anden Verdenskrig forbød myndighederne vores publikationer. Kort før missionærerne ankom, blev dette forbud dog ophævet.

Ikke desto mindre kunne man i The Watchtower fra 15. juli 1946 læse følgende om de to missionærers arbejde i Belize: „I det indre af landet prøver en romerskkatolsk præst stadig at håndhæve forbuddet mod indførsel af litteraturen med post. Det romerskkatolske præsteskab er stærkt imod tilstedeværelsen af de to missionærer fra Jehovas Vidner; og en irsk-amerikansk præst . . . er opbragt over at det britiske kolonistyre har tilladt at de er kommet ind i landet. . . . De to [missionærer] mindede præsten om at han selv hævdede at være amerikaner, og da de forelagde ham en amerikansk fængselsstatistik der viste at det romerskkatolske system ikke ligefrem er moralens vogter i USA, forsvandt han i en fart.“

I 1944 fik man de første nøjagtige oplysninger om antallet af forkyndere i Belize da syv rapporterede. For at forkynde mere virkningsfuldt begyndte man at bruge vidnesbyrdskort i hus til hus-arbejdet. Inden for et år efter at missionærerne var ankommet, steg antallet af forkyndere til 16.

Samme år ankom Charles og Annie Ruth Parrish og Cordis og Mildred Sorrell. Truman Brubaker og Charles og Florence Homolka kom i 1948. De var mere end velkomne, for et stort arbejde lå forude.

MEGET AT GØRE

„Dengang var der kun den ene lille menighed,“ skrev Elmer Ihrig, „og slet ingen menigheder i yderdistrikterne. Jeg plejede at tage ud til disse steder og tilbringe et par uger ad gangen med at så sandhedens sæd ved at afsætte bøger, tegne abonnementer og holde foredrag.“ Det første år Charles Heyen var i landet, kørte han med lastbil til Orange Walk, hvor han gennemarbejdede distriktet og opmuntrede brødrene til at holde regelmæssige møder.

Den eneste måde hvorpå man kunne komme til byerne i den sydlige del af landet, var med båd. Så Elmer og Charles sejlede med Heron H for at påbegynde forkyndelsen i kystbyerne Stann Creek (nu Dangriga) og Punta Gorda, to garífuna-bebyggelser. Dengang måtte man sejle i 30 timer fra Belize City for at nå Punta Gorda. Elmer tog turen og holdt et offentligt foredrag for cirka 20 personer i lobbyen på det hotel han boede på.

Olga Knight husker at Elmer ledsagede hendes familie til den afsidesliggende landsby Crooked Tree; her ledede hendes far møderne ved en flod hvor der langs bredden voksede træer. De lokale brødre satte stor pris på missionærernes flittige indsats og ydmyge indstilling.

[Illustration på side 213]

Elmer Ihrig udvidede sin tjeneste ved at forkynde i yderdistrikterne

[Illustration på side 214]

Charles Heyen opmuntrede brødrene til at holde regelmæssige møder