Broder Knorrs næste besøg, i december 1949, var opmuntrende og kom lige i rette tid. Han tilbragte en aften i missionærhjemmet og talte om udfordringerne ved missionærarbejdet. Mange nye forkyndere ville gerne tjene Jehova, men de forstod ikke nødvendigheden af at indvi deres liv til ham og lade sig døbe. Broder Knorr mindede missionærerne om hvor vigtigt det var at vise tålmodighed, udholdenhed og næstekærlighed. Han mindede dem også om de gode resultater de allerede havde opnået.

IKKE FLERE MISSIONÆRER

I 1957 fornemmede brødrene at myndighederne holdt skarpt øje med Jehovas Vidners aktiviteter i Belize. Da en af Selskabets film blev vist i Orange Walk, spurgte en politibetjent for eksempel brødrene fra afdelingskontoret om hvornår de var ankommet til landsbyen, og hvornår de ville tage af sted igen. Han sagde at oplysningerne skulle rapporteres til politiinspektøren, og fortalte at en civilklædt betjent havde været til stede ved et nyligt afholdt stævne for at skrive en lignende rapport.

Mellem 1951 og 1957 havde ti missionærer fået tilladelse til at komme ind i landet. I juni 1957 fik brødrene pludselig et brev fra politiet og immigrationsmyndighederne hvori der stod: „Regeringen i Britisk Honduras har med øjeblikkelig virkning besluttet at ingen udenlandske præster fra jeres selskab vil få tilladelse til at komme ind i Britisk Honduras.“ En anmodning om at mødes med guvernøren for at finde ud af hvad baggrunden var for denne beslutning, blev afslået.

Andre religiøse grupper fik heller ikke tilladelse til at bringe nye missionærer ind, men de fik dog lov til at erstatte de missionærer som forlod landet. Dette gjaldt imidlertid ikke Jehovas Vidner, som havde behov for at erstatte to missionærer. I 1960 skrev brødrene til myndighederne både i Belize og London og påpegede at de ikke ansøgte om at få nye missionærer ind, men kun om at få nogle erstattet.

Det studse svar lød: „Guvernøren har besluttet ikke at tillade flere missionærer fra Vagttårnets Bibel- og Traktatselskab at komme ind i Britisk Honduras.“

Da brødrene søgte foretræde hos guvernøren, fik de dette svar: „Guvernøren nåede i 1957 frem til den beslutning ikke at tillade flere missionærer fra jeres selskab at komme ind i Britisk Honduras; og under de foreliggende omstændigheder mener Hans Excellence ikke at det vil tjene noget formål at mødes med ham for at drøfte denne sag.“ Det lod til at brødrene havde stødt panden mod en mur.

Efter at afdelingskontoret i næsten fem år havde sendt adskillige ansøgninger, modtog brødrene i oktober 1961 et brev fra sekretariatet i Britisk Honduras med følgende ordlyd: „Jeg skal hermed meddele Dem at myndighederne i Britisk Honduras har set på Deres senest indsendte ansøgninger og besluttet at man indtil videre vil tillade udenlandske missionærer at komme ind i landet når der er behov for at erstatte udenlandske missionærer som allerede er her.“ Som følge heraf fik Martin og Alice Thompson fra Jamaica lov til i 1962 at komme ind i landet som missionærer.

I 1949 var der områder hvor man talte spansk, men ingen af missionærerne dengang kunne sproget. Senere blev der dog sendt nogle som kunne spansk, blandt andre Leslie Pitcher, der ankom i 1955. Han skulle arbejde i Benque Viejo, en by med en spansktalende befolkning. Byen lå i den vestlige del af Belize tæt på grænsen til Guatemala. Da han ankom, ventede nogle af de lokale på ham.