-
BelizeJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
I Punta Gorda mødte han en pioner ved navn Donald Niebrugge, som sørgede for at de kunne studere sammen pr. brev. Men der var et problem. I Crique Sarco var der ikke noget postkontor.
Donald fortæller: „På postkontoret i Punta Gorda forhørte jeg mig om hvordan jeg kunne sende post til Crique Sarco, og fik at vide at præsten rejste dertil en gang om ugen.“ Så i omkring et halvt år transporterede præsten bibelstudiekorrespondencen frem og tilbage uden at være klar over at han fungerede som kurér for Jehovas Vidner.
„Da præsten fandt ud af hvad det var han havde med,“ beretter Donald, „blev han vred og ville ikke længere transportere vores breve.“
I disse måneder rejste Donald adskillige gange til Crique Sarco for at studere med Rodolfo og Ofelia. Da den næste forkyndertur i regnskoven skulle finde sted, var Rodolfo med i tjenesten for første gang. Donald fortæller: „Vi havde ham med i fire dage, hvor vi forkyndte i adskillige landsbyer, og samværet med brødrene på den tur hjalp ham til at gøre gode fremskridt.“
-
-
BelizeJehovas Vidners Årbog 2010
-
-
Donald Niebrugge, som ofte var med på de årlige sejlture og ture i regnskoven, har gode minder om dengang de lånte Ambroncio Hernandez’ sejlbåd. Det førte til at Ambroncio, blandt venner kaldt Bocho, begyndte at studere Bibelen.
„Året efter planlagde fire af os en tougers sejltur langs hele kysten,“ fortæller Donald, „men da havde Bocho solgt sin båd. Han anbefalede en anden fisker, som var villig til at tage os med på sin båd sammen med sin partner og Bocho. Så vi var altså to specialpionerpar og tre fiskere om bord. På den tur begyndte Bocho i forkyndelsen. I havnen i Placencia lå der mange lystbåde fortøjet, så vi forkyndte fra båd til båd. De to andre fiskere var meget hjælpsomme i de to uger. Engang da vi kom tilbage til båden efter at have forkyndt hele dagen i en landsby, havde de købt kylling og lavet et måltid til os på et primusapparat.“
-