Cecilia Pratt, en specialpioner på Cay Caulker, hørte orkanvarslet og pakkede en taske med de ting hun ville få brug for i tilfælde af at hun skulle søge tilflugt når orkanen kom. Den dag havde hun netop hentet tjenesterapporterne fra 12 søstre og havde planlagt at tage båden til fastlandet om eftermiddagen for at aflevere rapporterne på afdelingskontoret. Cecilia pakkede omhyggeligt gruppens tjenesterapporter ind i plastic og lagde dem i tasken. Og ganske rigtigt, i løbet af natten måtte Cecilia og nogle af søstrene søge tilflugt i en skolebygning af beton, mens resten af dem fandt beskyttelse i medborgerhuset.

„Vinden rev bliktaget af det første klasseværelse vi befandt os i,“ fortæller Cecilia. „Vi måtte hurtigt samle alle vores ting og styrte hen til et andet værelse. Det føltes som om hele bygningen rystede i vinden til trods for at den var lavet af beton. Når vi kiggede ud, virkede det som om vi var omgivet af hav — der var intet land at se. Vores lille gruppe holdt sammen, og vi bad inderligt til Jehova. Samtlige 40 i klasseværelset — alle fra forskellige trossamfund — var rædselsslagne. Nogle sagde: ’Det er Guds værk.’ En katolsk lægprædikant kom hen til mig og spurgte: ’Vil De bede for os, fru Pratt?’ Jeg svarede: ’Det kan jeg ikke. Jeg er kvinde, og jeg har ikke nogen hat.’ Prædikanten sagde: ’Jeg har en De kan bruge.’ Jeg var ikke sikker på at jeg kunne bede for alle, men jeg ville gerne lade de tilstedeværende vide at det ikke var Jehova der stod bag orkanen. Så jeg bad sammen med vores lille gruppe og sørgede for at tale højt nok til at alle kunne høre bønnen. Netop som jeg var færdig med at bede, og alle sagde „amen“, lagde vinden sig. I det øjeblik var vi i orkanens øje. Lægprædikanten sagde: ’Det var en god bøn. Deres Gud er den sande Gud.’ Efter denne hændelse ville de have at vi fem Jehovas Vidner blev hos dem, og i de følgende tre dage gav de os mad og kaffe.

Men jeg var bekymret for de andre forkyndere. Næste morgen, da vinden havde lagt sig, forlod jeg bygningen for at lede efter dem. Der var væltede træer og ødelæggelse overalt. Vinden havde flyttet nogle af husene 10-15 meter. Først tog jeg hen til medborgerhuset, hvor jeg fandt to søstre og deres børn. En anden søsters hus var forsvundet, men hun var i live.“

Efter orkanen havde afdelingskontoret svært ved at indsamle tjenesterapporter fra de katastroferamte menigheder. De første tjenesterapporter der indkom, var fra Cay Caulker. Cecilia havde opbevaret dem sikkert i sin taske, og hun gav dem til de brødre fra afdelingskontoret som kom for at se hvordan det stod til med forkynderne.

[Illustration på side 246]

Cecilia Pratt