-
1924 – for hundrede år sidenVagttårnet (studieudgave) – 2024 | Oktober
-
-
NYT INITIATIV: RADIOFORKYNDELSE
Brødrene på Betel havde i over et år arbejdet med at bygge radiostationen WBBR på Staten Island, New York. Først havde de ryddet grunden og derefter bygget et stort hus hvor arbejderne kunne bo, og en anden bygning til udstyr. Da arbejdet var færdigt, gik brødrene i gang med at samle det radioudstyr der skulle bruges. Men før de var klar til at gå i luften, opstod der nogle problemer der måtte løses.
Projektet med at sætte hovedantennen op viste sig at give en del udfordringer. Antennen var 91 meter lang og skulle spændes op mellem to træmaster på hver 61 meter. Det første forsøg på at montere antennen mislykkedes. Men brødrene stolede på at Jehova nok skulle hjælpe dem, og til sidst lykkedes det. Calvin Prosser, der var med på projektet, sagde: “Hvis det var lykkedes os i første forsøg, ville vi nok have givet os selv et skulderklap og sagt: ‘Se hvad vi har klaret!’” Nu var brødrene ikke i tvivl om at det var Jehova der skulle have æren for det de havde udrettet. Men der var endnu et problem der skulle klares.
Opsætning af en af WBBR’s sendemaster
Radiotransmission var stadig noget meget nyt, og man kunne ikke bare købe det udstyr der skulle bruges. Brødrene fik fat i en ret primitiv, brugt transmitter på 500 watt. I stedet for at købe en mikrofon brugte de en mikrofon fra en helt almindelig telefon. En aften i februar besluttede brødrene at teste deres primitive udstyr. De skulle finde på noget de kunne udsende over radioen, så de besluttede at synge nogle af Rigets sange. En af brødrene, Ernest Lowe, fortalte om episoden med et smil på læben. Mens de var i gang med at synge, ringede dommer Rutherfordb pludselig op. Han befandt sig i Brooklyn, omkring 25 kilometer væk, og havde hørt brødrenes sang i radioen.
“Stop det skråleri!” beordrede bror Rutherford. “Det lyder som den rene kattejammer!” Brødrene fik lidt røde ører og slukkede hurtigt for transmitteren, men nu følte de at de var parate til deres første radioudsendelse.
Under den første officielle udsendelse, den 24. februar 1924, sagde bror Rutherford at formålet med radiostationen var “at fremme det messianske riges interesser” og “hjælpe mennesker fra forskellige trosretninger og religioner til ud fra Bibelen at forstå betydningen af den vigtige tid vi lever i”.
Til venstre: Bror Rutherford i det første studie
Til højre: Radiostationens udstyr
Den første radioudsendelse var en stor succes. Og i de næste 33 år blev WBBR brugt af organisationen til at udbrede den gode nyhed.
-