Efter at have fået en vis erfaring i pionertjenesten har flere hundrede meldt sig til at tjene på afdelingskontoret i England som medlemmer af betelfamilien. Der er i øjeblikket 393 medlemmer af familien, og 38 af dem har tjent på Betel i 20 år eller mere.

Christopher Hill er en af dem der arbejder på Betel. Hvorfor ansøgte han om beteltjeneste? Han svarer: „Jeg begyndte som pioner i 1989. Men jeg ville gerne vise Jehova og mig selv at jeg var i heltidstjenesten fordi jeg elskede ham, og ikke bare fordi min mor og far var pionerer. Jeg havde lyst til at sandheden skulle fylde hele mit liv, ikke bare en del af det. Jeg vidste at beteltjenesten ville give mig mulighed for det — selv om den også ville være en udfordring.“

Geraint Watkin er også medlem af betelfamilien. I begyndelsen af 1980’erne sagde han nej tak til en universitetsuddannelse og begyndte i stedet som pioner. Han forsørgede sig selv ved et deltidsjob på sin fars gård. Han var glad for pionertjenesten og håbede at han en dag kunne blive missionær. Hvorfor ansøgte han så om beteltjeneste? En artikel i Vagttårnet i 1989 gjorde indtryk på ham. Han læste en livsberetning af Max Larson, der arbejder på Betel i USA. Bror Larson sagde: „Det er min faste overbevisning at Betel er det bedste sted på jorden på denne side af det kommende jordiske paradis.“ Geraint lagde mærke til at bror Larson havde lagt sagen frem for Jehova i bøn efter at han havde bedt om en ansøgning om beteltjeneste. Geraint fulgte straks hans eksempel. Omkring ti dage senere ringede Geraints telefon, og han blev indbudt til at blive medlem af betelfamilien i England. På Betel bruger han den erfaring han har fået på sin fars gård, idet han tager sig af en gård der forsyner betelfamilien i London med mad. Engang var landbrug blot et middel til at han kunne forsørge sig selv i pionertjenesten. Nu betragter han det landbrugsarbejde han udfører, som „den opgave Jehova har tildelt ham på Betel“.

Teokratiske byggeprojekter virkede tiltrækkende på andre forkyndere. Mens Denise (Teddy) McNeil var pioner, arbejdede hendes mand, Gary, for at forsørge familien. I 1987 meldte de sig begge til at hjælpe ved betelbyggeriet i London, og i 1989 blev de indbudt til at blive medlemmer af betelfamilien. De tog imod indbydelsen med kredstilsynsmandens ord i tankerne: „Sig aldrig nej tak til en opgave fra Jehova.“ På Betel har Garys færdigheder inden for elektronik og Teddys baggrund som klinikassistent vist sig meget nyttig. De har også været med til at opdyrke interessen i de polsk- og bengalitalende distrikter i Londonområdet.

[Illustration på side 95]

Den engelske betelfamilie under dagsteksten