En bog for alle mennesker

’Gud er ikke partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham.’ — Apostelgerninger 10:34, 35.

1. Hvad svarede en professor da man spurgte ham om hvad han mente om Bibelen, og hvad besluttede han at gøre?

PROFESSOREN var hjemme en søndag eftermiddag og ventede ikke gæster. Så da et Jehovas vidne kom til hans dør, tog han sig tid til at høre hvad hun havde at sige. Hun talte om forureningen og jordens fremtid — emner han var interesseret i. Da hun bragte Bibelen på bane, var han imidlertid skeptisk. Hun spurgte ham derfor hvad han mente om Bibelen.

„Det er en god bog der er skrevet af nogle intelligente mennesker,“ svarede han, „men Bibelen er ikke en bog man kan tage alvorligt.“

„Har De nogen sinde læst Bibelen?“ spurgte hun.

Noget overrumplet måtte professoren indrømme at det havde han ikke.

Hun spurgte så: „Hvordan kan De have så afgjort en mening om en bog De aldrig har læst?“

Det var der noget om. Professoren besluttede sig derfor til at læse Bibelen og derefter danne sig en mening om den.

2, 3. Hvorfor er Bibelen en lukket bog for mange, og hvad kræver det af os?

² Professoren er ikke ene om at have dannet sig en mening om Bibelen uden at have læst den. Det er der mange der har gjort. De har måske en bibel. De anerkender måske oven i købet dens litterære eller historiske værdi. Men for mange er den en lukket bog. ’Jeg har ikke tid til at læse Bibelen,’ siger nogle. Andre siger: ’Hvordan kan en så gammel bog have nogen som helst betydning for mig?’ Det kræver noget at imødegå sådanne indvendinger. Som Jehovas vidner tror vi at Bibelen „er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning“. (2 Timoteus 3:16, 17) Men hvordan kan vi overbevise folk om at de, uanset deres race, nationalitet eller etniske baggrund, bør undersøge hvad Bibelen siger?

³ Lad os se på nogle grunde til at Bibelen er en undersøgelse værd. Ved at henvise til dem kan vi bedre ræsonnere med folk vi møder i forkyndelsen, og måske overbevise dem om at de bør overveje hvad Bibelen siger. Samtidig vil det styrke vor egen tro på at Bibelen er det den hævder at være — „Guds ord“. — Hebræerne 4:12.

Verdens mest udbredte bog

4. Hvorfor kan man sige at Bibelen er verdens mest udbredte bog?

⁴ For det første fortjener Bibelen at vi gør os bekendt med den fordi den er den mest udbredte og mest oversatte bog i verden. For mere end 500 år siden fremstillede Johannes Gutenberg den første bibel trykt med løse typer på sin trykpresse. Man anslår at der siden da er trykt fire milliarder eksemplarer af hele Bibelen eller dele af den. I 1996 var hele Bibelen eller dele af den blevet oversat til 2167 sprog og dialekter.a Over 90 procent af jordens befolkning har adgang til at læse Bibelen eller en del af den på deres eget sprog. Ingen anden bog — det være sig religiøs eller ikkereligiøs — kommer tilnærmelsesvis på højde med dette.

5. Hvorfor skulle man forvente at Bibelen er tilgængelig for mennesker i hele verden?

⁵ Tal alene beviser ikke at Bibelen er Guds ord. Men man skulle afgjort forvente at en skreven beretning der er inspireret af Gud, ville være tilgængelig for mennesker i hele verden. Bibelen selv siger jo at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Apostelgerninger 10:34, 35) Som ingen anden bog har Bibelen overskredet nationale grænser og overvundet racemæssige og etniske skel. Bibelen er virkelig en bog for alle mennesker.

Enestående med hensyn til sin bevarelse

6, 7. Hvorfor er det ikke overraskende at der, så vidt man ved, ikke findes nogen originale bibelhåndskrifter i dag, og hvilket spørgsmål rejser dette?

⁶ Der er en anden grund til at Bibelen fortjener at man undersøger den. Den har overlevet trods forhindringer, både naturlige og menneskeskabte. Beretningen om hvordan den er blevet bevaret trods vældige forhindringer, er enestående blandt oldtidens skrifter.

⁷ Bibelskribenterne skrev sandsynligvis med blæk på papyrus (lavet af den ægyptiske plante af samme navn) og pergament (lavet af dyreskind).b (Job 8:11) Disse skrivematerialer har imidlertid deres fjender i naturen. Videnskabsmanden Oscar Paret siger: „Begge disse skrivematerialer er meget sårbare over for fugt, skimmel og orm. Vi ved af erfaring hvor let papir og selv stærkt læder kan tage skade hvis det ligger udendørs eller i et fugtigt rum.“ Det er derfor ikke overraskende at der, efter hvad man ved, ikke eksisterer nogen originale håndskrifter i dag. De er sandsynligvis gået til for længe siden. Men hvis de originale håndskrifter er gået til, hvordan har Bibelens skrifter så overlevet til vor tid?

8. Hvordan er Bibelens skrifter blevet bevaret gennem århundrederne?

⁸ Kort efter at de oprindelige skrifter var skrevet, begyndte man at lave håndskrevne afskrifter. Faktisk blev det at afskrive Moseloven og andre dele af De Hellige Skrifter en profession i det gamle Israel. Præsten Ezra kaldes for eksempel „skriftlærd, velbevandret i Mose lov“. (Ezra 7:6, 11; jævnfør Salme 45:1.) Men de afskrifter der blev fremstillet, var også forgængelige og måtte med tiden erstattes af andre afskrifter. Denne afskrivningsproces fortsatte i århundreder. Da menneskene ikke er fuldkomne, opstår spørgsmålet: Ændrede afskrivernes fejl i væsentlig grad bibelteksten? Det er der mange vidnesbyrd om at de ikke gjorde!

9. Hvordan er masoreternes fremgangsmåde et eksempel på den omhu og nøjagtighed hvormed Bibelen blev afskrevet?

⁹ Afskriverne var ikke alene meget dygtige, men de havde også stor respekt for den tekst de afskrev. Det hebraiske ord for „skriver“ kommer af en rod der betyder „at tælle“. Som eksempel på afskrivernes store omhu og nøjagtighed kan nævnes masoreterne, der afskrev De Hebraiske Skrifter mellem det 6. og det 10. århundrede efter vor tidsregning. Ifølge forskeren Thomas Hartwell Horne talte de „hvor mange gange hvert bogstav [i det hebraiske alfabet] forekommer i alle De Hebraiske Skrifter“. Tænk engang hvad det vil sige! For ikke at udelade et eneste bogstav talte disse omhyggelige afskrivere ikke alene ordene, men også bogstaverne i det de afskrev. Ifølge én optælling har de holdt regnskab med 815.140 bogstaver i De Hebraiske Skrifter! En så samvittighedsfuld indsats sikrede stor nøjagtighed.

10. Hvilket overbevisende vidnesbyrd er der om at den hebraiske og græske tekst som moderne bibeloversættelser er baseret på, svarer til hvad bibelskribenterne oprindelig skrev?

¹⁰ Der er overbevisende vidnesbyrd om at den hebraiske og græske tekst som moderne bibeloversættelser er baseret på, er en bemærkelsesværdig trofast gengivelse af hvad bibelskribenterne oprindelig skrev. Bevismaterialet består af tusinder af afskrifter af bibelhåndskrifter — 6000 af alle De Hebraiske Skrifter eller dele af dem og omkring 5000 af De Kristne Græske Skrifter — som er blevet bevaret til vor tid. Et omhyggeligt sammenlignende studium af de mange eksisterende håndskrifter har sat tekstforskerne i stand til at opdage afskrivernes fejl og afgøre den oprindelige læsemåde. Om De Hebraiske Skrifters tekst kunne forskeren William H. Green således erklære: „Det kan med sikkerhed siges at intet andet værk fra oldtiden er blevet overleveret så nøjagtigt.“ En lignende tillid kan man have til De Kristne Græske Skrifters tekst.

11. Hvorfor er Bibelen blevet bevaret til vor tid ifølge Første Petersbrev 1:24, 25?

¹¹ Bibelen kunne let være gået til grunde hvis ikke der havde været håndskrevne afskrifter som kunne erstatte originalerne med deres dyrebare budskab. Der kan kun anføres én grund til at den har overlevet — Jehova har bevaret og beskyttet sit ord. Som Bibelen selv siger i Første Petersbrev 1:24, 25: „Alt kød er som græs, og al dets herlighed er som græssets blomst; græsset visner, og blomsten falder af, men Jehovas ord forbliver til evig tid.“

Oversat til levende sprog

12. Hvilken anden hindring foruden at Bibelen har skullet afskrives gennem hundreder af år, har stillet sig i vejen for Bibelens udbredelse og bevarelse?

¹² Det har været vanskeligt nok for Bibelen at overleve i en pålidelig form med flere hundrede års afskrivning, men der har også været en anden hindring — Bibelen skulle oversættes til de sprog folk talte. Den må tale til folk på deres eget sprog for at kunne tale til deres hjerte. At oversætte Bibelen — med dens mere end 1100 kapitler og 31.000 vers — er ikke nogen let opgave. Op gennem århundrederne har flittige oversættere imidlertid med glæde påtaget sig denne opgave trods tilsyneladende uoverstigelige hindringer.

13, 14. (a) Hvilken udfordring stod bibeloversætteren Robert Moffat over for i Afrika i begyndelsen af det 19. århundrede? (b) Hvordan reagerede tswanatalende folk da Lukasevangeliet forelå på deres sprog?

¹³ Som eksempel kan nævnes oversættelsen af Bibelen til de afrikanske sprog. I år 1800 var der kun omkring en halv snes skriftsprog i hele Afrika. Der var i hundredvis af talte sprog som ikke havde noget skriftsystem. Det var en af de udfordringer der mødte bibeloversætteren Robert Moffat. I 1821 oprettede Moffat i en alder af 25 år en missionsstation blandt den tswanatalende befolkning i det sydlige Afrika. For at lære dens sprog, der ikke havde noget skriftsprog, færdedes han blandt den lokale befolkning. Han holdt ud, og uden hjælp af ordbøger eller lærebøger lærte han til sidst sproget og fandt frem til en måde at skrive det på. Han lærte også nogle tswanatalende at læse skriftsproget. Efter at have arbejdet blandt tswanafolket i otte år færdiggjorde han i 1829 oversættelsen af Lukasevangeliet. Han fortæller: „Jeg har oplevet hvordan nogle har rejst hundreder af kilometer for at få fat i eksemplarer af Skt. Lukas . . . Jeg har set dem modtage afsnit af Skt. Lukas og grædende knuge dem til sig af taknemmelighed. Jeg måtte sige til mere end én: ’Du ødelægger bøgerne med dine tårer.’“ Moffat fortæller også om en afrikaner som så flere læse Lukasevangeliet, hvorefter han spurgte hvad det var de havde. „Det er Guds ord,“ svarede de. „Taler det?“ spurgte manden. „Ja,“ sagde de, „det taler til hjertet.“

¹⁴ Nidkære oversættere som Robert Moffat har gjort det muligt for mange afrikanere at kommunikere ved hjælp af et skriftsprog. Men de har givet afrikanerne en endnu kosteligere gave — Bibelen på deres eget sprog. Moffat gjorde desuden tswanafolket bekendt med Guds navn, og han brugte det i hele sin oversættelse.c Tswanafolket omtalte derfor Bibelen som „Jehovas mund“. — Salme 83:18.

15. Hvorfor er Bibelen „en meget levende bog“ i dag?

¹⁵ Andre oversættere i andre dele af verden stod over for lignende hindringer. Nogle satte endog livet på spil for at oversætte Bibelen. Tænk over følgende: Hvis Bibelen var forblevet på det gamle hebraiske sprog og det gamle græske sprog, ville den for længst have været „en død bog“, for disse sprog er med tiden gået i glemme og tales ikke mere af folk i almindelighed, og mange steder i verden har de aldrig været kendt. Men Bibelen er en meget levende bog fordi den, ulig enhver anden bog, kan „tale“ til mennesker i hele verden på deres eget sprog. Som følge heraf gælder det stadig at dens budskab „virker i [dem] som tror“. (1 Thessaloniker 2:13) The Jerusalem Bible gengiver verset på denne måde: „Det er stadig en levende kraft blandt jer som tror på det.“

Værdig til vor tillid

16, 17. (a) Hvilke vidnesbyrd må der være hvis man skal kunne stole på Bibelen? (b) Giv et eksempel på Moses’ ærlighed som bibelskribent.

¹⁶ ’Kan man virkelig stole på Bibelen?’ vil nogle måske spørge. ’Omtaler den personer der uomtvisteligt har levet, steder der virkelig har eksisteret, og begivenheder der reelt har fundet sted?’ Hvis vi skal kunne stole på den, må der være vidnesbyrd om at den er skrevet af ærlige og pålidelige mænd. Dette fører os frem til endnu en grund til at undersøge hvad Bibelen siger: Der er pålidelige vidnesbyrd om at den er nøjagtig og troværdig.

¹⁷ En ærlig skribent vil ikke blot berette om sine sejre, men også om sine nederlag, ikke blot om sine stærke sider, men også om sine svage. Bibelen vidner om en sådan velgørende ærlighed hos bibelskribenterne. Moses, for eksempel, fortæller åbent og ærligt at han ikke var nogen veltalende mand, en omstændighed der i hans egne øjne gjorde ham uegnet til at være Israels fører (2 Mosebog 4:10); han fortæller om den alvorlige fejl han begik, og som forhindrede at han kom ind i det forjættede land (4 Mosebog 20:9-12; 27:12-14); om sin bror, Aron, der syndede ved at give efter for de oprørske israelitter og lave en guldkalv (2 Mosebog 32:1-6); om sin søster Mirjams oprør og den ydmygende straf hun fik (4 Mosebog 12:1-3, 10); om sine nevøer Nadabs og Abihus vanhelligende adfærd (3 Mosebog 10:1, 2); og om Guds eget folks gentagne klagen og knurren (2 Mosebog 14:11, 12; 4 Mosebog 14:1-10). Vidner en sådan åbenhed og ærlighed ikke om at man har ønsket at fortælle sandheden? Viser dét at bibelskribenterne har været villige til at medtage ugunstige oplysninger om deres egen familie, om deres eget folk og om sig selv, ikke at der er god grund til at stole på deres skrifter?

18. Hvad andet viser at man kan stole på bibelskribenterne?

¹⁸ Dét at bibelskribenternes værker stemmer overens, viser også at man kan stole på Bibelen. Det er virkelig bemærkelsesværdigt at disse værker, skrevet af 40 mænd over et tidsrum på omkring 1600 år, stemmer overens, selv når det drejer sig om mindre detaljer. Overensstemmelsen er imidlertid ikke så påfaldende at man får mistanke om en hemmelig forståelse mellem bibelskribenterne. Tværtimod er overensstemmelsen, selv i små detaljer, ofte helt tilfældig og tydeligvis utilsigtet.

19. Hvordan viser evangeliernes beretninger om Jesu arrestation at overensstemmelsen mellem dem ikke er tilsigtet?

¹⁹ Som eksempel kan nævnes noget der fandt sted den nat Jesus blev arresteret. Alle fire evangelieskribenter fortæller at en af disciplene trak sit sværd og huggede øret af ypperstepræstens træl. Lukas alene fortæller imidlertid at Jesus „rørte ved øret og helbredte ham“. (Lukas 22:51) Men er det ikke hvad man ville forvente af en skribent der var kendt som „den elskede læge“? (Kolossenserne 4:14) Johannes fortæller som den eneste af alle de tilstedeværende disciple at det var Peter der svang sværdet — noget som ikke er overraskende i betragtning af at Peter var tilbøjelig til at handle overilet og impulsivt. (Johannes 18:10; jævnfør Mattæus 16:22, 23 og Johannes 21:7, 8.) Johannes giver en anden, tilsyneladende unødvendig, detalje: „Trællens navn var Malkus.“ Hvorfor er Johannes den eneste der oplyser trællens navn? Forklaringen får vi i en oplysning givet i forbifarten i Johannes’ beretning: Johannes var „en bekendt af ypperstepræsten“. Ypperstepræstens husstand kendte ham også, og han kendte den.d (Johannes 18:10, 15, 16) Det er derfor meget naturligt at Johannes nævner den sårede mands navn, mens de andre evangelieskribenter, som åbenbart ikke kendte ham, ikke gør det. Overensstemmelsen mellem alle disse detaljer er bemærkelsesværdig, men helt utilsigtet. Der findes mange lignende eksempler gennem hele Bibelen.

20. Hvad må retsindige mennesker have at vide om Bibelen?

²⁰ Kan vi da stole på Bibelen? Så afgjort. Bibelskribenternes ærlighed og Bibelens indre harmoni er tydelige vidnesbyrd om at den taler sandt. Retsindige mennesker må have at vide at de kan stole på Bibelen, for den er ’Jehovas, sandhedens Guds,’ inspirerede ord. (Salme 31:5) Der er flere grunde til at Bibelen er en bog for alle mennesker, som den næste artikel vil vise.

En bog fra Gud

„Aldrig er en profeti blevet fremført ved et menneskes vilje, men mennesker udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd.“ — 2 Peter 1:21.

1, 2. (a) Hvorfor betvivler nogle at Bibelen har nogen praktisk betydning for mennesker i dag? (b) Inden for hvilke tre områder kan vi vise at Bibelen er fra Gud?

HAR Bibelen nogen praktisk betydning for mennesker der står på tærskelen til det 21. århundrede? Nogle vil svare nej. „Ingen vil foreslå at man bruger en lærebog i kemi fra 1924 når man i dag skal undervise elever i kemi — dertil har man lært for meget om kemi siden da,“ har dr. Eli S. Chesen sagt som forklaring på hvorfor han mener at Bibelen er forældet. Det lyder umiddelbart som et fornuftigt argument. Menneskene har jo lært meget om videnskab, mentalhygiejne og menneskelig adfærd siden Bibelen blev skrevet. Derfor spørger nogle: ’Hvordan kan en så gammel bog være fri for videnskabelige unøjagtigheder? Hvordan kan den give råd og vejledning der lader sig praktisere i vor moderne tid?’

² Bibelen giver selv svaret. I Andet Petersbrev 1:21 får vi at vide at Bibelens profeter „udtalte ord fra Gud idet de blev ført af hellig ånd“. Bibelen er altså en bog fra Gud. Men hvordan kan vi overbevise andre om at den er det? Lad os se på tre beviser for at Bibelen er Guds ord: (1) Den er videnskabeligt nøjagtig, (2) den indeholder eviggyldige principper der er praktisk anvendelige i dag, og (3) den indeholder specifikke profetier der er blevet opfyldt, som det fremgår af de historiske kendsgerninger.

En bog der stemmer med videnskaben

3. Hvorfor har Bibelens udsagn ikke været truet af videnskabens opdagelser?

³ Bibelen er ikke en videnskabelig lærebog. Men den taler alligevel sandt, og sandheden kan stå for tidens prøve. (Johannes 17:17) Bibelens udsagn har ikke været truet af videnskabelige opdagelser. Når den berører emner der har forbindelse med videnskabelige forhold, er den helt fri for gamle „videnskabelige“ teorier der har vist sig at være sagn og myter. I virkeligheden indeholder den udtalelser der ikke alene er videnskabeligt korrekte, men også var i direkte modstrid med udbredte opfattelser i datiden. Lad os for eksempel se på overensstemmelsen mellem Bibelen og lægevidenskaben.

4, 5. (a) Hvad var oldtidens læger ikke klar over med hensyn til sygdomme? (b) Hvorfor var Moses uden tvivl kendt med de ægyptiske lægers behandlingsmetoder?

⁴ I fortiden havde lægerne ikke fuld forståelse af hvordan sygdomme spredes, og de forstod heller ikke hygiejnens betydning for at hindre sygdomme. Mange behandlingsmetoder i fortiden forekommer barbariske efter vore dages målestok. Et af de ældste lægeskrifter der findes, er Papyrus Ebers, en samling ægyptiske lægeråd fra omkring år 1550 f.v.t. Den indeholder 700 lægeråd mod forskellige sygdomme, „fra krokodillebid til smerter i tåneglene“. De fleste midler der gives anvisning på, var uden virkning, men nogle af dem var yderst farlige. Til behandling af sår anbefaledes et middel der blandt andet indeholdt menneskeekskrementer.

⁵ Denne tekst med ægyptiske lægeråd er skrevet omtrent samtidig med Bibelens første bøger, hvortil Moseloven hører. Moses, der blev født i 1593 f.v.t., voksede op i Ægypten. (2 Mosebog 2:1-10) Som medlem af Faraos husstand blev Moses „oplært i al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Han var kendt med „lægerne“ i Ægypten. (1 Mosebog 50:1-3) Fik deres virkningsløse eller farlige behandlingsmetoder indflydelse på hans skrifter?

6. Hvilke sanitære forholdsregler som Moseloven foreskrev, ville blive betragtet som fornuftige af den moderne lægevidenskab?

⁶ Nej. Moseloven gav tværtimod anvisning på nogle sanitære forholdsregler som den moderne lægevidenskab ville betragte som yderst fornuftige. For eksempel krævede en lov vedrørende militærlejre at man gravede sine ekskrementer ned uden for lejren. (5 Mosebog 23:13) Der var her tale om en i høj grad avanceret forholdsregel. Den bevirkede at vandet ikke blev forurenet, og forhindrede at man blev smittet med dysenteri eller andre diarrésygdomme, der stadig koster millioner af mennesker livet hvert år, især i lande hvor de sanitære forhold er meget dårlige.

7. Hvilke sanitære forholdsregler som Moseloven foreskrev, hjalp til at forhindre spredningen af smitsomme sygdomme?

⁷ Moseloven foreskrev andre sanitære forholdsregler der forhindrede smitsomme sygdomme i at spredes. En person der havde eller var mistænkt for at have en smitsom sygdom, blev sat i karantæne. (3 Mosebog 13:1-5) Klædningsstykker eller kar der kom i berøring med et selvdødt dyr (der måske var død af en sygdom), skulle vaskes før de atter blev brugt, eller helt destrueres. (3 Mosebog 11:27, 28, 32, 33) Enhver der rørte ved et lig, blev betragtet som uren og måtte gennemgå en renselse der indebar at man vaskede sine klæder og badede sig. I de syv dage hvori vedkommende var uren, måtte han undgå fysisk kontakt med andre. — 4 Mosebog 19:1-13.

8, 9. Hvorfor kan man sige at de sanitære forholdsregler i Moseloven var langt forud for deres tid?

⁸ Disse sanitære forholdsregler åbenbarer en visdom der var langt forud for sin tid. Lægevidenskaben har først i nyere tid fået kendskab til hvordan sygdomme spredes, og hvordan de forhindres. For eksempel førte opdagelser i det 19. århundrede til at man indførte brugen af antiseptiske midler og i det hele taget blev mere renlige for at mindske forekomsten af infektioner. Resultatet var et markant fald i antallet af infektioner og for tidlige dødsfald. I år 1900 var den forventede levealder i De Forenede Stater og i mange europæiske lande under 50 år. Siden da er den forventede levealder steget drastisk, ikke alene på grund af de lægevidenskabelige fremskridt med hensyn til sygdomsbekæmpelse, men også på grund af bedre hygiejne og leveforhold.

⁹ Men tusinder af år før lægevidenskaben fik kendskab til hvordan sygdomme spredes, foreskrev Bibelen altså nogle fornuftige forholdsregler som en beskyttelse mod sygdom. Det er derfor ikke overraskende at Moses kunne sige at israelitterne på hans tid normalt blev 70 til 80 år gamle. (Salme 90:10) Hvor havde Moses sin viden om hygiejne fra? Bibelen selv forklarer: Loven blev „formidlet gennem engle“. (Galaterne 3:19) Nej, Bibelen er ikke blevet til ved menneskers visdom; den er en bog fra Gud.

En bog der er praktisk anvendelig i vor tid

10. Hvad kan man sige om Bibelens råd selv om den blev fuldført for næsten 2000 år siden?

¹⁰ Bøger med gode råd er tilbøjelige til at blive forældede og må revideres eller skiftes ud. Men sådan er det ikke med Bibelen. „Dine formaninger er meget pålidelige,“ siger Salme 93:5. Selv om Bibelen blev fuldført for næsten 2000 år siden, gælder dens ord stadig. Det kan følges af alle mennesker uanset hudfarve eller nationalitet. Lad os tage nogle eksempler på Bibelens eviggyldige, „meget pålidelige“ råd.

11. Hvad fik mange forældre for nogle årtier siden at vide om børneopdragelse?

¹¹ For nogle årtier siden troede mange forældre — tilskyndet af „nye tanker“ om børneopdragelse — at det var „forbudt at forbyde“. De var bange for at dét at sætte grænser for børnene ville gøre dem frustrerede og skade dem psykisk. Velmenende rådgivere i børneopdragelse holdt på at forældre kun måtte give deres børn en meget mild form for irettesættelse. Mange af disse eksperter opfordrer nu forældrene til „at være lidt strengere og at gribe tøjlerne igen“. — The New York Times, 7. november 1996.

12. Hvad betyder det græske navneord der er oversat med „tugt“, og hvorfor har børn brug for tugt?

¹² Bibelen har dog hele tiden givet en klar og fornuftig vejledning om børneopdragelse. Den giver følgende råd: „I fædre, irriter ikke jeres børn, men bliv ved med at opdrage dem i Jehovas tugt og formaning.“ (Efeserne 6:4) Det græske navneord der oversættes med „tugt“, betyder „opdragelse, oplæring, vejledning“. Bibelen siger at tugt, eller vejledning, er et vidnesbyrd om forældrenes kærlighed. (Ordsprogene 13:24) Børn kan lide at få klare moralske retningslinjer. Det hjælper dem til at udvikle fornemmelsen af hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert. Tugt givet på rette måde vil bevirke at de føler sig trygge; det fortæller dem at deres forældre interesserer sig for dem og deres udvikling. — Jævnfør Ordsprogene 4:10-13.

13. (a) Hvilken advarsel giver Bibelen forældre med hensyn til tugt? (b) Hvilken form for tugt anbefaler Bibelen?

¹³ Men Bibelen giver også en advarsel med hensyn til tugt. Forældrenes myndighed — der i Bibelen omtales som „tugtens kæp“ — må aldrig udøves i form af mishandling. (Ordsprogene 22:15) Fysisk vold har ingen plads i en familie der lever efter Bibelen.a (Salme 11:5) Heller ikke psykisk vold — grove ord, konstant kritik og bidende og sarkastiske bemærkninger — der får barnet til at føle sig helt knust. (Jævnfør Ordsprogene 12:18.) Meget klogt advarer Bibelen forældrene: „I må ikke opirre jeres børn, for at de ikke skal blive mismodige [ellers gør I dem fuldstændig modløse, Phillips].“ (Kolossenserne 3:21) Bibelen anbefaler at der lægges vægt på forebyggelse i opdragelsen. I Femte Mosebog 11:19 opfordres forældre til at benytte de lejligheder der byder sig i det daglige, til at indprente deres børn moralske og åndelige værdier. En sådan klar og fornuftig vejledning vedrørende børneopdragelse er lige så praktisk anvendelig i dag som den var på Bibelens tid.

14, 15. (a) På hvilken måde giver Bibelen mere end blot klog vejledning? (b) Hvilken bibelsk lære hjælper mænd og kvinder af forskellig race og nationalitet til at betragte hinanden som ligestillede?

¹⁴ Bibelen giver mere end blot klog vejledning. Dens budskab appellerer til hjertet. I Hebræerbrevet 4:12 siges der: „Guds ord er levende og virkende og skarpere end noget tveægget sværd og trænger så langt ind at det deler sjæl og ånd, og led og deres marv, og kan bedømme hjertets tanker og hensigter.“ Lad os tage et eksempel på Bibelens evne til at motivere.

¹⁵ I dag er folk splittede som følge af racemæssige, nationale og etniske forskelle. Sådanne kunstige barrierer har bidraget til at uskyldige mennesker overalt i verden er blevet slået ihjel i krige. Bibelen indeholder derimod en lære der hjælper mænd og kvinder af forskellig race og nationalitet til at betragte hinanden som ligestillede. For eksempel siges der i Apostelgerninger 17:26 at Gud ’ud af ét menneske har dannet hver nation af mennesker’. Det viser at der i virkeligheden kun findes én race — menneskeracen! Bibelen opfordrer os endvidere til at ’blive Guds efterlignere’ og siger at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. (Efeserne 5:1; Apostelgerninger 10:34, 35) For dem der virkelig søger at leve efter Bibelens lære, virker denne viden forenende. Den trænger dybt ind — til selve hjertet — og nedbryder de menneskeskabte barrierer der skiller folk. Kan det virkelig lade sig gøre i verden i dag?

16. Fortæl en erfaring der viser at Jehovas vidner er et sandt internationalt broderskab.

¹⁶ Ja, det kan! Jehovas vidner er kendt for deres internationale broderskab, der forener mennesker af forskellig oprindelse og baggrund, mennesker der almindeligvis ikke lever i fred med hinanden. Under de etniske sammenstød i Rwanda, for eksempel, beskyttede Jehovas vidner fra den ene stamme deres kristne brødre og søstre fra den anden stamme med fare for deres eget liv. I ét tilfælde skjulte et vidne fra hutustammen i sit hjem en tutsifamilie på seks som hørte til hans menighed. Sørgeligt nok blev tutsifamilien opdaget og dræbt. Drabsmændene rettede nu deres vrede mod hutubroderen og hans familie, og de måtte flygte til Tanzania. Der fortælles om mange lignende tilfælde. Jehovas vidner erkender beredvilligt at denne enhed skyldes at kraften i Bibelens budskab har virket på deres hjerte. At Bibelen er i stand til at forene mennesker i denne verden, der er fyldt med had, er et magtfuldt vidnesbyrd om at den er fra Gud.

En bog med sande profetier

17. Hvilken forskel er der på Bibelens profetier og menneskers forudsigelser?

¹⁷ „Ingen profeti i Skriften udspringer af nogen privat fortolkning,“ siges der i Andet Petersbrev 1:20. Bibelens profeter analyserede ikke tendenserne i verden, hvorefter de foretog kvalificerede gæt på grundlag af deres personlige fortolkning af udviklingen. De udtalte heller ikke vage forudsigelser som man kunne få til at passe på en hvilken som helst begivenhed. Som eksempel kan vi tage en bibelprofeti der var overordentlig specifik, og som forudsagde det modsatte af hvad folk dengang ville have forventet.

18. Hvorfor følte indbyggerne i det gamle Babylon sig uden tvivl meget trygge, men hvad havde Esajas forudsagt om Babylon?

¹⁸ I det 7. århundrede før vor tidsregning var Babylon den tilsyneladende uindtagelige hovedstad i det babyloniske verdensrige. Byen lå på begge sider af Eufratfloden, og flodens vand blev brugt til at danne en dyb og bred voldgrav og et net af kanaler. Desuden var byen beskyttet af vældige dobbeltmure forsynet med forsvarstårne. Babylons indbyggere følte sig uden tvivl meget trygge. Alligevel forudsagde profeten Esajas i det 8. århundrede før vor tidsregning, endnu før Babylon nåede sin magts tinde: „Det skal gå Babylon . . . som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig. Og dér vil araberen ikke slå sit telt op, og ingen hyrder vil lade deres hjorde lægge sig dér.“ (Esajas 13:19, 20) Læg mærke til at profetien forudsagde at Babylon ikke alene ville blive ødelagt, men også at den aldrig ville blive beboet mere. Det var en dristig forudsigelse! Kunne Esajas have skrevet denne profeti efter at han havde set Babylon blive ødelagt og byen ligge øde hen? Historien svarer nej!

19. Hvorfor kan man sige at Esajas’ profeti ikke blev opfyldt i sin helhed den 5. oktober 539 f.v.t.?

¹⁹ Natten den 5. oktober 539 f.v.t. blev Babylon indtaget af den medo-persiske hær under Kyros den Store. Imidlertid gik hele Esajas’ profeti ikke i opfyldelse på det tidspunkt. Efter at Kyros havde erobret byen, eksisterede den stadig og var beboet i århundreder, om end som en mindre betydningsfuld by. I det 2. århundrede før vor tidsregning, omtrent på det tidspunkt da Dødehavsrullen med Esajas’ profeti var ved at blive afskrevet, erobrede partherne Babylon, som da blev betragtet som den pris de omgivende folkeslag kæmpede om. Den jødiske historiker Josefus fortæller at der boede „et stort antal“ jøder dér i det 1. århundrede før vor tidsregning. Ifølge The Cambridge Ancient History havde købmænd fra Palmyra grundlagt en velstående handelskoloni i Babylon i år 24 e.v.t. Babylon var altså endnu ikke ødelagt i det 1. århundrede efter vor tidsregning, men Esajas’ Bog var blevet fuldført længe forinden. — 1 Peter 5:13.

20. Hvilket vidnesbyrd er der om at Babylon til sidst blev „til stenhobe“?

²⁰ Esajas levede ikke længe nok til at se Babylon ubeboet. Som forudsagt blev Babylon til sidst „til stenhobe“. (Jeremias 51:37) Ifølge den hebraiskkyndige Hieronymus (det 4. århundrede efter vor tidsregning) var Babylon på hans tid et jagtterræn hvor „vilddyr af enhver slags“ strejfede om, og Babylon ligger stadig øde den dag i dag. En restaurering af Babylon som turistattraktion kan måske lokke besøgende til, men „afkom og efterslægt“ er for evigt udryddet af Babylon, sådan som Esajas forudsagde. — Esajas 14:22.

21. Hvorfor har trofaste profeter kunnet forudsige fremtiden med usvigelig sikkerhed?

²¹ Esajas foretog ikke et kvalificeret gæt. Han omskrev heller ikke historiske begivenheder så de kom til at ligne profetier. Esajas var en sand profet. Det samme var Bibelens øvrige trofaste profeter. Hvordan kunne disse mennesker gøre noget som ingen andre kan gøre — forudsige fremtiden med usvigelig sikkerhed? Svaret er klart og enkelt. Profetierne stammede fra profetiens Gud, Jehova, den der „fra begyndelsen fortæller om enden“. — Esajas 46:10.

22. Hvorfor bør vi gøre vort yderste for at tilskynde retsindige mennesker til selv at undersøge Bibelen?

²² Er Bibelen værd at undersøge? Det ved vi at den er! Men mange er ikke overbeviste. De har dannet sig en mening om Bibelen selv om de måske aldrig har læst den. Hvordan gik det professoren der er nævnt i begyndelsen af den foregående artikel? Han tog imod tilbudet om et bibelstudium, og efter omhyggeligt at have undersøgt den kom han til det resultat at den er en bog fra Gud. Han blev til sidst døbt som et Jehovas vidne og tjener i dag som ældste i en menighed. Lad os gøre vort yderste for at tilskynde retsindige til selv at undersøge Bibelen og derefter danne sig en mening om den. Vi er sikre på at hvis de foretager en ærlig undersøgelse af den, vil de opdage at denne enestående bog er en bog for alle mennesker!

Hvad med det der ikke kan bevises?

Bibelen indeholder flere udsagn som man ikke har noget fysisk eller håndgribeligt bevis for. Eksempelvis kan det den siger om en usynlig åndeverden, ikke bevises — eller modbevises — videnskabeligt. Men betyder dét at der findes udtalelser i Bibelen som ikke kan bevises videnskabeligt, at Bibelen ikke stemmer med videnskaben?

Det var det spørgsmål som en astrogeolog stillede sig selv da han for nogle år siden begyndte at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner. „Jeg må indrømme,“ siger han, „at det til at begynde med var vanskeligt for mig at anerkende Bibelen fordi der var nogle af dens udtalelser jeg ikke kunne få et videnskabeligt bevis for.“ Manden, der var oprigtig, fortsatte med at studere Bibelen og blev til sidst overbevist om at de vidnesbyrd der er tilgængelige, godtgør at den er Guds ord. „Det trængte mit ønske om at få bevis for rigtigheden af hver eneste udtalelse i Bibelen i baggrunden,“ forklarer han. „En person der tænker i videnskabelige baner, må være villig til at undersøge Bibelen under en åndelig synsvinkel, ellers vil han eller hun aldrig komme til erkendelse af sandheden. Man kan ikke forvente at få videnskabeligt bevis for at hver eneste udtalelse i Bibelen er sand. Men selv om rigtigheden af visse udtalelser ikke kan bevises videnskabeligt, betyder det ikke at de ikke er sande. Det der har betydning, er at hvor det har været muligt at efterprøve Bibelen, er dens nøjagtighed blevet bekræftet.“