-
Har du fundet den rette religion?Vagttårnet – 1994 | 1. juni
-
-
Hvordan kan vi vide hvad Gud mener?
3. (a) Hvad må vi have adgang til for at kende Guds syn på sagen? (b) Hvilke spørgsmål er det godt at stille sig selv med hensyn til hvorfor vi tror at Bibelen er fra Gud?
3 Hvis vi skal vide hvad Gud mener, er det nødvendigt med en åbenbaring fra ham. Den ældste bog der gør krav på at være inspireret af Gud er Bibelen. (2 Timoteus 3:16, 17) Men kan det virkelig siges at denne bog, og ingen andre, indeholder Guds budskab til hele menneskeheden? Hvordan vil du besvare dette spørgsmål, og hvorfor svarer du netop sådan? Er det fordi dine forældre havde den indstilling? Eller er det fordi dine venner er af den mening? Har du selv undersøgt vidnesbyrdene? Ellers vil vi tilskynde dig til at gøre det nu — ved at betragte følgende fire punkter der viser at Bibelen er noget ganske særligt.
4. Hvad taler for at det er Bibelen og ikke nogen anden bog der stammer fra Gud?
4 Udbredelse: Et budskab der er fra Gud og som henvender sig til hele menneskeheden må også være tilgængeligt for menigmand. Forholder det sig sådan med Bibelen? Overvej engang følgende: I dag foreligger Bibelen eller dele af den på over 2000 sprog. Ifølge Det Amerikanske Bibelselskab var Bibelen for næsten ti år siden blevet trykt på så mange sprog at den kunne læses af cirka 98 procent af verdens befolkning. Guinness Rekordbog gør desuden opmærksom på at ’Bibelen er den bog der har verdens største oplag’. Det er kun hvad man kan forvente af et budskab fra Gud der er tiltænkt mennesker af alle racer, nationaliteter og sproggrupper. (Jævnfør Åbenbaringen 14:6.) Ingen anden bog i verden har tilnærmelsesvis den samme udbredelse.
5. Hvorfor er Bibelens historiske grundlag bemærkelsesværdigt?
5 Historisk ægthed: Hvis man foretager en omhyggelig undersøgelse af de bibelske beretninger, vil man opdage at Bibelen adskiller sig fra andre bøger der gør krav på at være hellige. Bibelen indeholder historiske kendsgerninger, ikke myter. Irwin Linton, der som advokat har været vant til at analysere hvilke krav der stilles til bevisførelsen i en retssag, har skrevet: „Eventyr, legender og urigtige vidneudsagn lader omhyggeligt de begivenheder de omtaler foregå et eller andet fjernt sted på et ikke nærmere angivet tidspunkt. . . . Bibelens beretning fortæller os derimod yderst præcist om både tid og sted for de hændelser den omtaler.“ (Se Første Kongebog 14:25; Esajas 36:1; Lukas 3:1, 2.) For de mennesker der ikke vender sig til religionen for at flygte fra virkeligheden men for at søge efter sandheden, er dette et vigtigt punkt.
6. (a) På hvilken måde kan Bibelen hjælpe sine læsere med at løse livets problemer? (b) På hvilke tre måder kan Bibelen hjælpe en til at klare livets barske realiteter?
6 Praktisk anvendelig: De der alvorligt undersøger Bibelen vil hurtigt indse at dens bud og principper ikke tager sigte på at udnytte dem. Der er tværtimod tale om anvisninger som man har gavn af at følge nøje på alle livets områder. (Esajas 48:17, 18) Den trøst den giver de ulykkelige lyder ikke hul og bygger ikke på tom filosofi. Den hjælper derimod sine læsere til at klare livets barske realiteter. Det gør den på tre måder: (1) ved at give god vejledning om hvordan man klarer livets problemer, (2) ved at forklare hvordan man modtager den kærlige støtte Gud i dag giver sine tjenere, og (3) ved at fortælle om den storslåede fremtid Gud har i vente til dem der tjener ham idet den giver dem mange gode grunde til at man kan tro på Guds løfter.
7. (a) Forklar ud fra skriftstederne i fodnoten hvad Bibelen har at sige om de store spørgsmål der optager folk i dag. (b) Vis hvordan Bibelens vejledning beskytter os og hjælper os til at klare stressfremkaldende situationer.
7 Bibelens vejledning er ganske vist ikke særlig populær blandt dem der ser ned på myndighed og lever et selvbehageligt liv, men mange har indset at en sådan tilværelse ikke har bragt dem sand lykke. (Galaterne 6:7, 8) Bibelen er meget klar hvad angår abort, skilsmisse og homoseksualitet. Dens vejledning beskytter mennesker mod stof- og alkoholmisbrug og mod at pådrage sig AIDS gennem inficeret blod eller promiskuitet. Den viser desuden hvordan man får et lykkeligt familieliv. Den giver svar på hvordan man klarer livets mest stressfremkaldende situationer, som for eksempel hvad man skal gøre hvis man svigtes af nære familiemedlemmer, hvis man pådrager sig alvorlig sygdom eller hvis man mister en af sine kære i døden. Den hjælper os til at prioritere rigtigt så vort liv bliver meningsfyldt og ikke sorgfuldt.a
8, 9. (a) Nævn en profeti som især har gjort indtryk på dig og overbevist dig om at Bibelen er inspireret af Gud. (b) Hvad er Bibelens profetier et vidnesbyrd om?
8 Profeti: Bibelen er noget helt specielt hvad angår profetier. Den forudsiger i detaljer hvad der vil ske i fremtiden. Den forudsagde at fortidsbyen Tyrus ville blive ødelagt, at Babylon ville falde, at Jerusalem skulle genopbygges, at kongerne af Medo-Persien og Grækenland ville komme til magten og senere forsvinde, samt utallige begivenheder i Jesu Kristi liv. Den har også i detaljer forudsagt verdensforholdene i dette århundrede og har forklaret deres betydning. Den viser hvordan de problemer jordens herskere er så hjælpeløse over for, vil blive løst; og den viser hvilken hersker der vil bringe menneskeheden varig fred og sikkerhed.b — Esajas 9:6, 7; 11:1-5, 9; 53:4-6.
9 Det er bemærkelsesværdigt at Bibelen selv understreger at evnen til at forudsige fremtiden nøjagtigt er et bevis på guddommelighed. (Esajas 41:1–46:13) Den der kan gøre dette eller inspirere andre hertil, er andet og mere end en livløs afgud. Han er heller ikke blot et fromt menneske. Han er den sande Gud, og den bog der indeholder sådanne profetier er hans ord. — 1 Thessaloniker 2:13.
-
-
Har du fundet den rette religion?Vagttårnet – 1994 | 1. juni
-
-
a Abort: Apostelgerninger 17:28; Salme 139:1, 16; 2 Mosebog 21:22, 23. Skilsmisse: Mattæus 19:8, 9; Romerne 7:2, 3. Homoseksualitet: Romerne 1:24-27; 1 Korinther 6:9-11. Stof- og alkoholmisbrug: 2 Korinther 7:1; Lukas 10:25-27; Ordsprogene 23:20, 21; Galaterne 5:19-21. Blod og promiskuitet: Apostelgerninger 15:28, 29; Ordsprogene 5:15-23; Jeremias 5:7-9. Familieliv: Efeserne 5:22–6:4; Kolossenserne 3:18-21. Når man vrages: Salme 27:10; Malakias 2:13-16; Romerne 8:35-39. Sygdom: Åbenbaringen 21:4, 5; 22:1, 2; Titus 1:2; Salme 23:1-4. Død: Esajas 25:8; Apostelgerninger 24:15. Prioritering: Mattæus 6:19-34; Lukas 12:16-21; 1 Timoteus 6:6-12.
b Eksempler på sådanne profetier og deres opfyldelse findes i bøgerne Bibelen — Guds ord eller menneskers?, side 117-161; og Lad os ræsonnere ud fra Skrifterne, side 49-51, 127-133, 331-337. Begge bøger er udgivet af Vagttårnets Selskab.
-