Pålidelig historie

Titler og betegnelser.

Om historiske oplysninger er nøjagtige, afsløres ofte i detaljerne — skikke, etikette, navne og titler på embedsmænd og så videre. Hvordan lever Første og Anden Mosebog, de to første bøger i Bibelen, op til det? Angående beretningen i Første Mosebog om Josef, en søn af patriarken Jakob, såvel som Anden Mosebog, siger John Garrow Duncan i sin bog New Light on Hebrew Origins: „[Bibelskribenten] var særdeles godt kendt med egyptisk sprog, skik og brug, religion, hof, etikette og bureaukrati.“ Han tilføjer: „[Skribenten] anvender den korrekte titel og anfører den nøjagtig som den blev brugt i den omtalte periode. . . . Faktisk er der ikke noget stærkere bevis på et indgående kendskab til Egypten i Det Gamle Testamente, såvel som på skribenternes pålidelighed, end brugen af ordet farao i forskellige perioder.“ Og „når [skribenten] lader personer træde frem for Farao, følger de den korrekte etikette og den korrekte sprogbrug“.

Fremstilling af teglsten.

Da israelitterne var trælle i Egypten, lavede de teglsten af ler blandet med halm, der fungerede som et bindemiddel. (2 Mosebog 1:14; 5:6-18)a I bogen Ancient Egyptian Materials and Industries står der: „Der er ikke mange steder hvor [fremstilling af teglsten] har været lige så almindelig som i Egypten, hvor soltørrede teglsten altid har været, og stadig er, det karakteristiske byggemateriale i landet.“ Bogen nævner også „den egyptiske praksis med at bruge halm i fremstillingen af teglsten“, hvilket bekræfter denne detalje som omtales i Bibelen.

Barbering.

I oldtiden lod hebraiske mænd skægget vokse. Ikke desto mindre står der i Bibelen at Josef barberede sig inden han trådte frem for Farao. (1 Mosebog 41:14) Hvorfor barberede han sig? Af respekt for hvad der var skik og brug i Egypten, hvor skæg blev betragtet som et tegn på urenhed. „[Egypterne] var stolte over at være glatbarberede,“ står der i bogen Everyday Life in Ancient Egypt. Faktisk har man i grave fundet barbergrej bestående af rageknive, pincetter og spejle sammen med tilhørende etuier. Moses var tydeligvis en omhyggelig historieskriver. Det samme kan siges om andre bibelskribenter som dokumenterede begivenheder der havde at gøre med oldtidens Egypten.

Forretning.

Jeremias, som skrev de to Kongebøger, nævnte specifikke detaljer vedrørende handel med heste og stridsvogne mellem kong Salomon og egypterne og hetitterne. En stridsvogn kostede „seks hundrede sølvstykker, og en hest . . . et hundrede og halvtreds“, eller en fjerdedel af prisen på en stridsvogn, siger Bibelen. — 1 Kongebog 10:29.

Ifølge bogen Archaeology and the Religion of Israel bekræfter historikeren Herodot såvel som arkæologiske fund at der foregik en livlig handel med heste og stridsvogne i Salomons regeringstid. „Standardprisen for en egyptisk stridsvogn blev fastsat til fire . . . heste,“ siges det i bogen, som derved bekræfter de tal der nævnes i Bibelen.

Krigsførelse.

Jeremias og Ezra omtaler også Farao Sjisjaks invasion af Juda og nævner specifikt at den fandt sted „i [den judæiske] kong Rehabeams femte år“, eller år 993 før vor tidsregning. (1 Kongebog 14:25-28; 2 Krønikebog 12:1-12) Bibelens omtale af denne invasion var i lang tid det eneste vidnesbyrd om at den havde fundet sted. Men så fandt man et relief på muren af et egyptisk tempel i Karnak (oldtidens Theben).

Relieffet skildrer Sjisjak foran guden Amon. Sjisjak står med løftet arm i færd med at hugge fanger ned. Også navnene på besejrede israelitiske byer er optegnet, hvoraf mange er blevet identificeret med bibelske lokaliteter. På relieffet nævnes desuden „Abrams mark“ — dette er første gang den bibelske patriark Abraham omtales i egyptiske beretninger. — 1 Mosebog 25:7-10.

Det bibelskribenterne nedskrev, var tydeligvis ikke fiktion. De vidste at de skulle stå Gud til regnskab, og skrev derfor sandheden, selv når den var ubehagelig — som i tilfældet med Sjisjaks sejre over Juda. En sådan oprigtighed står i skarp kontrast til de pyntede, overdrevne optegnelser af oldtidens egyptiske historieskrivere, som nægtede at nedskrive noget som helst der kunne sætte deres herskere eller folk i et dårligt lys.