Sprog. Opslagsværker anfører i almindelighed at befolkningen i Elam ikke var semitter, og at det udelukkende er af politiske og geografiske grunde at Elam i Første Mosebog står opført under Sem. Denne opfattelse er baseret på en påstand om at elamitternes sprog ikke var semitisk. Undersøgelser har imidlertid vist at de ældste inskriptioner man har fundet i det geografiske område der betegnes som Elam, „blot er lister over genstande der er tegnet på lertavler med antallet opført ved siden af, angivet ved hjælp af et simpelt system af streger, cirkler og halvcirkler . . . deres indhold er på dette tidspunkt udelukkende af økonomisk eller administrativ art“. (Semitic Writing af G. R. Driver, London 1976, s. 2, 3) Disse inskriptioner kan kun kaldes „elamitiske“ i den forstand at de er fundet i området Elam.

Den opfattelse at elamitterne ikke hørte til de semitiske folkeslag, støtter sig derfor hovedsagelig på senere inskriptioner i kileskrift som menes at stamme fra det 2. årtusind f.v.t., samt på Behistunindskriften (fra det 6. årh. f.v.t.), der indeholder parallelle tekster på oldpersisk, akkadisk og „elamitisk“. De kileskrifttekster der tillægges elamitterne, siges at være affattet på et agglutinerende sprog (et sprog hvis ordstammer ikke ændres under bøjningen, der sker ved tilføjelser, hvorved det adskiller sig fra de flekterende sprog). Det er ikke lykkedes filologerne at forbinde dette „elamitiske“ sprog med noget andet kendt sprog.

Ved vurderingen af disse oplysninger bør man holde sig for øje at det geografiske område hvori Elams efterkommere til sidst bosatte sig, kan have været beboet af andre folkeslag før eller endda samtidig med at elamitterne boede der, på samme måde som de tidlige ikkesemitiske sumerere boede i Babylonien. I Encyclopædia Britannica (1959, bd. 8, s. 118) siges der: „Hele landet [Elam] var beboet af forskellige stammer der for størstedelens vedkommende talte agglutinerende dialekter, skønt de vestlige områder var beboet af semitter.“ — Kursiveret af os; KORT og OVERSIGT, bd. 1, s. 329.

De kileskriftinskriptioner der er fundet i det tidligere elamitiske område, er ikke noget afgørende bevis for at de oprindelige elamitter ikke var semitter. Der er mange eksempler i historien på at folkeslag har antaget et andet sprog som følge af at fremmede elementer er trængt ind i landet og har taget overhånd. Der er ligeledes eksempler på at folkeslag i oldtiden har betjent sig af et andet sprog end deres eget som handelssprog og diplomatisk sprog. Aramaisk blev således et sprog som mange folkeslag brugte som deres internationale hjælpesprog. „Hetitterne“ i Karatepe forfattede tosprogede inskriptioner (øjensynlig i det 8. årh. f.v.t.) med „hetitiske“ hieroglyffer og gammelfønikiske skrifttegn. I den persiske kongeby Persepolis har man fundet omkring 30.000 lertavler fra perserkongen Darius I’s tid, overvejende skrevet på det sprog der kaldes „elamitisk“, og dog vil man ikke kalde Persepolis for en „elamitisk“ by.

Et yderligere vidnesbyrd om at listen over folkeslag i Første Mosebogs 10. kapitel ikke bør betragtes som rent geografisk, men er en stamtavle, er de fund der er gjort af relieffer og figurer som er udhugget i sten for elamitiske konger og dateret af arkæologer så langt tilbage som til Sargon I (hvis regeringstid ansættes til sidste halvdel af det 3. årtusind f.v.t.). Disse figurer er ikke alene typisk akkadiske (dvs. semitiske, assyrisk-babyloniske), men er også forsynet med inskriptioner på akkadisk. — The Illustrated Bible Dictionary, redigeret af J. D. Douglas, 1980, bd. 1, s. 433.

En elamitisk embedsmand ved navn Kudur-Mabuk, der indtog den fremtrædende by Larsa (ved Eufratfloden nord for Ur), indsatte sin søn Warad-Sin som konge dér. Warad-Sin og Rim-Sin (Warad-Sins broder, der efterfulgte ham som konge) er begge semitiske navne, også en bekræftelse på et semitisk element i Elam.