Forfatteren James Barr har givet udtryk for manges mening med ordene: „Historien om bibeltraditionens tilblivelse er, sådan som jeg fortæller den, historien om et menneskeskabt værk. Det er menneskers redegørelse for deres tro . . . Bibelens rette benævnelse ville være Israels ord, eller nogle af de første kristnes lederes ord.“ — The Bible in the Modern World af James Barr.

I det 17. og 18. århundrede blev den almindeligt udbredte tro på Bibelen offer for en holdningsændring. Folk i Europa blev efterhånden mere skeptiske og fik en mere verdslig indstilling. Regeringsformerne, økonomien, naturopfattelsen, religionen — alt blev draget i tvivl. Bibelen var ingen undtagelse.

I det 17. århundrede gav Pierre Bayle, der for en tid var katolik, åbenlyst udtryk for tvivl angående Bibelen. Han satte spørgsmålstegn ved dens historiske og kronologiske korrekthed. Hans anskuelser dannede skole, og i det 19. århundrede gav den højere bibelkritik skepticismen dens endelige gennembrud. Tilhængerne af den højere bibelkritik hævder at Bibelen ikke er hvad den giver sig ud for at være. Efter hvad de siger er de fem Mosebøger ikke skrevet af Moses — de blev derimod sammensat forholdsvis sent i jødernes historie af flere forskellige kilder der var skrevet flere hundrede år efter Moses’ død. Hvis en profeti gik i opfyldelse måtte det skyldes at den var blevet skrevet efter sin „opfyldelse“. Esajas’ bog skulle for eksempel være blevet skrevet af flere forskellige mennesker i løbet af et tidsrum på hundreder af år. Og Daniels bog, hævder de, blev skrevet omkring år 165 f.v.t.

Den højere bibelkritiks virkninger kan ses i den tyske bibelforsker David Friedrich Strauss’ tilfælde: „Er vi stadig kristne? Nej, sagde Strauss, i det mindste ikke de af os der har antaget den højere bibelkritik, for vi kan ikke længere acceptere Bibelen som Guds ord.“ — Religion and the Rise of Scepticism af Franklin L. Baumer.

Denne nye, irreligiøse tid bragte også nye videnskabelige opdagelser, hvoraf nogle underbyggede Bibelen mens andre syntes at være i strid med den. Mange blev derfor forledt til at tro at Bibelen var forældet. Denne anskuelse fandt støtte i midten af det 19. århundrede da udviklingsteorien blev almindeligt udbredt — en teori der er i direkte modstrid med skabelsesberetningen i Første Mosebog. Den højere bibelkritiks tilhængere og de fleste videnskabsmænd tog snart teorien til sig, og i dag accepteres den af mange præster og fremholdes som en kendsgerning i skolerne.

Vil dette nu sige at videnskaben på en eller anden måde har modbevist Bibelen, og at den højere bibelkritik har påvist at Bibelen ikke er Guds ord?

ER DET sandt at videnskaben og den højere bibelkritik ved fælles hjælp har frataget Bibelen dens status som Guds ord? Den opfattelse kan man let få. End ikke religiøse ledere viger tilbage for at lade sig citere på tryk for at Bibelen er uvidenskabelig, og den højere bibelkritik er så anset at den indgår i undervisningen på de teologiske fakulteter. Men hvad viser kendsgerningerne?

Bibelen og den højere bibelkritik

Det er en kendsgerning at der aldrig er blevet fremlagt klare beviser for den højere bibelkritiks påstande. Man har aldrig fundet nogen af de formodede kilder til de fem Mosebøger eller til Esajas’ bog. Man har derimod fundet gamle fragmenter af Daniels bog som viser at bogen nød stor anseelse allerede nogle få år efter det tidspunkt hvor den, ifølge den højere bibelkritik, blev skrevet!

En professor i teologi Wick Broomall erklærer: „Det kan ikke i noget enkelttilfælde bevises at Bibelens bøger er blevet til på bedragerisk vis, som hævdet af den kritiske skole. Ét er at påstå noget sådant, noget ganske andet at føre bevis for anklagerne.“ (Wick Broomall i Biblical Criticism) En arkæolog tilføjer: „Det kan ikke understreges kraftigt nok at der så godt som ingen vidnesbyrd findes i fortidens nære Østen om forfalskninger af dokumenter eller litteratur.“ (W. F. Albright i From the Stone Age to Christianity) Sandt nok nyder den højere bibelkritik stadig stor popularitet, men dette skyldes at den stemmer så godt overens med tidens verdslige tankegang, ikke at der er blevet ført beviser for den.

Bibelen og videnskaben

Har videnskaben da i nogen henseende modbevist Bibelen? Det har i visse tilfælde set sådan ud. På grund af en voksende kundskab om jordens beskaffenhed indså man for eksempel i det 18. århundrede at vor planet er meget gammel. Mange religiøse mennesker hævdede dengang at jorden, ifølge Bibelen, kun var 6000 år gammel. Dette syntes at være et oplagt eksempel på hvordan Bibelens ord er blevet modbevist. Sagen er imidlertid at Bibelen intetsteds nævner hvor gammel jorden er. Problemet skyldtes en misforståelse fra de religiøse menneskers side.

Bibelens første ord lyder: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Dette at der ifølge Bibelen var en begyndelse, stemmer med hvad videnskaben nu ved. Bibelen nævner dernæst at jorden i en periode var „formløs og øde“, ubeboet og ubeboelig. (1 Mosebog 1:2) Geologer der forsøger at rekonstruere jordens tidligste historie, mener at dette ganske rigtigt har været tilfældet. Bibelen beskriver derpå hvordan havene og landmasserne blev dannet. Plantelivet blev til, derefter havets dyr, fuglene og landdyrene. Til sidst blev mennesket skabt. Dette, selv den rækkefølge hvori livsformerne er blevet til, stemmer i det store og hele med hvad videnskaben har konstateret ved undersøgelse af jordens geologiske strata. — 1 Mosebog 1:1-28.

Dette vil dog ikke sige at Bibelen stemmer fuldstændig overens med det man kan læse i videnskabelige lærebøger, men der er dog harmoni på så mange punkter at vi må spørge: ’Hvor havde disse bibelskribenter deres omfattende viden fra?’ Eftersom datidens videnskabelige stade var ret primitivt, må de have modtaget denne viden fra en der står over mennesker — noget der taler stærkt for at Bibelen er Guds ord. Og bør vi i de tilfælde hvor Bibelen og videnskaben ikke stemmer overens, tage det som en selvfølge at det altid er Bibelen der tager fejl og videnskaben der har ret? Vi må jo se i øjnene at videnskaben fra tid til anden har været på vildspor.