1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvordan er De Kristne Græske Skrifter blevet behandlet i de sidste 300 år? (b) Hvilke mærkelige slutninger er nogle forskere kommet til?

NOGLE forskere er kommet til besynderlige resultater. Tilbage i det 19. århundrede drog Ludwig Noack i Tyskland den slutning at Johannesevangeliet var skrevet i år 60 af den elskede discipel — som han fastslog var Judas! Franskmanden Joseph Ernest Renan mente at Lazarus’ opstandelse sandsynligvis var et bedrag som Lazarus selv havde sat i scene for at støtte Jesus i hans påstand om at han kunne gøre mirakler. Og den tyske teolog Gustav Volkmar holdt på at den historiske Jesus ikke havde kunnet gøre krav på at være Messias.¹

² Bruno Bauer mente på sin side at Jesus overhovedet aldrig havde eksisteret! „Han hævdede at de egentlige skabende kræfter i urkristendommen var Filon, Seneca og gnostikerne. Til slut erklærede han at der aldrig havde eksisteret en historisk Jesus . . . at den kristne religion var opstået i slutningen af det andet århundrede og var udsprunget af en jødedom hvori stoicismen var blevet dominerende.“²

3. Hvordan ser mange stadig på De Kristne Græske Skrifter?

³ I dag er kun de færreste så yderliggående, men hvis man læser moderne forskeres værker, vil man opdage at mange stadig tror at De Kristne Græske Skrifter indeholder myter, legender og overdrivelser. Gør de det?

Hvornår blev de skrevet?

4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vide hvornår bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet? (b) Hvilke tidspunkter sætter nogle for affattelsen af De Kristne Græske Skrifter?

⁴ Myter og legender skal have tid til at udvikle sig. Derfor har spørgsmålet om hvornår bøgerne blev skrevet, stor betydning. Historikeren Michael Grant siger at de historiske dele af De Kristne Græske Skrifter blev påbegyndt „tredive til fyrre år efter Jesu død“.⁴ Bibelarkæologen William Foxwell Albright nævner at C. C. Torrey „nåede frem til at alle evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. og at der ikke fandtes noget i dem som ikke kunne have været skrevet i løbet af de første tyve år efter Jesu korsfæstelse“. Albright mente selv at de var fuldført „senest omkring år 80 e.Kr.“. Andre ansætter tiden en smule anderledes, men de fleste er enige om at „Det Nye Testamente“ var fuldført ved udgangen af det første århundrede.

5, 6. Hvilken slutning kan vi drage på det grundlag at De Kristne Græske Skrifter blev skrevet ret kort efter de begivenheder de omtaler?

⁵ Hvad kan vi udlede af dette? Albright drager denne slutning: „Alt hvad vi kan sige er at en periode på mellem tyve og halvtreds år er alt for kort til at der kan være sket nogen mærkbar forvanskning af indholdet eller endog af ordlyden af Jesu udtalelser.“⁵ Professor Gary Habermas tilføjer: „Evangelierne ligger forholdsvis tæt på den periode de beskriver, mens gamle historieberetninger ofte skildrer begivenheder som fandt sted århundreder tidligere. Og dog er nutidens historikere i stand til at fastslå hvad der skete selv i disse fjerne tider.“⁶

⁶ De historiske dele af De Kristne Græske Skrifter er med andre ord mindst lige så troværdige som de verdslige historieberetninger. I betragtning af de få årtier der gik fra begivenhederne indtraf indtil de blev nedfældet skriftligt, var der simpelt hen ikke tid til at der kunne dannes myter og legender og til at disse kunne blive almindeligt udbredte.

[Ramme på side 56]

Kritikken vejet og fundet for let

Et godt eksempel på usikkerheden ved nutidens bibelkritik fremgår af følgende bemærkninger af Raymond E. Brown om Johannesevangeliet: „I slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, gennemgik forskningen en periode hvor man stillede sig yderst skeptisk til dette evangelium. Det blev dateret meget sent, endog til anden halvdel af det andet århundrede. Det blev regnet for at være et produkt af den hellenistiske verden, helt uden historisk værdi og kun med ringe relation til det Palæstina som Jesus fra Nazaret var knyttet til . . .

Der er ikke ét af disse standpunkter som ikke er blevet berørt af en række uventede arkæologiske, dokumentariske og tekstmæssige opdagelser. Disse opdagelser har fået os til, på et fornuftmæssigt grundlag, at gøre indsigelse mod de kritiske synspunkter der næsten var blevet ortodokse, og at indse hvor skrøbeligt et grundlag den meget skeptiske analyse af Johannesevangeliet hvilede på. . . .

Dateringen af evangeliet er blevet flyttet tilbage til slutningen af det første århundrede eller endnu før. . . . Det mærkeligste af det hele er måske at nogle forskere oven i købet igen tør vove sig frem med den formodning at Zebedæus’ søn Johannes kan have haft noget at gøre med evangeliet“!³

Hvad mærkeligt er der ved at tro at Johannes har skrevet den bog der traditionelt tillægges ham? Det eneste mærkelige er at det ikke stemmer med kritikernes forudfattede ideer.