Evangeliet ifølge bibelkritikerne

„HVEM siger folkeskarerne at jeg er?“ (Lukas 9:18) Det spurgte Jesus sine disciple om for næsten to tusind år siden. Spørgsmålet var kontroversielt dengang og er det tilsyneladende i endnu højere grad i dag, især ved juletid, hvor mange har Jesus i tanke. Mange tror at Jesus kom herned fra himmelen for at genløse menneskeheden. Tror du også det?

Nogle inden for bibelvidenskaben er talsmænd for en divergerende opfattelse. „Den forestilling at Jesus præsenterede sig selv som Guds søn der skulle dø for at tage hele verdens synder bort, er ikke historisk korrekt,“ hævder Marcus J. Borg, som er professor i religion og kultur.

Også andre lærde hævder at virkelighedens Jesus adskilte sig væsentligt fra ham vi læser om i Bibelen. Nogle hævder at nedskrivningen af evangelierne tidligst begyndte fyrre år efter Jesu død, og at Jesusskikkelsen i mellemtiden var blevet forskønnet. De påstår at problemet ikke ligger i evangelieskribenternes hukommelse, men i deres fortolkning. Efter Jesu død, siger de, ændrede disciplene mening om Jesus og anså ham for at være Guds søn, Frelseren, Messias. Nogle viger end ikke tilbage for at reducere Jesus til en omvandrende vismand eller en samfundsomstyrter. Det er ifølge bibelvidenskaben sandheden om evangelierne.

Det „videnskabelige“ syn på Jesus

Til forsvar for deres „videnskabelige“ holdning er kritikerne raske i vendingen til at affærdige enhver antydning af noget overnaturligt omkring Jesus. For eksempel siger nogle at beretningen om jomfrufødselen blev skrevet for at dække over at Jesus blev født uden for ægteskab. Andre affejer Jesu profetier om Jerusalems ødelæggelse med den påstand at de blev indlemmet i evangelierne efter „opfyldelsen“. Nogle går så vidt som til at hævde at Jesu helbredelser var rent psykosomatiske — åndens sejr over materien. Mener du at sådanne antagelser fortjener tiltro, eller at de er grebet ud af den blå luft?

Visse fagfolk mener endda at Jesu opstandelse var noget hans disciple fandt på for at forebygge at deres bevægelse gik i opløsning. Hypotesen lyder at alt taget i betragtning var disciplene magtesløse uden Jesus, og de måtte derfor ’genoplive’ ham i deres skrifter. Med andre ord var det kristendommen, ikke Kristus, der blev oprejst fra graven. Hvis nogen synes at vi nu er ude på det akademiske overdrev, hvor skal man da placere teologen Barbara Thierings teori om at Jesus slet ikke blev henrettet? Hun mener at han overlevede pælfæstelsen, blev gift to gange og satte tre børn i verden.

Alle disse påstande trækker Jesus ned på det eneste niveau som mange lærde vil acceptere — dér hvor han gøres til en vismand, en jøde i samfundets periferi, en socialreformator — alt andet end Guds søn, der kom „for at tjene og give sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“. — Mattæus 20:28.

Har du i anledning af julen læst i evangelierne eller været i kirke og for eksempel hørt om hvordan Jesus blev født i en stald og lagt i en krybbe? Er evangelieberetningerne værdifulde og troværdige i dine øjne? I så fald vil det nok chokere dig at stifte bekendtskab med det såkaldte Jesusseminar, et forum af lærde der siden 1985 er trådt sammen to gange om året for at afgøre hvor pålideligt det er når Bibelen tillægger Jesus bestemte udtalelser. Seminarets deltagere offentliggjorde for nylig resultatet af en afstemning om de enkelte udsagn. Stemmerne blev afgivet ved hjælp af farvede perler. En rød perle betød at en udtalelse utvivlsomt var fremsat af Jesus; en lyserød markerede at Jesus sandsynligvis havde sagt sådan; en grå perle betegnede tvivl; og en sort stod for at man mente at der var tale om et falsum.

Det vil måske forurolige dig at vide at Jesusseminaret har erklæret at 82 procent af de udtalelser der tilskrives Jesus, sandsynligvis er uægte. Kun ét citat fra Markusevangeliet blev regnet for troværdigt. Lukasevangeliet blev kasseret som så propagandistisk at originalmaterialet „ikke stod til at rekonstruere“. Alt i Johannesevangeliet på nær tre linjer indbragte sorte perler, og den overlevende passage fik tildelt grå perler.

Ikke kun et akademisk spørgsmål

Er du enig med bibelkritikerne? Præsenterer de et mere nøjagtigt portræt af Jesus end det Bibelen giver? Dette er andet og mere end et diskussionsemne på akademisk plan. På denne tid af året tænker mange sikkert på at Gud ifølge Bibelen sendte Jesus til jorden „for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv“. — Johannes 3:16.

Hvis Jesus slet og ret var en omvandrende vismand som vi ikke har mange fakta om, er det formålsløst at ’tro på ham’. Hvis Bibelens skildring af Jesus derimod er sandfærdig, er det vor evige frelse det drejer sig om. Derfor behøver vi vished. Er det i Bibelen vi finder sandheden om Jesus?

Sandheden om Jesus

RÆKKEN af teorier og gisninger om hvem Jesus var, og hvad han egentlig gjorde, synes endeløs. Men hvad siger Bibelen selv om ham?

Hvad Bibelen siger

Ved omhyggeligt at læse Bibelen bliver man klar over følgende:

◻ Jesus er Guds enestefødte søn, al skabnings førstefødte. — Johannes 3:16; Kolossenserne 1:15.

◻ For cirka to tusind år siden overførte Gud Jesu liv til en jødisk jomfrus moderskød for at han kunne blive født som menneske. — Mattæus 1:18; Johannes 1:14.

◻ Jesus var ikke bare et godt menneske. I enhver henseende genspejlede han nøje sin Faders, Jehova Guds, smukke personlighed. — Johannes 14:9, 10; Hebræerne 1:3.

◻ Under sin jordiske tjeneste tog Jesus sig kærligt af de undertrykte. Han helbredte mirakuløst de syge og oprejste endog døde. — Mattæus 11:4-6; Johannes 11:5-45.

◻ Jesus forkyndte Guds rige som den nødstedte menneskeheds eneste håb, og han oplærte sine disciple til at føre denne forkyndelse videre. — Mattæus 4:17; 10:5-7; 28:19, 20.

◻ Den 14. nisan (omkring den 1. april) år 33 e.v.t. blev Jesus arresteret, stillet for retten, dømt og henrettet på falske anklager for at have anstiftet oprør. — Mattæus 26:18-20, Mt 26:48 til 27:50.

◻ Jesu død udgør en løsesum som udfrier alle der tror på ham, af deres syndige tilstand og giver dem udsigt til evigt liv. — Romerne 3:23, 24; 1 Johannes 2:2.

◻ Den 16. nisan, knap tre dage efter sin død, blev Jesus oprejst, og kort efter steg han op til himmelen for at overdrage sit fuldkomne menneskelivs genløsningsværdi til sin Fader. — Markus 16:1-8; Lukas 24:50-53; Apostelgerninger 1:6-9.

◻ Som Jehovas udnævnte Konge har den opstandne Jesus fuldmagt til at gennemføre Guds oprindelige hensigt med menneskene. — Esajas 9:6, 7; Lukas 1:32, 33.

Bibelen præsenterer således Jesus som nøglefigur i fuldførelsen af Guds hensigter. Men hvordan kan man være sikker på at Bibelen fortæller den historiske sandhed om Jesus, der blev født i Betlehem og gik på jorden for cirka 2000 år siden?

Grundlaget for en sikker tro

Mange tvivlsspørgsmål kan afklares ved ganske enkelt at læse De Kristne Græske Skrifter (Det Nye Testamente) fordomsfrit. Det vil åbne ens øjne for at Bibelens beretning — til forskel fra diverse legender — er præcis. Den angiver specifikke navne, tidspunkter og steder. (Se for eksempel Lukas 3:1, 2.) Desuden er Jesu disciple skildret med en bemærkelsesværdig ærlighed og åbenhed der vækker læserens tillid. Skribenterne pyntede ikke på beretningen, end ikke når de omtalte sig selv, men beskrev personerne som de var. Ja, Bibelen bærer et tydeligt ægthedens præg. — Mattæus 14:28-31; 16:21-23; 26:56, 69-75; Markus 9:33, 34; Galaterne 2:11-14; 2 Peter 1:16.

Men det er ikke alt. Arkæologiske fund har gentagne gange underbygget Bibelens oplysninger. Hvis man for eksempel besøger Israel-museet i Jerusalem, kan man se en sten med en indskrift der nævner Pontius Pilatus. Andre arkæologiske opdagelser bekræfter at bibelhistoriske personer som Lysanias og Sergius Paulus virkelig har levet og ikke er opdigtet af de dalevende kristne. Begivenheder refereret i De Kristne Græske Skrifter finder rigelig støtte i udsagn fra fortidens forfattere, deriblandt Juvenal, Tacitus, Seneca, Svetonius, Plinius den Yngre, Lukian, Celsus og den jødiske historiker Josefus.a

Beretningerne i De Kristne Græske Skrifter blev uforbeholdent troet af tusinder i det første århundrede. End ikke kristendommens fjender anfægtede troværdigheden af de ord og gerninger der blev tilskrevet Jesus. Om muligheden for at Jesu disciple skulle have pyntet på hans egenskaber efter hans død, har professor F. F. Bruce følgende at sige: „I de dage hvor så mange af Jesu disciple med en levende erindring om hvad der havde fundet sted, var i live, kan det ikke have været så let at opdigte historier om Jesus, som nogle forfattere synes at tro. . . . Disciplene kunne derfor ikke tillade sig at være skødesløse i deres omtale af de faktiske hændelser (for slet ikke at tale om en forsætlig fordrejning af kendsgerningerne), for sådanne unøjagtigheder ville omgående blive brugt imod dem af mindre venligsindede vidner.“

Hvorfor de ikke tror

Alligevel er nogle sagkyndige skeptiske. De antager at Bibelens beretning er opspind, alt imens de ivrigt gransker de apokryfe skrifter og regner dem for troværdige! Hvorfor? Mon ikke det skyldes at der findes noget i Bibelen som mange af vore dages intellektuelle ikke bryder sig om at tro?

I værket The Union Bible Companion fra 1871 gik S. Austin Allibone skeptikerne på klingen med dette ræsonnement: „Spørg enhver der betvivler evangeliernes sandfærdighed, hvilke grunde han har til at tro at Cæsar døde på Capitolium, eller at Karl den Store blev kronet til Vestens kejser af pave Leo III i år 800 . . . Vi tror på alle de vidnesbyrd som . . . er anført om disse mænd, og det gør vi fordi vi har historiske beviser for deres rigtighed. . . . Dersom nogen, efter at sådanne beviser er fremlagt, stadig nægter at tro, opgiver vi dem som dumme og kontrære eller håbløst uvidende. Hvad skal vi da sige om dem der, til trods for de overvældende vidnesbyrd der nu findes om at De Hellige Skrifter er pålidelige, stadig påstår at de ikke er overbevist? . . . Vi har i sandhed grund til at slutte . . . at de ikke ønsker at tro noget som støder deres stolthed, og som vil tvinge dem til at føre et andet liv.“

Ja, nogle skeptikere har bagtanker med at underkende De Kristne Græske Skrifter. Det de har svært ved at kapere, er ikke Bibelens troværdighed, men dens normer. For eksempel sagde Jesus om sine disciple: ’De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.’ (Johannes 17:14) Men mange navnkristne er stærkt engagerede i verdens politiske anliggender, endog i blodige krige. Mange foretrækker at tilpasse Bibelen efter deres normer, ikke omvendt.

Også emnet moral er en anstødssten. Da menigheden i Tyatira tolererede utugt, formanede Jesus den utvetydigt sådan: „Jeg er den der ransager nyrer og hjerter, og jeg vil give jer hver især efter jeres gerninger.“b (Åbenbaringen 2:18-23) Men er det ikke en kendt sag at mange såkaldte kristne vrager Bibelens moralnormer? De vil hellere tage afstand fra Jesu ord end fra deres egen umoralske adfærd.

Utilbøjelige til at anerkende Bibelens Jesus har de lærde skabt deres egen udgave af ham. De gør sig skyldige i netop det som de grundløst beskylder evangelieskribenterne for, nemlig mytedannelse. De udvælger nogle brudstykker af Jesu livsskildring som de kan godtage, forkaster resten og tilføjer selv nogle detaljer. Den Jesus de gør til en omvandrende vismand eller en revolutionær, har intet tilfælles med den historiske Jesus som de hævder at fremstille. Deres Jesus er blot et produkt af deres selvforherligende tankespind.

Hvordan man finder sandheden om Jesus

Jesus søgte at appellere til hjerterne hos dem der oprigtigt hungrede efter sandhed og retfærdighed. (Mattæus 5:3, 6; 13:10-15) De der har den indstilling, tager imod Jesu indbydelse: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle. For mit åg er skånsomt og min byrde er let.“ — Mattæus 11:28-30.

Virkelighedens Jesus finder man hverken i nutidige bibelkritikeres bøger eller i kristenhedens kirker, som har skabt grobund for menneskeskabte overleveringer. Man finder den historiske Jesus i sin egen bibel. Kunne du tænke dig at få bedre kendskab til ham? Jehovas vidner vil med glæde være dig behjælpelig.

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

KRITIKKEN GENNEM ÅRHUNDREDERNE

Kritikken af De Kristne Græske Skrifter slog rod for over 200 år siden da den tyske filosof Hermann Samuel Reimarus (1694-1768) hævdede følgende: „Vi har Grund til helt at adskille det, som Apostlene fremsætter i deres Skrifter, fra det, som Jesus selv i sin Levetid har udtalt og lært.“ Siden Reimarus’ tid har mange bibelforskere fået indpodet sådanne holdninger.

Bogen The Real Jesus bemærker at mange af fortidens kritikere ikke anså sig selv for frafaldne, men „opfattede sig selv som de mere ægte kristne fordi de havde kastet dogmevæsenets og overtroens lænker af sig“. De regnede den såkaldte højere kritik for „en rendyrket form for kristendom“.

Den sørgelige kendsgerning er at kristenheden har skabt grobund for menneskeskabte overleveringers vildskud. Dogmerne om den udødelige sjæl, treenigheden og et brændende helvede er blot nogle af de lærepunkter der strider imod Bibelen. Men at sandheden blev forvrænget, kan de der nedfældede De Kristne Græske Skrifter, ikke lastes for. De bekæmpede faktisk de første tilløb til falsk lære i midten af det første århundrede. Paulus skrev på det tidspunkt at frafaldet blandt de navnkristne „allerede [var] i virksomhed“. (2 Thessaloniker 2:3, 7) Vi kan være sikre på at De Kristne Græske Skrifter er historisk korrekte og indeholder den sande lære.

[Ramme på side 7]

HVORNÅR BLEV EVANGELIERNE SKREVET?

Mange kritikere holder på at evangelierne blev affattet længe efter de begivenheder de omhandler, og at de derfor næsten med sikkerhed indeholder unøjagtigheder.

Men de foreliggende vidnesbyrd tyder på at Mattæus’, Markus’ og Lukas’ beretninger blev nedfældet på et tidligt tidspunkt. Efterskrifterne til nogle håndskrifter af Mattæusevangeliet lader formode at det oprindelig blev skrevet allerede i år 41 e.v.t. Lukasevangeliet blev sandsynligvis affattet mellem år 56 og 58 e.v.t., eftersom bogen Apostelgerninger (fuldført senest i år 61) siger at skribenten, Lukas, allerede havde sammensat sin „første beretning“, nemlig sit evangelium. (Apostelgerninger 1:1) Markus’ evangelieberetning menes at være udarbejdet i Rom under apostelen Paulus’ første eller andet fangenskab, sandsynligvis mellem år 60 og år 65.

Prof. Craig L. Blomberg tilslutter sig en tidlig datering af disse evangelier. Han bemærker at selv hvis vi inddrager Johannesevangeliet, som blev til i slutningen af det 1. århundrede, „er vi stadig på meget nærmere hold af de skildrede begivenheder end det er tilfældet med mange af oldtidens biografier. For eksempel blev de to første biografier af Alexander den Store forfattet af Arrianos og Plutarch over fire hundrede år efter Alexanders død i 323 f.v.t. Alligevel anses de generelt for pålidelige. Med tiden blev der ganske vist spundet mange sagn om Alexanders liv, men de fleste opstod først adskillige hundrede år efter disse to forfatteres tid.“ De historiske afsnit af De Kristne Græske Skrifter fortjener mindst lige så stor tillid som de verdslige historiske værker.