-
Kristendommen — var Jesus vejen til Gud?Menneskets søgen efter Gud
-
-
Opfyldte Jesus kravene?
4. Hvilken tydelig forskel har vi bemærket mellem kristendommens og andre store religioners oprindelse?
4 I tidligere kapitler har vi set hvilken fremtrædende rolle mytologien har spillet for næsten samtlige af verdens store religioner. Men da vi kom ind på jødedommens oprindelse i det forrige kapitel, begyndte vi ikke med en myte, men med den historiske virkelighed der knyttede sig til Abraham, hans forfædre og hans efterkommere. Når vi nu skal betragte kristendommen og dens grundlægger, Jesus, begynder vi heller ikke med en myte, men med en historisk person. — Se side 237.
5. (a) Nævn tre af de krav Jesus opfyldte og som viser at han var Abrahams lovede „afkom“. (b) Hvem skrev De Kristne Græske Skrifter?
5 Det første vers i De Kristne Græske Skrifter, almindeligvis kaldet Det Nye Testamente (se side 241), lyder: „Bogen med den historiske beretning om Jesus Kristus, Davids søn, Abrahams søn.“ (Mattæus 1:1) Er det blot en tom påstand der her fremsættes af Mattæus, en tidligere jødisk skatteopkræver og en af Jesu nærmeste disciple, som skrev hans biografi? Nej. I de næste femten vers anfører han Abrahams slægtslinje frem til Jakob, der „blev fader til Josef, Marias mand; af hende fødtes Jesus, som kaldes Kristus“. Jesus var derfor virkelig en efterkommer af Abraham, Juda og David, og han opfyldte dermed tre af kravene til Messias, det „afkom“ der var forudsagt dels i Første Mosebog 3:15 og dels over for Abraham. — 1 Mosebog 22:18; 49:10; 1 Krønikebog 17:11.
6, 7. Hvorfor har det betydning hvor Jesus blev født?
6 Endnu et krav til det messianske afkom gjaldt hans fødested. Hvor blev Jesus født? Mattæus fortæller at Jesus blev „født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage“. (Mattæus 2:1) Lægen Lukas’ beretning bekræfter dette, idet den fortæller følgende om Jesu kommende adoptivfader, Josef: „Han [tog] naturligvis også af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at blive indskrevet sammen med Maria, der som lovet var givet ham til ægte og nu var gravid.“ — Lukas 2:4, 5.
7 Hvorfor var det vigtigt at Jesus blev født i Betlehem og ikke i Nazaret eller en anden by? Fordi den hebraiske profet Mika i det ottende århundrede f.v.t. havde forudsagt: „Og du, Betlehem Efrata, for lille til at være blandt Judas tusinder, af dig skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel, en hvis udspring er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.“ (Mika 5:2) Ved at Jesus blev født i Betlehem, opfyldte han altså endnu en betingelse for at kunne være det lovede afkom, den forudsagte Messias. — Johannes 7:42.
-
-
Kristendommen — var Jesus vejen til Gud?Menneskets søgen efter Gud
-
-
[Ramme/illustration på side 237]
Er Jesus en opdigtet skikkelse?
„Er beretningen om kristendommens grundlægger kun et produkt af menneskelig smerte, menneskelig indbildningskraft, menneskelige håb — en myte, der kan sammenlignes med legenderne om Krishna, Osiris, Attis, Adonis, Dionysos og Mithras?“ spørger historikeren Will Durant, og han svarer: „Selv de ivrigste hedenske eller jødiske modstandere af den begyndende kristendom havde ikke på noget tidspunkt benægtet hans eksistens.“ — Verdens Kulturhistorie, Cæsar og Kristus.
Den romerske historiker Svetonius (ca. 69-140 e.v.t.) skriver om kejser Claudius i sit værk Romerske kejsere: „Jøderne, der på Chrestus’s [Kristi] tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“ Dette skete omkring år 52. (Jævnfør Apostelgerninger 18:1, 2.) Læg mærke til at Svetonius ikke udtrykker nogen som helst tvivl med hensyn til Kristi eksistens. På dette faktiske grundlag og med fare for deres liv udbredte de første kristne ivrigt deres tro. Det er næppe sandsynligt at de ville have vovet livet for en myte. Jesu død og opstandelse havde fundet sted i deres levetid, og nogle af dem havde været øjenvidner til disse begivenheder.
Will Durant drager denne slutning: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne.“
[Illustration]
Jesus forkyndte og gjorde mirakler her i Galilæa i det gamle Palæstina
-