FIRE østerlandske kongers forenede hære krydser Eufratfloden og marcherer videre ad kongevejen øst for Jordandalen. Undervejs besejrer de refaitterne, zuzitterne, emitterne og horitterne. Derpå vender angriberne om og besejrer alle indbyggerne i den sydlige del af Negeb.

Hvad er formålet med dette militære fremstød? At indtage Jordanegnen, en eftertragtet dal beliggende mellem de erobrede områder øst for Jordan og Negeb. (1 Mosebog 13:10) Her lever indbyggerne i de fem bystater Sodoma, Gomorra, Adma, Zebojim og Bela en sorgløs tilværelse i materiel overflod. (Ezekiel 16:49, 50) De har tidligere været undersåtter under Kedorlaomer, Elams konge, der åbenbart er anfører for de forenede hære. Men byerne har gjort oprør mod ham. Nu da de har mistet de omboende folkeslags beskyttelse er regnskabets time kommet for dem. Kedorlaomer og hans allierede vinder det efterfølgende slag og begynder den lange march hjem med deres store bytte.

Blandt fangerne er en retfærdig mand ved navn Lot. Han er Abrahams nevø. Da Abraham, der bor i telte i de nærliggende Hebronbjerge, hører den sørgelige nyhed, mønstrer han øjeblikkelig 318 af sine mænd. Med hjælp fra nogle naboer optager de modigt forfølgelsen af de fire konger og overrasker deres hære om natten. Fjenderne flygter. Lot og hans husstand bliver ført tilbage sammen med de øvrige af folket og deres ejendele.

Hvilket grundlag har vi for at tro på denne beretning fra Første Mosebog, kapitel 14? Har nogen engang digtet den for at gøre forfaderen til en række nationer, deriblandt jøderne, til en nationalhelt? Hvad med de andre begivenheder i Abrahams liv?

Præsters udtalelser

I begyndelsen af det 19. århundrede hævdede den lutherske teolog Peter von Bohlen at Abraham var en mytisk figur og at beretningen om Kedorlaomers invasion ikke havde noget historisk grundlag. En anden, professor Julius Wellhausen, har sagt: „Vi kan ikke ad historisk vej få bekræftet patriarkernes eksistens.“ Han sagde endvidere: „[Abraham] kan snarere betragtes som et produkt af fri digterisk udfoldelse.“

Anført af deres tyske kolleger fulgte de engelske teologer trop. „De store fortællinger om patriarkerne i Første Mosebog er forhistoriske og ikke mere historiske end fortællingerne om . . . kong Arthur,“ skrev præsten Stopford Brooke i sin bog The Old Testament and Modern Life. „Fra . . . Første Mosebog . . . kan vi kun få et usammenhængende og fordrejet billede af patriarkernes liv og personlighed,“ skrev John Colenso, en anglikansk biskop i den tidligere britiske koloni Natal. Han tilføjede: „Man kan ikke have fuld tillid til nogen af disse beretninger.“

Denne kritik har bredt sig som koldbrand. (2 Timoteus 2:17) I dag tager millioner af kirkegængere ikke længere patriarkernes liv alvorligt. Men til skam for kristenhedens teologer har ateisterne nu fastslået at bibelkritikken er gået for vidt. For eksempel står der i Bol’shaia Sovetskaia Entsiklopediia (Det Store Sovjetiske Leksikon): „I de senere år er en række af bibelkritikkens påstande blevet efterprøvet i lyset af nyere forskningsresultater, særlig med udgangspunkt i materialet fra den såkaldte bibelarkæologi. Nogle bibelske overleveringer der tidligere blev betragtet som myter . . . synes at have en historisk kerne.“ Læg i det følgende mærke til hvordan arkæologien har kastet lys over beretningen om Abraham.

Ur i Kaldæa

Ifølge Bibelen voksede Abraham op i „kaldæernes Ur“. (1 Mosebog 11:27-31; 15:7) I flere hundrede år forblev Urs beliggenhed et mysterium. Kritikerne var overbeviste om at Ur, hvis det overhovedet fandtes, kun var en ubetydelig, tilbagestående by. Men til deres overraskelse blev nogle ruiner mellem Babylon og Den Persiske Golf umiskendeligt identificeret som Ur. Tusinder af lertavler som blev gravet frem på dette sted, afslørede at Ur havde været et center for verdenshandel og at den havde haft en stor kosmopolitisk befolkning. På Abrahams tid havde byen endog skoler hvor drengene lærte at skrive og regne.

Endvidere viste udgravninger i Ur at byens arkitekter anvendte søjler, buer, hvælvinger og kupler. Urs kunsthåndværkere fremstillede udsøgte smykker, kunstfærdige harper, og dolke med klinger af rent guld. I adskillige huse har arkæologer udgravet kloakrør lavet af brændt ler som fører ned til nogle store afløbscisterner der er op til tolv meter dybe.

Disse opdagelser har givet mange forskere et nyt syn på Abraham. „Vi var blevet vant til at betragte Abraham som en der blot boede i telte, men har nu fundet ud af at han muligvis boede i et moderne murstenshus i en by,“ skriver Sir Leonard Woolley i sin bog Digging Up the Past. Arkæologen Alan Millard fastslår i sin bog Skatte fra Bibelens tid at „Abraham [forlod] den forfinede by med al dens sikkerhed og rigdom for at blive en af de foragtede nomader“!

Kedorlaomers invasion

Hvad med Abrahams sejr over Kedorlaomer, Elams konge? I begyndelsen af det 19. århundrede kendte man kun lidt til elamitterne. Bibelkritikerne forkastede tanken om at Elam nogen sinde skulle have haft indflydelse på Babylon, endsige på Palæstina. Nu har man imidlertid fået et andet syn på elamitterne. Arkæologien har vist at Elam var en mægtig militærnation. Funk & Wagnalls Standard Reference Encyclopedia fastslår: „Elamitterne ødelagde byen Ur omkring år 1950 f.v.t. . . . Senere øvede de en betydelig indflydelse på Babylons regenter.“

Arkæologer har desuden fundet inskriptioner med navnene på elamitiske konger. Nogle af dem indledes med udtrykket „Kudur“ der er meget lig „Kedor“. En mægtig elamitisk gudinde bar navnet Lagamar der minder meget om „laomer“. Som følge heraf er Kedorlaomer nu accepteret af nogle verdslige kilder som en historisk hersker, hvis navn muligvis betyder „Lagamars tjener“. En række babyloniske inskriptioner indeholder navne der minder om navnene på tre af de angribende konger — Tudhula (Tidal), Eri-aku (Arjok) og Kudur-lahmil (Kedorlaomer). (1 Mosebog 14:1) I bogen Hidden Things of God’s Revelation tilføjer dr. A. Custance: „Ud over disse navne fandt man nogle detaljer som efter alt at dømme henviser til de begivenheder der fandt sted i Babylonien da elamitterne befæstede deres herredømme over landet. . . . Disse lertavler bekræftede Bibelen så grundigt at den højere kritik gjorde alt hvad der stod i dens magt for bevidst at undertrykke deres betydning.“

Hvad med de fire kongers invasion? Er der noget arkæologisk vidnesbyrd i Jordan og Negeb der støtter den? Ja. I sin bog The Archaeology of the Land of Israel nævner professor Yohanan Aharoni at den præisraelitiske civilisation, der havde „imponerende“ bebyggelser i Transjordanien og Negeb, forsvandt „omkring år 2000 f.v.t.“ Andre arkæologer hævder at dette skete omkring år 1900 f.v.t. „Lertøjet fra denne periode i Negeb og Transjordanien er identisk, og vidner i begge tilfælde om en pludselig, katastrofal udslettelse af civilisationen,“ erklærer dr. Harold Stigers i sin bog Commentary on Genesis. Selv bibelkritikere, såsom John Van Seters, accepterer disse beviser. „Det er en uløst gåde hvor disse folkeslag forsvandt hen (hvis de forsvandt nogen steder hen) i slutningen af denne periode,“ skriver han i sin bog Abraham in History and Tradition.

Første Mosebog, kapitel 14, indeholder måske løsningen på problemet. Ifølge Bibelens kronologi kom Abraham til Kana’an i 1943 f.v.t. Kedorlaomers ødelæggende invasion må altså have fundet sted kort efter dette tidspunkt.

[Kort/​illustrationer på side 7]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Det Store Hav

NEGEB

Damaskus

Karan

Eufrat

Tigris

Ur

ELAM

Den Persiske Bugt

[Kort]

Damaskus

Dan

REFA’IM

ZUZIM

Sikem

Betel

Jordanegnen

Salthavet

Hebron

NEGEB

Kongevejen

EMIM

Gomorra

Sodoma

HORITTER