JØDER, kristne og muslimer har i tidens løb været uenige om mange ting. Men trods deres meningsforskelle har de i det mindste én ting tilfælles: dyb respekt for den mand som er kendt under navnet Moses. Jøderne anerkender ham som „den største af alle jødiske lærere“ — grundlæggeren af den jødiske nation. De kristne betragter ham som en forløber for Jesus Kristus. Muslimerne anser Moses for at være en af deres største profeter.

Moses er således en af de mest betydningsfulde personer i menneskehedens historie. Alligevel har han i mere end hundrede år været genstand for debat både blandt forskere og præster. Mange sætter ikke alene spørgsmålstegn ved om Moses gjorde mirakler og førte israelitterne ud af Ægypten, men også ved om han overhovedet har eksisteret. Jonathan Kirsch skriver i sin bog Moses — A Life: „Det eneste vi kan sige om den historiske Moses er at en person som den mand der beskrives i Bibelen, måske har levet på et eller andet tidspunkt og sted i en fjern fortid, og at hans bedrifter måske har været det sandskorn om hvilket legender og overleveringer ligesom perlemor langsomt har aflejret sig gennem århundrederne indtil han blev den store og kontroversielle personlighed vi finder på Bibelens sider.“

Umiddelbart kan en sådan skepsis måske virke berettiget. Nogle kritikere siger for eksempel at mens man har fundet arkæologiske beviser der bekræfter eksistensen af bibelske personer som for eksempel den israelitiske kong Jehu, har man ikke fundet arkæologiske beviser på at Moses har eksisteret. Det er dog ikke ensbetydende med at beretningen om Moses er opdigtet. Skeptikere har engang hævdet at andre personer der er nævnt i Bibelen, eksempelvis den babyloniske kong Belsazzar og den assyriske kong Sargon, var opdigtede personer — indtil arkæologiske vidnesbyrd bekræftede at de virkelig havde levet.

Forfatteren Jonathan Kirsch siger: „Der er så få arkæologiske fund fra Bibelens Israel at den fuldstændige mangel på omtale af Moses i andre kilder end Bibelen hverken er overraskende eller afgørende.“ Nogle mener, siger Kirsch, at det er usandsynligt at Moses blot er et fantasifoster, eftersom „en livsberetning der er så rig på detaljer og dialog og er så kompleks . . . , ikke kan være noget man blot har fundet på“.

Uanset om du er troende eller ej, er du sikkert bekendt med hovedbegivenhederne i Moses’ liv: hans møde med Gud ved den brændende busk, israelitternes udvandring fra trældommen i Ægypten og delingen af Det Røde Hav. Men er der grund til at tro at alle disse ting har fundet sted i virkeligheden? Eller er Moses ikke andet end en opdigtet person? Den næste artikel vil komme ind på disse spændende spørgsmål.

MOSES blev født i dødens skygge. Det folk han tilhørte, bestod af nogle nomadefamilier som havde bosat sig i Ægypten sammen med deres far, Jakob, eller Israel, for at undgå hungersnød. I årtier havde de levet i fredelig sameksistens med deres ægyptiske naboer. Men så skete der en forandring. En anset historisk kilde siger: „Der [fremstod] en ny konge over Ægypten . . . Og han sagde til sit folk: ’Se! Israels sønners folk er talrigere og mægtigere end vi. Kom! Lad os handle klogt med dem, for at de ikke skal blive talrigere.’“ Hvad var planen? At begrænse den israelitiske befolkning ved med tyranni at tvinge folket „til at udføre trællearbejde“ og ved at give de hebraiske jordemødre påbud om at dræbe alle de nyfødte drengebørn som de hjalp til verden. (2 Mosebog 1:8-10, 13, 14) Men på grund af disse modige jordemødre som nægtede at adlyde befalingen, voksede israelitterne i tal. Ægypternes konge gav derfor følgende befaling: „Enhver nyfødt søn skal I kaste i Nilen.“ — 2 Mosebog 1:22.

Et israelitisk ægtepar, Amram og Jokebed, ’frygtede ikke kongens ordre’. (Hebræerne 11:23) Jokebed fødte en søn, der senere blev beskrevet som „ualmindelig køn“.a (Apostelgerninger 7:20) Måske havde de på fornemmelsen at dette barn var særlig begunstiget af Gud. Hvorom alting er, de nægtede at lade deres barn blive dræbt. Med risiko for deres eget liv besluttede de at skjule barnet.

Efter tre måneder kunne Moses’ forældre ikke længere holde ham skjult. Til sidst, da de ikke havde noget andet valg, skred de til handling. Jokebed anbragte drengen i en papyrusark og satte ham ud på Nilen. Denne handling var, uden at Jokebed selv vidste det, begyndelsen til noget som fik stor historisk betydning. — 2 Mosebog 2:3, 4.

Kan man tro på beretningen?

Mange forskere affærdiger disse begivenheder som fiktion. Tidsskriftet Christianity Today siger: „Faktum er at man ikke har fundet et eneste direkte arkæologisk vidnesbyrd om [de år] Israels børn opholdt sig i Ægypten.“ Selv om der måske ikke findes håndgribelige beviser, er der mange indirekte vidnesbyrd om at Bibelens beretning er troværdig. Egyptologen James K. Hoffmeier siger i sin bog Israel in Egypt: „Arkæologiske data viser tydeligt at Ægypten blev besøgt af folkeslag fra Levanten [lande ved Middelhavets østlige bred], især på grund af klimatiske problemer der medførte tørke . . . I en periode fra omkring år 1800 til 1540 før Kristus var Ægypten således et attraktivt sted at flytte til for de indbyggere i det vestlige Asien der talte et semitisk sprog.“

Det har desuden længe været anerkendt at Bibelens beskrivelse af israelitternes trældom i Ægypten er nøjagtig. Bogen Moses — A Life oplyser: „Bibelens beretning om undertrykkelsen af israelitterne synes at være bekræftet af et ofte afbildet gravmaleri fra oldtidens Ægypten som meget detaljeret viser en gruppe slaver i færd med at fremstille teglsten.“

Bibelens beskrivelse af den lille ark som Jokebed brugte, virker også troværdig. Bibelen siger at den var lavet af papyrus, som ifølge Cooks Commentary „ofte blev brugt af ægypterne til fremstilling af lette og hurtige både“.

Men er det ikke svært at tro at en statsleder ville befale at børn skånselsløst skulle slås ihjel? Forskeren George Rawlinson siger: „Massedrab på børn . . . har været almindeligt udbredt på flere tidspunkter i historien og i forskellige dele af verden, og man har betragtet det som en bagatel.“ Ja, selv i vor tid kan man finde den slags gruopvækkende eksempler på massemord. Bibelens beretning kan virke chokerende, men er desværre alt for troværdig.

Adopteret af Faraos datter

Jokebed overlod ikke sit barns skæbne til tilfældigheder. Hun „satte [arken] mellem sivene ved Nilens bred“. Det var sikkert et sted hvor der var gode chancer for at arken ville blive opdaget. Her plejede Faraos datter at komme ned for at bade.b — 2 Mosebog 2:2-4.

Den lille ark blev hurtigt opdaget. „Da [Faraos datter] åbnede den, så hun barnet, og se, drengen græd. Da fik hun medlidenhed med ham, skønt hun sagde: ’Det er et af hebræernes børn.’“ Den ægyptiske prinsesse bestemte sig for at adoptere ham. Det navn hans forældre havde givet ham, er for længst glemt. I dag kendes han verden over ved det navn hans adoptivmor gav ham, nemlig Moses.c — 2 Mosebog 2:5-10.

Men er det ikke ret usandsynligt at en ægyptisk prinsesse ville tage et sådant barn til sig? Nej, for ifølge ægyptisk religion skulle man gøre en række gode gerninger i sit liv for at få adgang til himmelen efter døden. Med hensyn til adoption i Ægypten siger arkæologen Joyce Tyldesley desuden: „Ægyptiske kvinder var ligestillede med ægyptiske mænd. De havde de samme juridiske og økonomiske rettigheder, i hvert fald i teorien, og . . . kvinder havde lov til at adoptere.“ Et gammelt papyrusdokument om adoption attesterer en ægyptisk kvindes adoption af sine slaver. Om ansættelsen af Moses’ mor som amme siger The Anchor Bible Dictionary: „At Moses’ biologiske mor blev betalt for at amme ham, . . . svarer til den praksis der står nedfældet i mesopotamiske adoptionskontrakter.“

Nu hvor Moses var blevet adopteret, ville man da holde hans hebraiske oprindelse som en hemmelighed for ham? Det er der nogle hollywoodfilm som lader formode. Men Bibelen indikerer noget andet. Moses’ søster, Mirjam, fik arrangeret at han blev ammet af sin egen mor, Jokebed. Man kan ikke forestille sig at denne gudfrygtige kvinde ville skjule sandheden for sin søn. Og eftersom det dengang var almindeligt at amme børnene i flere år, havde Jokebed rig lejlighed til at fortælle Moses om ’Abrahams, Isaks og Jakobs Gud’. (2 Mosebog 3:6) En sådan åndelig grundvold var til stor gavn for Moses, for efter at han var blevet overdraget til Faraos datter, blev han „oplært i al ægypternes visdom“. Historikeren Josefus’ påstand om at Moses havde rang af general i en krig mod Etiopien, kan ikke bekræftes. Bibelen siger dog at Moses „var magtfuld i sine ord og gerninger“.d — Apostelgerninger 7:22.

I en alder af 40 havde Moses sikkert gode forudsætninger for at blive en fremtrædende leder i Ægypten. Han kunne opnå magt og rigdom hvis han forblev i Faraos husstand. Men så skete der noget som vendte op og ned på hans liv.

Flygter til Midjan

En dag fik Moses „øje på en ægypter som slog en hebræer, en af hans brødre“. I mange år havde Moses kun nydt fordelene ved henholdsvis sit hebraiske og sit ægyptiske tilhørsforhold. Men da han så en af sine landsmænd blive slået — måske så voldsomt at det kunne have kostet manden livet — traf han en beslutning som fik store følger. (2 Mosebog 2:11) Han „nægtede . . . at lade sig kalde søn af Faraos datter, idet han valgte at blive mishandlet sammen med Guds folk“. — Hebræerne 11:24, 25.

Moses skred hurtigt ind og gjorde noget som ikke stod til at ændre. „Han [slog] ægypteren ihjel og gemte ham i sandet.“ (2 Mosebog 2:12) Dette var ikke en handling begået af et menneske „med tendens til pludselige vredesudbrud“, sådan som en kritiker har påstået. Det var snarere en handling, om end fejlvurderet, der udsprang af hans tillid til Guds løfte om at Israel ville blive udfriet fra Ægypten. (1 Mosebog 15:13, 14) Måske har Moses naivt troet at det han gjorde, ville anspore hans folk til at gøre oprør. (Apostelgerninger 7:25) Men til hans store ærgrelse nægtede israelitterne at anerkende ham som leder. Da nyheden om drabet nåede Farao, blev Moses tvunget til at gå i landflygtighed. Han bosatte sig i Midjan og giftede sig med en kvinde ved navn Zippora, som var datter af Jetro, en nomadehøvding.

I 40 lange år levede Moses en enkel tilværelse som hyrde, og hans håb om at blive israelitternes befrier var knust. Men en dag da han drev Jetros småkvæg hen til et sted i nærheden af Horeb, viste Jehovas engel sig for ham i en brændende busk. Måske kan vi se situationen for os: „Før mit folk, Israels sønner, ud af Ægypten,“ befaler Gud. Men den Moses som svarer, er tøvende og usikker: „Hvem er jeg at jeg skulle gå til Farao og at jeg skulle føre Israels sønner ud af Ægypten?“ Moses omtaler endog en svaghed han har, og som nogle filmproducenter har undladt at skildre, nemlig at han øjensynlig har en talefejl. Sikke en forskel der er på Moses og heltene i gamle myter og legender! De 40 år han har været hyrde, har gjort ham mere ydmyg og mild. Selv om Moses er usikker på sig selv, er Gud ikke i tvivl om at han vil være egnet som leder. — 2 Mosebog 3:1–4:20.

Udfrielse fra Ægypten

Moses forlader Midjan og kommer frem for Farao med krav om at Guds folk skal have lov til at rejse. Fordi den stædige monark nægter at give dem tilladelse, bliver Ægypten ramt af ti plager. Den tiende plage bringer død over alle Ægyptens førstefødte, og endelig giver Farao israelitterne lov til at forlade landet. — 2 Mosebog, kapitel 5-13.

Disse begivenheder er velkendte for de fleste. Men har de virkelig fundet sted? Nogle hævder at beretningen må være opdigtet eftersom Faraos personlige navn ikke nævnes i den.e Men førnævnte James K. Hoffmeier siger at ægyptiske skrivere ofte med vilje udelod navnene på faraonernes fjender. Han anfører følgende: „Ingen historiker vil vel betvivle ægtheden af beretningen om Tuthmosis III’s felttog i Megiddo fordi navnene på kongerne af Kadesj og Megiddo ikke er optegnet.“ Hoffmeier siger at der måske er „gode teologiske grunde“ til at Bibelen ikke nævner Farao ved navn. En af dem er at opmærksomheden derved først og fremmest rettes mod Gud, ikke mod Farao.

Nogle kritikere betvivler ikke desto mindre troværdigheden af beretningen om jødernes masseudvandring fra Ægypten. Forskeren Homer W. Smith bruger det argument at en sådan masseudvandring „afgjort ville have sat sine tydelige spor i den ægyptiske eller aramaiske historie . . . Det er mere sandsynligt at legenden om udgangen fra Ægypten er en forvansket og fantasifuld beretning om nogle få jøders flugt fra Ægypten til Palæstina.“

Det er sandt at der ikke findes ægyptiske inskriptioner som bekræfter denne begivenhed. Men ægypterne var ikke blege for at ændre historiske inskriptioner hvis sandheden stillede dem i et dårligt lys eller skadede deres politiske interesser. Da Tuthmosis III kom til magten, forsøgte han at fjerne mindet om hans forgænger, dronning Hatshepsut. Egyptologen John Ray siger: „Hendes indskrifter blev udraderet, hendes obelisker omgivet af en mur, og hendes monumenter glemt. Hendes navn forekommer ikke i senere annaler.“ Lignende forsøg på at ændre eller skjule pinagtige kendsgerninger har også fundet sted i vor tid.

Hvad angår mangelen på arkæologiske vidnesbyrd om jødernes vandring i ørkenen, må vi huske at de var nomader. De byggede ingen byer, og de dyrkede ingen afgrøder. De efterlod sig formentlig ikke meget andet end deres fodspor. Man kan dog finde overbevisende vidnesbyrd om ørkenvandringen i Bibelen. Den nævnes flere gange i denne hellige bog. (1 Samuel 4:8; Salme 78; Salme 95; Salme 106; 1 Korinther 10:1-5) Det er værd at bemærke at også Jesus Kristus bekræftede at ørkenvandringen havde fundet sted. — Johannes 3:14.

Det er altså hævet over enhver tvivl at Bibelens beretning om Moses er sandfærdig. Men det er mange år siden han levede. Hvordan kan hans liv have betydning for dig?

MANGE forskere og kritikere betragter kun Moses som en sagnfigur. De afviser Bibelens beretning på grundlag af en bevisførelse der indebærer at mænd som Platon og Sokrates også må betragtes som sagnfigurer.

Men som vi har set, er der ingen gyldig grund til at forkaste Bibelens beretning om Moses. Tværtimod er der for troende mennesker overvældende vidnesbyrd om at hele Bibelen er „Guds ord“.a (1 Thessaloniker 2:13; Hebræerne 11:1) For dem er dét at undersøge Moses’ liv ikke bare et akademisk anliggende, men en måde at få opbygget deres tro på.

Moses — som han virkelig var

Filmproducenter fremhæver ofte Moses’ heltemod, noget som tiltaler publikum. Det er sandt at Moses var modig. (2 Mosebog 2:16-19) Men han var først og fremmest en troens mand. Gud var virkelig for Moses — så meget at apostelen Paulus senere skrev at Moses „holdt stand som så han den usynlige“. — Hebræerne 11:24-28.

Moses’ eksempel lærer os at vi må opdyrke et nært forhold til Gud. I vores daglige liv kan vi også opføre os som om vi kan se Gud. Gør vi det, vil vi aldrig foretage os noget som han ikke synes om. Læg også mærke til at Moses’ tro var blevet opbygget i ham fra barnsben. Hans tro var stærk nok til at modstå påvirkningen fra „al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Det er en god tilskyndelse til forældre om at begynde med at fortælle deres børn om Gud allerede mens børnene er helt små. — Ordsprogene 22:6; 2 Timoteus 3:15.

Det er også værd at lægge mærke til Moses’ ydmyghed. Han var „den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Moses var villig til at indrømme sine fejl. Han skrev om sin forsømmelighed med hensyn til at omskære sin søn. (2 Mosebog 4:24-26) Han fortalte åbent om hvordan han ved en lejlighed undlod at give Gud ære, og om den alvorlige straf Gud tildelte ham. (4 Mosebog 20:2-12; 5 Mosebog 1:37) Moses var også villig til at tage imod råd fra andre. (2 Mosebog 18:13-24) Han er et godt eksempel for ægtemænd, familiefædre og andre der har myndighed.

Nogle kritikere sætter dog spørgsmålstegn ved om Moses virkelig var så ydmyg, idet de henviser til de voldshandlinger han begik. (2 Mosebog 32:26-28) Forfatteren Jonathan Kirsch siger: „Bibelens Moses er sjældent ydmyg og aldrig mild, og hans adfærd kan ikke altid betragtes som værende retfærdig. I visse skræmmende situationer . . . viser Moses sig at være en arrogant, blodtørstig og grusom person.“ En sådan kritik er særdeles fordomsfuld. Den overser det faktum at Moses’ handlinger ikke var motiveret af grusomhed, men af en stærk retfærdighedssans og afsky for ondskab. I disse tider hvor det er velset at være tolerant over for en umoralsk livsstil, minder Moses’ eksempel os om nødvendigheden af at have faste moralnormer. — Salme 97:10.

Hvordan Moses’ skrifter gavner os i dag

Moses efterlod sig en imponerende skriftsamling. Den omfatter digtekunst (Jobs Bog, Salme 90), historisk prosa (1 Mosebog, 2 Mosebog, 4 Mosebog), slægtsregistre (1 Mosebog, kapitel 5, 11, 19, 22, 25) og en betydelig lovsamling som kaldes Moseloven (2 Mosebog, kapitel 20-40; 3 Mosebog; 4 Mosebog; 5 Mosebog). Denne guddommeligt inspirerede lov indeholdt begreber, love samt principper for regeringsførelse som var mange hundrede år forud for deres tid.

I lande hvor statsoverhovedet også er kirkens overhoved, er resultatet ofte intolerance, religiøs undertrykkelse og magtmisbrug. Moseloven indeholdt princippet om adskillelse mellem kirke og stat. Kongen havde ikke lov til at varetage præstelige pligter. — 2 Krønikebog 26:16-18.

Moseloven indeholdt også forskrifter for hygiejne og sygdomskontrol som stemmer med videnskaben i dag, eksempelvis bortskaffelse af menneskeekskrementer og karantæne af syge. (3 Mosebog 13:1-59; 14:38, 46; 5 Mosebog 23:13) Det er bemærkelsesværdigt, for meget af den ægyptiske lægekunst på Moses’ tid var en dødsensfarlig blanding af kvaksalveri og overtro. I dag ville millioner af mennesker i udviklingslandene kunne undgå sygdom og en for tidlig død hvis Moselovens hygiejneforskrifter blev fulgt.

Kristne er ikke forpligtede til at holde Moseloven. (Kolossenserne 2:13, 14) Det er dog stadig meget gavnligt at kende til den. Loven tilskyndede Israel til at vise Gud udelt hengivenhed og helt at holde sig fra afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4; 5 Mosebog 5:9) Børn fik påbud om at ære deres forældre. (2 Mosebog 20:12) Desuden fordømte Moseloven mord, ægteskabsbrud, tyveri, løgn og begærlighed. (2 Mosebog 20:13-17) Kristne i dag sætter disse love og principper meget højt.

En profet som Moses

Vi lever i en vanskelig tid. Menneskeheden har bestemt brug for en leder som Moses — en som ikke alene har magt og myndighed, men også er retskaffen, modig, barmhjertig og retfærdig. Da Moses døde, har israelitterne måske spekuleret på om verden nogen sinde ville se hans lige. Det havde Moses allerede selv givet svaret på.

Moses’ skrifter forklarer hvordan sygdom og død kom ind i verden, og hvorfor Gud har tilladt ondskaben. (1 Mosebog 3:1-19; Job, kapitel 1 og 2) I Første Mosebog 3:15 finder vi den allerførste af Guds profetier — et løfte om at ondskaben vil blive fjernet! Hvordan vil det ske? Profetien lod forstå at der ville blive født én der ville bringe frelse. Løftet gav håb om en kommende Messias som ville frelse menneskeheden. Hvem ville det vise sig at være? Moses hjælper os til at identificere ham.

Hen imod slutningen af sit liv udtalte Moses disse betydningsfulde ord: „En profet som mig vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på.“ (5 Mosebog 18:15) Apostelen Peter anvendte senere disse ord direkte på Jesus. — Apostelgerninger 3:20-26.

De fleste jødiske bibelkommentatorer mener afgjort ikke at man kan sammenligne Moses med Jesus. De hævder at ordene i Femte Mosebog 18:15 gælder enhver sand profet efter Moses. Men ifølge Tanakh — The Holy Scriptures, udgivet af Jewish Publication Society, står der i Femte Mosebog 34:10: „Der fremstod aldrig mere i Israel en profet som Moses — hvem HERREN omgikkes ansigt til ansigt.“

Ja, efter Moses fremstod der mange trofaste profeter, som for eksempel Esajas og Jeremias. Men ingen fik det særlige forhold til Gud som Moses havde haft — han havde talt med Gud „ansigt til ansigt“. Moses’ løfte om at der ville komme en profet ’som ham’, må derfor sigte til én bestemt person — Messias! Det er værd at lægge mærke til at der før indførelsen af kristendommen — og religiøs forfølgelse fra falske kristne — var jødiske lærde som havde det samme syn. Det indikeres i jødiske skrifter som for eksempel Midrash Rabbah, der beskriver Moses som forløberen for den „sidste Frelser“, eller Messias.

At Jesus på mange måder var som Moses, kan ikke benægtes. (Se rammen „Jesus — en profet som Moses“). Jesus har magt og myndighed. (Mattæus 28:19) Han „har et mildt sind og er ydmyg af hjertet“. (Mattæus 11:29) Han hader lovløshed og uretfærdighed. (Hebræerne 1:9) Derfor er han også i stand til at give os den ledelse vi har så hårdt brug for. Han vil snart fuldstændig fjerne ondskaben og indføre de paradisiske forhold på jorden som beskrives i Bibelen.b