-
Spørgsmål fra læserneVagttårnet – 2015 | 15. februar
-
-
Bekræfter sekulære kilder at Pontius Pilatus har levet?
Inskriptionen på denne stentavle bærer Pilatus’ navn på latin
Pontius Pilatus er kendt af bibellæsere for sin rolle i retssagen mod og henrettelsen af Jesus. (Matt. 27:1, 2, 24-26) Men hans navn optræder også adskillige gange i andre samtidige historiske optegnelser. Ifølge The Anchor Bible Dictionary er samlingen af sekulære historiske henvisninger til ham “større og mere detaljeret end til nogen anden romersk statholder over Judæa”.
Pilatus’ navn forekommer oftest i skrifter af den jødiske historiker Josefus, som omtaler tre specifikke episoder i forbindelse med de vanskeligheder Pilatus havde mens han herskede over Judæa. En fjerde episode er beskrevet af den jødiske historiker Filon. Den romerske skribent Tacitus, der nedskrev det romerske kejserdømmes historie, bekræfter at Pontius Pilatus under Tiberius’ regering gav ordre til at Jesus skulle henrettes.
I 1961 fandt arkæologer i et gammelt romersk teater i Cæsarea, Israel, en genbrugt stentavle der tydeligt bar Pilatus’ navn. Inskriptionen (vist her) er ufuldstændig, men man mener at teksten oprindelig lød: “Til de ærede guder havde Pontius Pilatus, præfekt over Judæa, indviet (dette) Tiberieum.” Den bygning der sigtes til, Tiberieum, var sandsynligvis et tempel bygget til ære for den romerske kejser Tiberius.
-