Jordens form

Mennesker har i årtusinder spekuleret på hvordan Jordens form er. Før i tiden havde man den forestilling at den var flad. Babylonierne troede for eksempel at universet var en kasse eller et kammer hvor Jorden var gulvet. Vedapræsterne i Indien mente at Jorden var flad, og at det kun var den ene side der var beboet. En primitiv stamme i Asien forestillede sig Jorden som en stor serveringsbakke.

Allerede i det 6. århundrede f.v.t. fremsatte den græske filosof Pythagoras dog den teori at eftersom Solen og Månen var runde, måtte Jorden også være rund. Senere erklærede Aristoteles (4. århundrede f.v.t.) sig enig heri og forklarede at en måneformørkelse beviser at Jorden er rund eftersom Jordens skygge på Månen er bueformet.

Men forestillingen om at Jorden var flad (og kun beboet på den ene side), forsvandt ikke fuldstændig. Den logiske konsekvens af at Jorden var rund, var begrebet antipoder.a Men ikke alle ville acceptere dette. Lactantius, en kristen apologet fra det 4. århundrede e.v.t., gjorde nar af tanken. Han ræsonnerede som så: „Findes der nogen så tåbelig at han tror at der findes mennesker hvis fødder er oven over deres hoveder? . . . at træer og planter vokser nedad? at regn, sne og hagl falder opad?“²

Flere teologer fandt det antipodiske begreb problematisk. Ifølge visse teorier kunne mennesker der levede på den modsatte side af Jorden, ikke have nogen forbindelse med de folkeslag man kendte til, enten fordi havet var for stort til at krydse, eller fordi der befandt sig en uigennemtrængelig tropisk zone ved ækvator. Hvor kunne sådanne mennesker så være kommet fra? Det gjorde nogle teologer så forvirrede at de foretrak at tro at der ikke kunne findes mennesker på den modsatte side af Jorden, eller, som Lactantius indvendte, at Jorden i det hele taget ikke kunne være rund.

Men forestillingen om at Jorden var rund, vandt hævd og blev til sidst almindeligt accepteret. Det er imidlertid først her i det 20. århundredes rumalder at det er blevet muligt for mennesker at rejse tilstrækkelig langt ud i rummet til at de ved selvsyn har kunnet konstatere at jorden er kugleformet.b

Hvad siger Bibelen i denne forbindelse? I det 8. århundrede f.v.t., da man havde den fremherskende opfattelse at Jorden var flad — flere hundrede år før græske filosoffer fremsatte teorier om at Jorden sandsynligvis var kugleformet, og tusinder af år før mennesker fra rummet så at Jorden var rund — sagde den hebraiske profet Esajas kort og godt: „Det er Ham der bor over jordens kreds.“ (Esajas 40:22) Det hebraiske ord chugh, der her er oversat med „kreds“, kan også gengives med „sfære“ eller „kugle“.³ Andre bibeloversættelser taler i dette skriftsted om „Jordens Bold“ (Lindberg) og „den runde jord“. — Moffatt.c

Bibelskribenten Esajas fremholdt altså ikke de almindeligt udbredte myter om Jorden. Han nedskrev derimod et faktum der ikke kunne kuldkastes af videnskabelige opdagelser.

Hvad holder Jorden oppe?

I fortiden var der også andre spørgsmål om kosmos der forvirrede folk: Hvad hviler Jorden på? Hvad holder Solen, Månen og stjernerne oppe? Man kendte intet til tyngdeloven, som Isaac Newton formulerede og beskrev i 1687. Folk vidste intet om at himmellegemerne faktisk hænger i det tomme rum. Datidens forklaringer gik derfor ud på at der måtte være noget håndgribeligt der holdt Jorden og de andre himmellegemer oppe.

En af teorierne, der måske er udtænkt af folk der boede på en ø, gik for eksempel ud på at Jorden var omgivet af vand, og at den flød i dette vand. Hinduerne forestillede sig at Jorden havde adskillige fundamenter anbragt oven på hinanden. Den hvilede på fire elefanter der stod på en enorm skildpadde som igen stod på en kolossal slange, og den sammenrullede slange flød på universets vande. Empedokles, en græsk filosof fra det 5. århundrede f.v.t., troede at Jorden hvilede på en hvirvelvind, og at det var denne hvirvelvind der fik himmellegemerne til at bevæge sig.

Aristoteles fremholdt en af de opfattelser der fik størst udbredelse. Han havde en teori om at Jorden var en kugle, men mente ikke at den kunne hænge i det tomme rum. I sin afhandling Universets Bygning imødegår Aristoteles den opfattelse at Jorden hviler på vand, med ordene: „Heller ikke Vandet har jo den Natur at kunne holde sig svævende i Luften, men maa have noget at hvile paa.“⁴ Hvad ’hviler’ Jorden da på? Aristoteles mente at Solen, Månen og stjernerne var fastgjort på overfladen af faste gennemsigtige kugler. Den ene kugle lå inden i den anden, og Jorden lå ubevægelig i midten. Når kuglerne drejede rundt inde i hinanden, bevægede de objekter der sad på dem — Solen, Månen og planeterne — sig hen over himmelen.

Aristoteles’ forklaring forekom logisk. Hvordan kunne himmellegemerne holde sig oppe hvis ikke de var fastgjort til et eller andet? Den agtede Aristoteles’ teori blev anerkendt som faktum i cirka 2000 år. Ifølge The New Encyclopædia Britannica opnåede hans lære i det 16. og 17. århundrede „status af religiøst dogme“ i kirkens øjne.⁵

Da teleskopet blev opfundet, begyndte astronomerne at betvivle Aristoteles’ teori. Man forstod dog først den rette sammenhæng da sir Isaac Newton forklarede at planeterne hænger i det tomme rum og holdes i kredsløb af en usynlig kraft, nemlig tyngdekraften. Teorien forekom imidlertid mange utrolig, og nogle af Newtons kolleger fandt det vanskeligt at tro at rummet kunne være et stort intet hvor der i det store og hele ikke fandtes stof.d⁶

Hvad siger Bibelen herom? For næsten 3500 år siden sagde Bibelen klart og tydeligt at Jorden hænger „på intet“. (Job 26:7) Det hebraiske ord der her er gengivet med „intet“ (belīmahʹ), betyder ordret „uden noget“.⁷ Bibeloversættelsen Contemporary English Version bruger udtrykket „i det tomme rum“.

At Jorden var en planet der hang i „det tomme rum“, var på ingen måde den forestilling flertallet havde på daværende tidspunkt. Men langt forud for sin tid nedfældede bibelskribenten en udtalelse der er videnskabeligt korrekt.