Profetien i Daniel 8:5-8, 21, 22 og 11:3, 4 fortalte meget specifikt at „Grækenlands . . . første konge“ ville blive usædvanlig stor. Denne hersker ville blive fjernet mens han stod på magtens tinde, og hans rige ville blive delt i fire, men ikke tilfalde hans efterkommere. Mere end 200 år efter at denne profeti blev nedskrevet, viste denne mægtige konge sig at være Alexander den Store. Historiske kilder fortæller at han ville lide en alt for tidlig død, og at hans rige blev delt mellem fire af hans generaler — ikke hans efterkommere.

Nogle kritikere hævder at denne profeti må være skrevet efter at begivenhederne fandt sted. Men prøv at se nærmere på den førnævnte beretning i Daniels Bog. Anser man den for at være en profeti, er detaljerne bemærkelsesværdige. Men betragter man den som historie der giver sig ud for at være profeti, synes der så ikke at mangle en mængde detaljer? Hvis en bedrager som levede efter Alexanders død, ville forsøge at imponere sine læsere med en opdigtet profeti, hvorfor nævnte han så ikke at to af Alexanders sønner ville forsøge at opnå kongeværdighed efter faderens død, og at de i stedet ville blive myrdet? Hvorfor nævnte han ikke at det ville vare flere årtier før alle fire generaler ville sikre sig magten over forskellige dele af Alexanders rige? Hvorfor nævnte han for den sags skyld ikke navnene på den store konge og hans fire generaler?

De hårdnakkede men ubeviste påstande om at Bibelens profetier er nedskrevet efter at begivenhederne fandt sted, fremføres af dem der inden de undersøger beviserne, har besluttet at det er umuligt at forudsige fremtidige begivenheder. Eftersom de ikke vil anerkende Bibelen som Guds ord, er de tvunget til at forklare alt fra et rent menneskeligt, kødeligt synspunkt. Men Gud gav ved inspiration tilstrækkeligt med profetiske detaljer til at bevise at han er dens forfatter.a