Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • De ventede på Messias
    Vagttårnet – 2011 | 15. august
    • De ventede på Messias

      „Folket var i forventning og alle [spurgte] i deres hjerter . . . angående Johannes: ’Kunne han måske være Messias?’“ — LUK. 3:15.

      1. Hvilket budskab hører nogle hyrder proklameret af engle?

      NATTEN er faldet på. Der er hyrder udendørs som holder vagt over deres hjorde. Pludselig står en engel hos dem, og Jehovas herlighed stråler om dem. Og hør! Engelen proklamerer det dramatiske budskab: „I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren,“ den som skulle vise sig at være Messias. Hyrderne kan finde det nyfødte barn liggende i en krybbe i en nærliggende by. Pludselig begynder „en mængde fra den himmelske hær“ at prise Jehova med ordene: „Ære til Gud i det højeste, og på jorden fred blandt mennesker der har Guds velvilje.“ — Luk. 2:8-14.

      2. Hvad betyder ordet „messias“, og hvordan finder man ud af hvem Jehova har udpeget som Messias?

      2 De jødiske hyrder ved naturligvis at betegnelsen „messias“ eller „kristus“ sigter til Guds „salvede“. (2 Mos. 29:5-7) Men hvordan kunne de selv få flere oplysninger og overbevise andre om at det barn engelen lige har nævnt, vil være den person som Jehova har udpeget til at være Messias? Ved at undersøge profetierne i De Hebraiske Skrifter og sammenligne dem med dette barns livsløb.

      Hvorfor var folket i forventning?

      3, 4. Hvordan skal vi forstå Daniel 9:24, 25?

      3 Da Johannes Døber trådte frem mange år senere, fik hans ord og gerninger nogle til at spørge om han mon var Messias.a (Læs Lukas 3:15). Det er muligt at nogle har haft den rette forståelse af den messianske profeti om de „halvfjerds uger“. Hvis det var tilfældet, har de kunnet regne ud hvornår Messias ville fremstå. Profetien lyder i uddrag: „Fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil Messias, Føreren, vil der være syv uger og toogtres uger.“ (Dan. 9:24, 25) Flere bibeloversættere er enige om at der her er tale om åruger. Flere oversættelser siger direkte i bibelteksten „halvfjerds åruger“. Det gælder for eksempel Revised Standard Version. De danske autoriserede oversættelser af 1931 og 1992 nævner det i en fodnote.

      4 I dag er Jehovas Vidner klar over at de 69 uger, eller 483 år, i Daniel 9:25 begyndte i 455 f.v.t. da perserkongen Artaxerxes bemyndigede Nehemias til at genrejse og genopbygge Jerusalem. (Neh. 2:1-8) Disse uger endte 483 år senere, i år 29 e.v.t., da Jesus fra Nazaret blev døbt og derefter salvet med hellig ånd og således blev Messias. — Matt. 3:13-17.b

      5. Hvilke profetier vil vi nu se nærmere på?

      5 Lad os nu se på nogle få af de mange andre messiasprofetier der blev opfyldt i forbindelse med Jesu fødsel, barndom, tidlige ungdom og forkyndervirksomhed. Det vil styrke vores tro på Guds profetiske ord og bekræfte for os at Jesus var den længe ventede Messias.

      Forudsigelser om hans fødsel og barndom

      6. Forklar hvordan Første Mosebog 49:10 blev opfyldt.

      6 Messias skulle fødes i Judas stamme. Da patriarken Jakob på sit dødsleje velsignede sine tolv sønner, forudsagde han blandt andet: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer, og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.“ (1 Mos. 49:10) Mange jødiske lærde har forbundet disse ord med Messias. Begyndende med kong David af Juda tilhørte scepteret (kongemagten) og kommandostaven (myndigheden til at befale) Judas stamme. „Silo“ betyder „han hvis den er“; „han som den tilhører“. Judas kongelige slægtslinje ville ende med „Silo“ som den evige arving til kongetronen, for Gud havde sagt til Zedekias, den sidste konge i Juda, at herredømmet ville blive givet til den der havde den juridiske ret til det. (Ez. 21:26, 27) Efter Zedekias var Jesus den eneste efterkommer af David som havde fået løfte om kongetronen. Før Jesu fødsel sagde engelen Gabriel til Maria: „Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Luk. 1:32, 33) Silo må være Jesus Kristus, som var en efterkommer af Juda og David. — Matt. 1:1-3, 6; Luk. 3:23, 31-34.

      7. Hvor blev Messias født, og hvorfor har dette betydning?

      7 Messias ville blive født i Betlehem. Profeten Mika skrev: „Du, Betlehem Efrata, for lille til at være blandt Judas tusinder, af dig skal der udgå en for mig som skal være hersker i Israel, en hvis udspring er fra de tidligste tider, fra en fjern fortids dage.“ (Mika 5:2) Messias skulle fødes i den judæiske by Betlehem, åbenbart engang kaldt Efrata. Jesu mor, Maria, og hans adoptivfar, Josef, boede i Nazaret, men som følge af et romersk påbud om at befolkningen skulle skrives i mandtal, rejste de til Betlehem, hvor Jesus blev født i år 2 f.v.t. (Matt. 2:1, 5, 6) Hvilken bemærkelsesværdig opfyldelse af profetien!

      8, 9. Hvad var blevet forudsagt om Messias’ fødsel og begivenhederne umiddelbart efter?

      8 Messias skulle fødes af en jomfru. (Læs Esajas 7:14). Det hebraiske ord bethulahʹ betyder „jomfru“, men i Esajas 7:14 står der et andet ord (‛almahʹ). Dér siges det profetisk at „den unge pige [ha‛almahʹ]“ skulle føde en søn. Ordet ‛almahʹ anvendes om den unge Rebekka før hun blev gift. (1 Mos. 24:16, 43) Under inspiration brugte Mattæus det græske ord for „jomfru“ (partheʹnos) da han pegede på at Esajas 7:14 blev opfyldt i forbindelse med Jesu fødsel. Mattæus og Lukas skriver begge i deres evangelier at Maria var jomfru, og at hun blev gravid ved hellig ånd. — Matt. 1:18-25; Luk. 1:26-35.

      9 Små børn ville blive slået ihjel efter Messias’ fødsel. Noget lignende var sket flere hundrede år før da den egyptiske Farao befalede at alle nyfødte hebraiske drengebørn skulle kastes i Nilen. (2 Mos. 1:22) Men særlig bemærkelsesværdig er profetien i Jeremias 31:15, 16, hvor der siges at Rakel græder over sine sønner som blev ført til „fjendens land“. Hendes klage kunne høres i det fjernereliggende Rama, i Benjamins land, nord for Jerusalem. Mattæus viser at Jeremias’ ord blev opfyldt da kong Herodes befalede at drengebørnene under en bestemt alder i Betlehem og omegn skulle slås ihjel. (Læs Mattæus 2:16-18). Man kan forestille sig den sorg der blev i dette område.

      10. Forklar hvordan Hoseas 11:1 blev opfyldt i forbindelse med Jesus.

      10 Ligesom israelitterne ville Messias blive kaldt fra Egypten. (Hos. 11:1) Før Herodes udstedte sin befaling om drengebørnene, havde en engel sagt at Josef, Maria og Jesus skulle flygte til Egypten. Dér blev de „indtil Herodes’ død, for at dét kunne opfyldes som var udtalt af Jehova gennem profeten, der sagde: ’Fra Ægypten kaldte jeg min søn.’“ (Matt. 2:13-15) Jesus kunne naturligvis ikke selv have sørget for at de forudsagte begivenheder omkring hans fødsel og barndom fandt sted.

      Messias står frem!

      11. Hvordan blev vejen beredt for Jehovas Salvede?

      11 Vejen skulle beredes for Guds Salvede. Malakias havde forudsagt at „profeten Elias“ ville gøre dette ved at berede folkets hjerter til Messias’ komme. (Læs Malakias 4:5, 6). Jesus identificerede selv denne „Elias“ med Johannes Døber. (Matt. 11:12-14) Og Markus påpegede at Johannes’ tjeneste var en opfyldelse af profeten Esajas’ ord. (Es. 40:3; Mark. 1:1-4) Jesus arrangerede ikke selv at Johannes udførte en Eliasgerning som hans forløber. Denne gerning blev udført i overensstemmelse med Guds vilje som et middel til at identificere Messias.

      12. Hvilken bemyndigelse hjælper os til at identificere Messias?

      12 En bemyndigelse fra Gud er med til at identificere Messias. I synagogen i Nazaret, den by hvor Jesus var vokset op, læste han op fra Esajas’ bogrulle og møntede følgende ord på sig selv: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; han sendte mig ud for at forkynde frigivelse for fanger og for blinde at de skal få deres syn igen, for at sende de undertvungne bort som frigivne, for at forkynde Jehovas velkomne år.“ Da Jesus var den lovede Messias, kunne han med rette sige: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ — Luk. 4:16-21.

      13. Hvordan var Jesu offentlige tjeneste i Galilæa blevet forudsagt?

      13 Messias’ offentlige tjeneste i Galilæa var blevet forudsagt. Om „Zebulons land og Naftalis land . . . nationernes Galilæa“ skrev Esajas: „Det folk der vandrede i mørket har set et stort lys. De der bor i landet med dystert mørke — lyset har skinnet på dem.“ (Es. 9:1, 2) Jesus begyndte at forkynde offentligt i Galilæa mens han boede i Kapernaum. Her var der mange af dem der hørte til Zebulons og Naftalis land, som kom til at nyde godt af det åndelige lys han bragte dem. (Matt. 4:12-16) Det var i Galilæa Jesus holdt sin tankevækkende bjergprædiken, udvalgte sine apostle og gjorde sit første mirakel, og det var sandsynligvis også her han efter sin opstandelse viste sig for omkring 500 disciple. (Matt. 5:1–7:27; 28:16-20; Mark. 3:13, 14; Joh. 2:8-11; 1 Kor. 15:6) Han opfyldte således Esajas’ profeti ved at forkynde i „Zebulons land og Naftalis land“. Jesus fortsatte naturligvis derefter med at forkynde budskabet om Riget mange andre steder i Israel.

      Andre forudsigelser om Messias

      14. Hvordan opfyldte Jesus Salme 78:2?

      14 Messias ville tale i lignelser, det vil sige bruge billeder. I en salme af Asaf siges der: „Med ordsprog vil jeg åbne min mund.“ (Sl. 78:2) Hvordan ved vi at dette var en profeti om Jesus? Det fortæller Mattæus os. Efter at have genfortalt nogle lignelser hvori Jesus sammenlignede Guds rige med et sennepsfrø og med surdej, siger Mattæus: „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten, der sagde: ’Jeg vil åbne min mund med billedtale, jeg vil kundgøre ting som har været skjult siden grundlæggelsen.’“ (Matt. 13:31-35) Ordsprog, billedtale eller lignelser, var blandt de effektive virkemidler Jesus brugte i sin undervisning.

      15. Fortæl hvordan Esajas 53:4 blev opfyldt.

      15 Messias bar vore sygdomme og svagheder. Esajas forudsagde: „I sandhed, han bar vore sygdomme; og han slæbte på vore lidelser.“ (Es. 53:4) Mattæus påpegede at Jesus, efter at have helbredt Peters svigermor, kurerede mange andre „for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.’“ (Matt. 8:14-17) Og det er kun én af de mange beretninger om at Jesus helbredte syge.

      16. Hvordan viste apostelen Johannes at Jesus opfyldte Esajas 53:1?

      16 Trods alt det gode Messias gjorde, var der mange som ikke ville tro på ham. (Læs Esajas 53:1). Apostelen Johannes viser hvordan denne profeti blev opfyldt, idet han skriver: „Skønt [Jesus] havde gjort så mange tegn for øjnene af dem, troede de ikke på ham, så at det ord profeten Esajas havde udtalt blev opfyldt: ’Jehova, hvem troede det de hørte af os? Og for hvem er Jehovas arm blevet åbenbaret?’“ (Joh. 12:37, 38) Der var heller ikke mange der troede på den gode nyhed om Jesus, Messias, under apostelen Paulus’ tjeneste. — Rom. 10:16, 17.

      17. Hvem møntede apostelen Johannes Salme 69:4 på?

      17 Messias ville blive hadet uden grund. (Sl. 69:4) Apostelen Johannes citerer disse ord af Jesus: „Hvis jeg ikke havde gjort de gerninger iblandt [folket] som ingen anden har gjort, havde de ingen synd; men nu har de både set og hadet såvel mig som min Fader. Men det er for at det ord der står skrevet i deres lov kan blive opfyldt: ’De hadede mig uden grund.’“ (Joh. 15:24, 25) Med udtrykket „deres lov“ menes der her hele Skriften, altså De Hebraiske Skrifter. (Joh. 10:34; 12:34) Ifølge evangelierne blev Jesus især hadet af jødernes religiøse ledere. Jesus sagde desuden: „Verden har ingen grund til at hade jer, men den hader mig, fordi jeg vidner om den at dens gerninger er onde.“ — Joh. 7:7.

      18. Hvilket yderligere studium vil styrke vores overbevisning om at Jesus er Messias?

      18 Jesu disciple i det første århundrede var sikre på at Jesus var Messias, for han opfyldte de messianske profetier i De Hebraiske Skrifter. (Matt. 16:16) Som vi har set, blev nogle af disse opfyldt på Jesus fra Nazaret i forbindelse med hans barndom, ungdom og tidlige tjeneste. I den følgende artikel vil vi se nærmere på flere profetier om Messias. Når vi under studium og bøn tænker nærmere over dem, vil det styrke vores overbevisning om at Jesus Kristus er den Messias som er udpeget af vor himmelske Fader, Jehova.

      [Fodnoter]

      a Ordet „Messias“ i Lukas 3:15 er en oversættelse af det græske ord Christosʹ med den bestemte artikel, ho, foran. Hermed vises det at der er tale om den person der ville komme som den lovede Messias, og ikke om personen ved navn „Kristus“. — Se Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2, side 280, paragraf 1.

      b En detaljeret behandling af de „halvfjerds uger“ findes i kapitel 11 i bogen Giv agt på Daniels profeti!

  • De fandt Messias!
    Vagttårnet – 2011 | 15. august
    • De fandt Messias!

      „Vi har fundet Messias.“ — JOH. 1:41.

      1. Hvad gik forud for bekendtgørelsen: „Vi har fundet Messias“?

      JOHANNES DØBER står sammen med to af sine disciple. Da Jesus nærmer sig, udbryder Johannes: „Se, Guds lam!“ Andreas og den anden discipel slutter sig omgående til Jesus og tilbringer resten af dagen sammen med ham. Senere finder Andreas sin bror, Simon Peter, og fører ham hen til Jesus efter at han dramatisk har bekendtgjort: „Vi har fundet Messias.“ — Joh. 1:35-41.

      2. Hvordan kan vi få gavn af en yderligere undersøgelse af de messianske profetier?

      2 I tiden derefter har Andreas, Peter og andre rig lejlighed til at granske Skrifterne, hvorefter de uforbeholdent kan erklære at Jesus fra Nazaret virkelig er den lovede Messias. Vores egen tro på Bibelen og Guds Messias vil blive yderligere underbygget når vi i det følgende fortsætter vores analyse af de messianske profetier.

      „Se! Din konge kommer“

      3. Hvilke profetier blev opfyldt da Jesus holdt sit indtog i Jerusalem?

      3 Messias ville holde sit indtog i Jerusalem. I Zakarias’ profeti stod der: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel, ja et fuldvoksent hanæsel, et hunæsels føl.“ (Zak. 9:9) Og salmisten skrev: „Velsignet er den der kommer i Jehovas navn.“ (Sl. 118:26) Jesus kunne ikke selv have arrangeret at folkemængden reagerede som den gjorde. Som en opfyldelse af profetien jublede folket spontant af glæde. Se situationen for dig, og forestil dig deres glade stemmer mens vi læser beretningen. — Læs Mattæus 21:4-9.

      4. Forklar hvad der skete som en opfyldelse af Salme 118:22, 23.

      4 Mange ville forkaste Jesus trods hans messianske akkreditiver, men i Guds øjne ville han være dyrebar. Som forudsagt ’blev han ringeagtet og ikke regnet for noget’ af dem som ikke ville tro de tydelige vidnesbyrd. (Es. 53:3; Mark. 9:12) Men Gud havde inspireret salmisten til at skrive: „Den sten bygmestrene forkastede er blevet hovedhjørnesten. Fra Jehova er denne kommet.“ (Sl. 118:22, 23) Jesus henledte sine religiøse modstanderes opmærksomhed på denne passage, og Peter sagde at den gik i opfyldelse på Jesus Kristus. (Mark. 12:10, 11; Apg. 4:8-11) Jesus blev ’hjørnegrundstenen’ i den kristne menighed. Han blev forkastet af de gudløse, men han er „udvalgt, værdifuld, for Gud“. — 1 Pet. 2:4-6.

      Forrådt og forladt!

      5, 6. Hvad var blevet forudsagt vedrørende forræderiet mod Messias, og hvordan gik det i opfyldelse?

      5 Det var forudsagt at Messias ville blive forrådt af en af sine venner. David skrev profetisk: „Manden jeg havde fred med, som jeg stolede på, som spiste mit brød, har løftet hælen imod mig.“ (Sl. 41:9) En man holdt måltid sammen med, betragtede man som sin ven. (1 Mos. 31:54) At Judas Iskariot forrådte Jesus, var derfor et forræderi af værste slags. Jesus gjorde opmærksom på opfyldelsen af Davids profetiske ord da han henvendt til apostlene sagde følgende om den der forrådte ham: „Jeg taler ikke om jer alle; jeg kender dem jeg har udvalgt. Men det er for at skriftstedet kan blive opfyldt: ’Den som plejede at spise mit brød har løftet sin hæl imod mig.’“ — Joh. 13:18.

      6 Den der forrådte Messias, ville få 30 sølvstykker for det — prisen for en træl! Med det der siges i Zakarias 11:12, 13 som udgangspunkt, fortalte Mattæus at Jesus blev forrådt for dette usle beløb. Men hvorfor sagde Mattæus at dette var blevet forudsagt „gennem profeten Jeremias“? På Mattæus’ tid var Jeremias’ Bog måske anbragt forrest i en gruppe bøger som også indbefattede Zakarias’ Bog. (Jævnfør Lukas 24:44). Judas kom aldrig til at bruge disse penge som han ved sit forræderi havde erhvervet sig. Han kastede sølvstykkerne ind i templet og gik hen og hængte sig. — Matt. 26:14-16; 27:3-10.

      7. Hvordan gik Zakarias 13:7 i opfyldelse?

      7 Endog Messias’ disciple ville blive spredt. „Slå hyrden, så fårene spredes,“ skrev Zakarias. (Zak. 13:7) Den 14. nisan i år 33 sagde Jesus til sine disciple: „I denne nat vil I alle blive bragt til snublen og fald i anledning af mig, for der står skrevet: ’Jeg vil slå hyrden, og hjordens får skal spredes.’“ Og det var nøjagtig hvad der skete. Mattæus fortæller: „Da forlod alle disciplene [Jesus] og flygtede.“ — Matt. 26:31, 56.

      Anklaget og slået

      8. Hvordan gik profetien i Esajas 53:8 i opfyldelse?

      8 Messias ville blive ført for retten og dømt. (Læs Esajas 53:8). Den 14. nisan ved daggry samledes hele Sanhedrinet, og de lod Jesus binde og overgav ham til den romerske landshøvding Pontius Pilatus. Han forhørte Jesus, men fandt ham ikke skyldig i noget som helst. Da Pilatus tilbød at give Jesus fri, råbte folkemængden imidlertid: „Pælfæst ham!“ og forlangte at forbryderen Barabbas blev givet fri i stedet. Pilatus, der ønskede at stille folkemængden tilfreds, gav Barabbas fri, og efter at have ladet Jesus piske overgav han ham til at blive pælfæstet. — Mark. 15:1-15.

      9. Hvad skete der på Jesu tid som forudsagt i Salme 35:11?

      9 Falske vidner ville aflægge vidnesbyrd imod Messias. Salmisten David skrev: „Voldsvidner står frem; hvad jeg ikke har haft kendskab til, det spørger de mig om.“ (Sl. 35:11) I overensstemmelse med denne profeti „søgte de øverste præster og hele Sanhedrinet at finde et falsk vidnesbyrd imod Jesus, så de kunne bringe død over ham“. (Matt. 26:59) I virkeligheden var der ’mange der vidnede falsk imod ham, men deres vidnesbyrd stemte ikke overens’. (Mark. 14:56) At aflægge falsk vidnesbyrd betød ikke noget for Jesu fanatiske modstandere, som ønskede at få ham slået ihjel.

      10. Forklar hvordan Esajas 53:7 gik i opfyldelse.

      10 Messias ville forholde sig tavs over for sine anklagere. Esajas fremsatte følgende profeti: „Han var hårdt trængt, og han lod sig mishandle; dog åbnede han ikke sin mund. Han blev ført som et får til slagtning; og som et hunfår der er stumt over for dem der klipper det, således åbnede han ikke sin mund.“ (Es. 53:7) Da Jesus „blev anklaget af de øverste præster og de ældste, gav han intet svar“. Pilatus stillede ham spørgsmålet: „Hører du ikke hvor mange ting de fremfører som vidnesbyrd imod dig?“ Men Jesus „svarede ham ikke, nej, ikke et ord, så landshøvdingen undrede sig meget“. (Matt. 27:12-14) Jesus tog ikke til genmæle over for sine anklagere. — Rom. 12:17-21; 1 Pet. 2:23.

      11. Hvad skete der som en opfyldelse af Esajas 50:6 og Mika 5:1?

      11 Esajas forudsagde at Messias ville blive slået. Han skrev: „Min ryg prisgav jeg til dem der slår, og mine kinder til dem der river skæg af. Mit ansigt skjulte jeg ikke for ydmygelser og spyt.“ (Es. 50:6) Profeten Mika forudsagde: „Med kæppen slår de Israels dommer på kinden.“ (Mika 5:1) Som en bekræftelse af at disse profetier gik i opfyldelse, skrev Markus i sit evangelium: „Nogle begyndte at spytte på ham og tilhylle hans ansigt og slå ham med knytnæver og sige til ham: ’Profetér!’ Og retsbetjentene tog ham idet de gav ham lussinger.“ Markus fortæller også at soldaterne „slog ham . . . i hovedet med en rørkæp og spyttede på ham, og idet de lagde sig på knæ [for at gøre nar af ham] bøjede de sig ærbødigt for ham“. (Mark 14:65; 15:19) Jesus gjorde intet som kunne have provokeret til en sådan mishandling.

      Trofast til døden

      12. Hvordan gik Salme 22:16 og Esajas 53:12 i opfyldelse på Jesus?

      12 Forudsagte detaljer i forbindelse med pælfæstelsen af Messias. Salmisten David skrev: „De ondes forsamling har indesluttet mig. Som en løve står de ved mine hænder og mine fødder.“ (Sl. 22:16) I sit evangelium skriver Markus de velkendte ord: „Det var nu den tredje time [omkring klokken ni om morgenen], og de pælfæstede ham.“ (Mark 15:25) Det var også blevet forudsagt at Messias ville blive regnet blandt syndere. Esajas skrev: „Han udtømte sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtrædere.“ (Es. 53:12) Vi ved at „to røvere [blev] pælfæstet sammen med ham, én ved hans højre side og én ved hans venstre side“. — Matt. 27:38.

      13. Hvordan gik profetien i Salme 22:7, 8 i opfyldelse på Jesus?

      13 David forudsagde at Messias ville blive udsat for hån og spot. (Læs Salme 22:7, 8). Jesus blev hånet og spottet mens han hang på marterpælen. Mattæus skriver: „De forbipasserende begyndte at spotte ham, idet de rystede på hovedet og sagde: ’Du som ville rive templet ned og bygge det op på tre dage, frels dig selv! Hvis du er søn af Gud, så stig ned fra marterpælen!’ På lignende måde begyndte også de øverste præster sammen med de skriftlærde og de ældste at gøre nar og sige: ’Andre har han frelst; sig selv kan han ikke frelse! Han er Israels konge; lad ham nu stige ned fra marterpælen, og vi vil tro på ham. Han har sat sin lid til Gud; lad Ham nu befri ham hvis Han vil have ham; han har jo sagt: „Jeg er Guds søn.“’“ (Matt. 27:39-43) Jesus udholdt imidlertid alt dette med ophøjet ro. Han var et storslået eksempel for os!

      14, 15. Fortæl hvordan detaljerede profetier fik deres opfyldelse i forbindelse med Messias’ klædning og den omstændighed at man gav ham eddike at drikke.

      14 Man ville kaste lod om Messias’ klædning. Salmisten skrev: „De deler mine klæder imellem sig, og om min klædning kaster de lod.“ (Sl. 22:18) Også dette gik i opfyldelse, for „da [de romerske soldater] havde pælfæstet [Jesus], delte de hans yderklæder ved at kaste lod“. — Matt. 27:35; læs Johannes 19:23, 24.

      15 Messias fik tilbudt eddike og galde. „Som mad gav de mig en giftplante, og for min tørst gav de mig eddike at drikke,“ skrev salmisten. (Sl. 69:21) Mattæus skriver: „De [gav Jesus] vin blandet med galde at drikke; men efter at have smagt det ville han ikke drikke det.“ Senere „løb en af dem hen og tog en svamp og fyldte den med sur vin og satte den på en rørkæp og lod ham drikke“. — Matt. 27:34, 48.

      16. Forklar hvordan de profetiske ord i Salme 22:1 gik i opfyldelse.

      16 Tilsyneladende havde Gud forladt Messias. (Læs Salme 22:1). I overensstemmelse med profetien skete der følgende: „Ved den niende time [omkring klokken tre om eftermiddagen] råbte Jesus med høj røst: ’Eliʹ, Eliʹ, lamaʹ sabachthaʹni?’ der oversat betyder: ’Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?’“ (Mark 15:34) Jesus havde ikke mistet troen på sin himmelske Fader. Men Gud havde forladt Jesus i den forstand at han ikke beskyttede ham, men havde overladt ham til Jesu fjender. På den måde kunne Jesu uangribelighed blive prøvet fuldt ud. Jesu råb var en opfyldelse af Salme 22:1.

      17. Hvordan gik profetierne i Zakarias 12:10 og Salme 34:20 i opfyldelse?

      17 Messias ville blive gennemboret, men hans knogler ville ikke blive sønderbrudt. Jerusalems indbyggere ville „se hen til ham som de [havde] gennemboret“. (Zak. 12:10) Og i Salme 34:20 står der: „[Gud] vogter alle hans knogler; ikke en af dem sønderbrydes.“ Apostelen Johannes bekræfter at disse profetier gik i opfyldelse på Jesus idet han skriver: „En af soldaterne stak ham [Jesus] dog i siden med et spyd, og straks kom der blod og vand ud. Og den der har set det [Johannes] har vidnet, og hans vidnesbyrd er sandt . . . Dette skete for at skriftstedet kunne blive opfyldt: ’Ingen knogle på ham skal sønderbrydes.’ Og et andet skriftsted igen siger: ’De skal se hen til ham som de har gennemboret.’“ — Joh. 19:33-37.

      18. Hvordan gik det til at Jesus blev begravet hos de rige?

      18 Messias ville blive begravet hos de rige. (Læs Esajas 53:5, 8, 9). Sent på eftermiddagen den 14. nisan „kom en rig mand fra Arimatæa ved navn Josef . . . til Pilatus og bad om at få Jesu legeme. Så befalede Pilatus at det skulle udleveres.“ Beretningen fortsætter: „Josef tog legemet, svøbte det ind i rent, fint linned og lagde det i sin nye mindegrav, som han havde hugget ud i klippen. Og efter at have rullet en stor sten for indgangen til mindegraven gik han.“ — Matt. 27:57-60.

      Hyld den messianske konge!

      19. Hvad skete der i overensstemmelse med de profetiske ord i Salme 16:10?

      19 Messias ville blive oprejst. David skrev: „Du [Jehova] vil ikke efterlade min sjæl i Sheol.“ (Sl. 16:10) De to kvinder der kom til den grav hvor man havde lagt Jesus, har haft svært ved at tro deres egne øjne. Ved graven så de en materialiseret engel, som sagde: „Vær ikke forfærdede. I søger Jesus Nazaræeren, som blev pælfæstet. Han er blevet oprejst, han er ikke her. Se! Det er stedet hvor de lagde ham.“ (Mark. 16:6) Over for den folkemængde der var til stede i Jerusalem på pinsedagen i år 33, erklærede apostelen Peter: „[David] forudså . . . og talte om Messias’ opstandelse, at hverken blev han efterladt i Hades eller så hans kød forrådnelse.“ (Apg. 2:29-31) Gud tillod ikke at hans elskede søns kødelige legeme gik i forrådnelse. Jesus blev på mirakuløs vis „gjort levende i ånden“. — 1 Pet. 3:18.

      20. Hvad siger profetierne om Messias’ herredømme?

      20 Som forudsagt erklærede Gud at Jesus var hans søn. (Læs Salme 2:7; Mattæus 3:17). Folkeskaren hyldede desuden Jesus og det kommende rige, og i dag forkynder vi med glæde om ham og hans storslåede herredømme. (Mark. 11:7-10) Kristus vil snart udrydde sine fjender. Det vil ske når han ’drager frem for sandheds og ydmygheds og retfærdigheds sag’. (Sl. 2:8, 9; 45:1-6) Til den tid vil hans kongedømme skabe fred og velstand på hele jorden. (Sl. 72:1, 3, 12, 16; Es. 9:6, 7) Det er et stort privilegium at vi kan forkynde disse sandheder som vidner for Jehova, hvis elskede søn allerede regerer som den messianske konge i himmelen!

Danske publikationer (1950-2025)
Log af
Log på
  • Dansk
  • Del
  • Indstillinger
  • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
  • Anvendelsesvilkår
  • Fortrolighedspolitik
  • Privatlivsindstillinger
  • JW.ORG
  • Log på
Del