-
Din fremtid — lær den at kende gennem en bedre kildeVagttårnet – 1987 | 1. marts
-
-
En sikker kilde
Når astrologer og videnskabsfolk ikke med sikkerhed kan forudsige hvad der vil ske, betyder det så at man umuligt kan få pålidelige oplysninger om fremtiden? Inden vi giver op gør vi klogt i at undersøge hvad Bibelen siger om spørgsmålet. Jehova, Bibelens forfatter, omtales som den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. — Esajas 46:10.
Guds ord indeholder mange profetier. Hvordan adskiller de sig fra astrologernes forudsigelser? Et opslagsværk med titlen The Great Ideas svarer: „Hvad angår menneskers forudviden synes de hebraiske profeter at være enestående. Til forskel fra hedenske spåmænd eller sandsigere . . . behøvede de ikke at ty til forskellige kneb eller hjælpemidler for at trænge ind i guddommelige hemmeligheder. . . . Deres profetiske tale synes for det meste, i modsætning til oraklernes, at være utvetydig. Hensigten synes i hvert fald at være at åbenbare, og ikke at skjule, Guds plan på områder hvor Gud selv ønsker at mennesker skal være vidende om fremtiden.“
Et eksempel på dette er de mange oplysninger om Jesus der blev nedskrevet i Bibelen adskillige hundrede år før hans fødsel. Det blev forudsagt at Jesus skulle fødes i byen Betlehem, i kong Davids fader Isajs slægtslinje. (Mika 5:2; Esajas 11:1, 10) Bibelen forudsagde også at han ville blive henrettet på en pæl men at ingen af hans knogler ville blive knust, sådan som det ellers var praksis ved den slags henrettelser. Disse profetiske detaljer viste sig at være sande, og de er blot nogle få eksempler ud af de mere end 120 profetier der ifølge en bibelforsker er blevet opfyldt på Jesus. — Salme 22:16, 17; 34:20.
En profeti der er blevet opfyldt i vor tid
Hertil kommer at Bibelen indeholder profetier der peger frem til vor tid. Lad os betragte en af de betydeligste af disse. Denne profeti beskriver en række begivenheder der ville markere tidsperioden umiddelbart forud for Guds riges dramatiske indgriben i forholdene på jorden. Disse begivenheder skulle indbefatte verdenskrige, jordskælv, epidemier, hungersnød og stigende lovløshed. Er disse forhold ikke blevet stadig mere fremtrædende i verden netop i løbet af vort 20. århundrede? — Mattæus 24:3, 7-14; Lukas 21:7, 10, 11; 2 Timoteus 3:1-5.
Jesus forklarede at opfyldelsen af disse profetier ville indvarsle hans riges komme lige så sikkert som når knopperne på træerne bebudede forårets komme. Han gjorde endog opmærksom på at disse profetier ville gå i opfyldelse inden for blot én generation. Siden 1914 har vi med egne øjne set alle dele af tegnet, deriblandt de førnævnte detaljer.a Vi kan derfor have fuldstændig tillid til at Guds rige meget snart vil gribe ind. — Lukas 21:29-33.
Endnu et træk der ifølge profetien skulle være karakteristisk for denne tid er „angst blandt nationerne, som ved hverken ud eller ind“. (Lukas 21:25) Den franske avis Le Monde Dimanche peger på at der er en sammenhæng mellem disse forhold og vor tids store interesse for astrologi og okkultisme: „Stillet over for krisen skyr folk intet middel der kan berolige dem. Gennem parapsykologien kan man opnå megen trøst ved ringe anstrengelse, og i en tid som denne hvor alt præges af videnskaben med dens frygtindgydende bedrifter, som for eksempel brugen af kernekraft og gensplejsning, føler folk sig fristet til at flygte til det ukendte og irrationelle i et forsøg på at genfinde meningen med livet.“ Det kan således ikke undre at der i vor tid er udpræget interesse for astrologi og andre former for okkultisme. Det er et af symptomerne på den „angst“ folk i dag nærer, som en opfyldelse af Jesu profeti.
-
-
Din fremtid — lær den at kende gennem en bedre kildeVagttårnet – 1987 | 1. marts
-
-
[Ramme på side 6]
Bibelen har forudsagt om Jesus:
● At han ville blive født i Betlehem. — Mika 5:2
● At han ville blive født i kong Davids fader Isajs slægt. — Esajas 11:1, 10
● At han ville blive henrettet på en pæl. — Salme 22:17, 18, da. aut.
● At ingen af hans knogler ville blive knust. — Salme 34:20
-