Historikeren Will Durant skriver i sin bog Cæsar og Kristus: „At nogle ganske få og jævne mænd i løbet af en enkelt generation skulle have været i stand til at konstruere en så stærk og betagende personlighed, en så ophøjet etik og en så inspirerende vision af menneskeligt broderskab, ville have været et mirakel, der var endnu mere utroligt end noget af dem, der berettes om i evangelierne. Selv efter to århundreders tekstkritik står Jesu Kristi liv, personlighed og gerning stærkt og klart for os og udgør det mest betagende træk i det vestlige menneskes historie.“

Historikeren Will Durant prøvede at foretage en objektiv undersøgelse af evangelierne som historiske dokumenter. Selv om han omtaler tilsyneladende modsigelser, konkluderer han: „Uoverensstemmelserne er i virkeligheden ret uvæsentlige; i det store og hele stemmer de synoptiske evangelier ganske godt overens og giver et ensartet og konsekvent billede af Kristus.“

Hvordan forholder det sig da med bibelkritikernes påstande om at evangelierne ikke opfylder de krav der må stilles til ægte historiske beretninger? Durant fortsætter: „I begejstringen over sine egne opdagelser har den højere bibelkritik underkastet Det nye Testamente så strenge prøver, at mange af oldtidens personligheder — som for eksempel Hammurabi, David og Sokrates — ville svinde ind til det rent legendariske, hvis de fik den samme behandling. Trods evangelisternes forudfattede meninger og teologiske forudindtagethed gengiver de dog mange hændelser, som de sikkert ikke ville have nævnt, hvis det havde været fri fantasi — apostlenes indbyrdes kappestrid om at opnå de højeste poster i Guds rige, deres flugt efter Jesu tilfangetagelse, Peters fornægtelse . . . ingen, der læser disse scener, kan være i tvivl om realiteten i den skikkelse, der står bagved dem.“