Kapitel 2

Bibelens kamp for livet

Beviserne for at Bibelen er Guds ord kan sammenlignes med mange tråde. Hver for sig er de stærke, men tvundet sammen er de ubrydelige. I dette og det følgende kapitel vil vi behandle blot én af disse „tråde“: Bibelens historie som bog. At denne forbløffende bog har overlevet til i dag er intet mindre end et mirakel. Læs videre og døm selv.

1. Hvordan er Bibelen sammensat, og hvornår blev den skrevet?

BIBELEN er mere end en bog. Den er et helt bibliotek bestående af 66 bøger, nogle korte og nogle forholdsvis lange, indeholdende love, profetier, historie, poesi, vejledning og meget mere. Århundreder før Jesu fødsel blev de første 39 af disse bøger skrevet — hovedsagelig på hebraisk — af troende jøder eller israelitter. Denne del kaldes ofte Det Gamle Testamente. De sidste 27 bøger blev skrevet på græsk af de kristne, og denne del er almindeligt kendt som Det Nye Testamente. Ifølge bøgernes eget vidnesbyrd og de ældste traditioner blev disse 66 bøger skrevet over en periode på cirka 1600 år, som begyndte da Ægypten var en stormagt og endte da Romerriget sad inde med verdensherredømmet.

Kun Bibelen overlevede

2. (a) Hvordan var israelitterne stillet da de første dele af Bibelen blev skrevet? (b) Hvilke andre litterære værker blev frembragt i samme periode?

² Da de første dele af Bibelen blev skrevet for over 3000 år siden, var israelitterne kun en lille nation blandt mange andre i Mellemøsten. Deres Gud var Jehova, mens de omboende nationer dyrkede en mængde forskellige guder og gudinder. Israelitterne var ikke de eneste der frembragte religiøs litteratur i denne periode. De andre nationer frembragte også skriftlige værker som afspejlede deres religiøse og nationale forestillinger og værdier. For eksempel var det mesopotamiske Gilgamesj-epos, skrevet på akkadisk, og Ras Sjamra-eposerne, skrevet på ugaritisk (et sprog der taltes i det område der nu udgør det nordlige Syrien), uden tvivl meget populære. Den store litteraturmængde fra denne periode omfattede også værker som Ipu-wers formaninger og Nefer-rohus profeti på ægyptisk, hymner til forskellige guddomme på sumerisk, og profetiske værker på akkadisk.¹

3. Hvordan adskiller Bibelen sig fra den øvrige religiøse litteratur der blev frembragt i Mellemøsten i samme periode?

³ Alle disse mellemøstlige værker fik imidlertid en fælles skæbne. De gik i glemme, og selv de sprog de var skrevet på, uddøde. Det er først i nyere tid at arkæologer og filologer har fået kendskab til deres eksistens og har lært at læse dem. Derimod har selv de ældste bøger i den hebraiske Bibel overlevet op til vor tid og er stadig meget læste. Der er forskere som hævder at Bibelens hebraiske bøger er påvirket eller afledt af disse gamle litterære værker. Men den omstændighed at store dele af datidens litteratur gik i glemme mens den hebraiske Bibel overlevede, viser at Bibelen er noget særligt.

Ordets vogtere

4. Hvilke alvorlige problemer som israelitterne var udsat for, kunne have skabt tvivl om hvorvidt Bibelen ville overleve?

⁴ Vi må imidlertid ikke tro at det fra et menneskeligt synspunkt var givet på forhånd at Bibelen ville overleve. De samfund der frembragte Bibelen blev udsat for så svære prøvelser og så hård modstand at det faktisk er et under at den har overlevet til i dag. I tiden før Kristus var jøderne, som nedskrev De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“), en forholdsvis lille nation. De førte en usikker tilværelse blandt mægtige stater der ustandselig stredes om overherredømmet. Israel måtte kæmpe for livet mod en lang række folkeslag, som for eksempel filistrene, moabitterne, ammonitterne og edomitterne. I en periode hvor israelitterne var delt i to riger blev det nordlige rige praktisk taget udslettet af det grusomme Assyrerrige, og siden knuste babylonierne det sydlige rige og førte dets folk i fangenskab, hvorfra kun en rest vendte tilbage 70 år senere.

5, 6. Hvilke anslag mod hebræerne bragte selve folkets eksistens i fare?

⁵ Der er endda beretninger om forsøg på folkedrab på israelitterne. På Moses’ tid befalede Farao at alle deres nyfødte drengebørn skulle dræbes. Hvis hans ordre var blevet udført, var det hebraiske folk blevet tilintetgjort. (2 Mosebog 1:15-22) Lang tid senere, da jøderne var under persisk herredømme, planlagde deres fjender at indføre en lov der tog sigte på at tilintetgøre dem. (Ester 3:1-15) Denne plans fiasko fejres den dag i dag med den jødiske purimsfest.

⁶ Da jøderne endnu senere var underlagt Syrien, gjorde kong Antiochos IV sig store anstrengelser for at hellenisere folket, at tvinge det til at følge græske skikke og dyrke græske guder. Men han havde heller ikke heldet med sig. I stedet for at blive udslettet eller assimileret overlevede jøderne, mens de fleste folkeslag omkring dem forsvandt fra skuepladsen et efter et. Og Bibelens Hebraiske Skrifter overlevede sammen med dem.

7, 8. Hvordan blev Bibelens eksistens truet af den behandling de kristne blev udsat for?

⁷ De kristne, der nedskrev den anden del af Bibelen („Det Nye Testamente“), var også en forfulgt befolkningsgruppe. Deres leder, Jesus, blev dræbt som en gemen forbryder. I den første tid efter hans død forsøgte de jødiske myndigheder i Palæstina at undertrykke dem. Da kristendommen trods alt blev udbredt til andre lande, forfulgte jøderne dem fra sted til sted og forsøgte at hindre deres missionsarbejde. — Apostelgerninger 5:27, 28; 7:58-60; 11:19-21; 13:45; 14:19; 18:5, 6.

⁸ De romerske myndigheder var i begyndelsen tolerante, men dette ændredes brat på Neros tid. Tacitus skrev pralende om de „udsøgte måder“ de kristne blev torteret på af denne lastefulde kejser, og fra hans tid var der dødsstraf for at være kristen.² I år 303 e.v.t. tog kejser Diocletian et skridt som var rettet direkte mod Bibelen.a I et forsøg på at få bugt med kristendommen beordrede han alle kristne bibler brændt.³

9. Hvad ville der være sket hvis forsøgene på at udrydde jøderne og de kristne var lykkedes?

⁹ Disse forsøg på undertrykkelse og folkedrab var en sand trussel mod Bibelens eksistens. Hvis det var gået jøderne ligesom filistrene og moabitterne, eller hvis jødernes og derefter de romerske myndigheders forsøg på at udslette kristendommen var lykkedes, hvem skulle så have skrevet og bevaret Bibelen? Heldigvis blev Bibelens vogtere — først jøderne og derefter de kristne — ikke udslettet, og Bibelen overlevede. Der var imidlertid en anden trussel, om ikke mod Bibelens eksistens, så i hvert fald mod tekstens uangribelighed.

Fejl sniger sig ind

10. Hvordan blev bibelteksten oprindelig bevaret?

¹⁰ Mange af de førnævnte oldtidsværker som efterhånden gik i glemme, var blevet indhugget i sten eller præget i holdbare lertavler. Men det var Bibelen ikke. Den blev oprindelig skrevet på papyrus eller pergament — langt mere forgængelige materialer. Derfor er de oprindelige bøger som skribenterne skrev, for længst gået tabt. Hvordan er Bibelen da blevet bevaret? Ved at den møjsommeligt er blevet afskrevet i hånden i tusinder af eksemplarer. Det var den almindelige måde at mangfoldiggøre en bog på før bogtrykkerkunsten blev opfundet.

11. Hvad sker der uvægerlig når en tekst afskrives i hånden?

¹¹ Der er imidlertid en fare ved at afskrive en tekst i hånden. Den berømte arkæolog Sir Frederic Kenyon, der var overbibliotekar og direktør ved British Museum, forklarede: „Der er endnu ikke blevet frembragt en menneskelig hånd og hjerne som kan afskrive et langt værk fuldstændig fejlfrit. . . . Der ville uvægerlig indsnige sig fejl.“⁴ De fejl der indsneg sig i et håndskrift, blev gentaget når dette håndskrift igen blev afskrevet. Efterhånden som der blev foretaget mange afskrifter, opstod der således mange menneskelige fejl i teksten.

12, 13. Hvem påtog sig at bevare den hebraiske bibeltekst?

¹² Hvordan kan vi da — i betragtning af de mange tusind afskrifter der blev foretaget af Bibelen — vide at denne proces ikke har ændret teksten til ukendelighed? Lad os først tage den hebraiske Bibel, „Det Gamle Testamente“. Da jøderne i anden halvdel af det sjette århundrede f.v.t. vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon, blev en gruppe hebraiske skriftlærde der kaldtes Soferim bibeltekstens vogtere, og de fremstillede afskrifter af teksten til brug i den offentlige og den private gudsdyrkelse. De var professionelle afskrivere som helt havde helliget sig denne gerning, og deres arbejde var af højeste kvalitet.

¹³ Fra det syvende til det tiende århundrede e.v.t. førte masoreterne arven videre. Deres navn kommer af et hebraisk ord der betyder „overlevering“, og de var ligesom deres forgængere skriftlærde der havde til opgave at bevare den overleverede hebraiske tekst. Masoreterne var yderst samvittighedsfulde. Enhver afskriver skulle for eksempel bruge en behørigt bekræftet tekst som sit grundlag, og han måtte ikke skrive noget som helst efter hukommelsen. Han skulle kontrollere hvert bogstav før han skrev det.⁵ Professor Norman K. Gottwald fortæller: „Den omhu hvormed de udførte deres arbejde fremgår blandt andet af det rabbinske krav om at alle nye håndskrifter skulle korrekturlæses og eksemplarer med fejl straks kasseres.“⁶

14. Hvilket fund har gjort det muligt at efterprøve nøjagtigheden af Soferims og masoreternes overlevering af bibelteksten?

¹⁴ Hvor nøjagtigt blev teksten overleveret af Soferim og masoreterne? Indtil 1947 var det vanskeligt at besvare dette spørgsmål fordi de ældste komplette hebraiske håndskrifter der fandtes, var fra det tiende århundrede e.v.t. Men i 1947 blev der i nogle huler i nærheden af Dødehavet fundet nogle meget gamle håndskriftfragmenter, heriblandt dele af hebraiske bibelbøger. Flere af fragmenterne stammede fra tiden før Kristus. Forskerne sammenlignede dem med de eksisterende hebraiske håndskrifter for at undersøge hvor nøjagtigt teksten var blevet overleveret. Hvad blev resultatet af deres sammenligninger?

15. (a) Hvad fandt man ud af da man sammenlignede Esajashåndskriftet fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst? (b) Hvordan skal man se på dét at nogle af de håndskrifter der er fundet ved Det Døde Hav indeholder en del tekstvarianter? (Se fodnoten.)

¹⁵ Et af de ældste håndskrifter man fandt var en fuldstændig udgave af Esajas’ bog, og dens tekst stemmer forbløffende godt overens med teksten i den masoretiske Bibel vi bruger i dag. Professor Millar Burrows skriver: „Mange af forskellene mellem [den nyligt fundne] Skt. Markus’ Esajasrulle og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“⁷ Burrows tilføjer: „Det er noget af et under at teksten er undergået så lidt forandring gennem rundt regnet tusind år.“b

16, 17. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at teksten i De Kristne Græske Skrifter er pålidelig? (b) Hvad erklærede Sir Frederic Kenyon angående De Græske Skrifters tekst?

¹⁶ Hvad den sidste del af Bibelen angår, den del der blev skrevet på græsk af de kristne, det såkaldte Nye Testamente, var afskriverne snarere dygtige amatører end veluddannede professionelle som Soferim. Men som de arbejdede under trussel om straf fra myndighedernes side, tog de deres arbejde meget alvorligt. Og der er to ting som giver os sikkerhed for at vi i dag har en tekst som i det væsentlige er identisk med den der oprindelig blev nedfældet af skribenterne. For det første findes der håndskrifter som tidsmæssigt ligger meget tættere på affattelsestidspunktet end det er tilfældet med den hebraiske del af Bibelen. Et enkelt fragment til Johannesevangeliet er endda fra første halvdel af det andet århundrede, mindre end 50 år fra det tidspunkt da Johannes efter al sandsynlighed skrev sit evangelium. For det andet er selve mængden af håndskrifter som er bevaret til i dag, et uomgængeligt vidnesbyrd om tekstens ægthed.

¹⁷ Hvad dette sidste angår, erklærede Sir Frederic Kenyon: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. Dette gælder i særlig grad Det Nye Testamente. Antallet af håndskrifter til Det Nye Testamente, af tidligere oversættelser af det, og af citater fra det hos kirkens ældste forfattere, er så omfattende at der stort set er vished for at den sande læsemåde til enhver tvivlsom passage er bevaret i en eller anden af disse gamle tekstvidner. Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“¹⁰

Folkene og deres sprog

18, 19. Hvordan gik det til at Bibelen ikke blev begrænset til kun at foreligge på de sprog den oprindelig blev skrevet på?

¹⁸ De sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på, var også i det lange løb en hindring for at den kunne overleve. De første 39 bøger blev hovedsagelig skrevet på hebraisk, som var israelitternes sprog. Men hebraisk har aldrig været særlig udbredt. Hvis Bibelen kun havde foreligget på dette sprog, ville den aldrig have fået indflydelse på andre end jødefolket og de få udlændinge der kunne læse den. Men af hensyn til de hebræere der boede i Alexandria i Ægypten, begyndte man i det tredje århundrede f.v.t. at oversætte den hebraiske del af Bibelen til græsk. Græsk var da blevet et internationalt sprog. På denne måde blev den hebraiske Bibel tilgængelig for ikkejøder.

¹⁹ Da tiden kom til at den anden del af Bibelen skulle skrives, var græsk stadig meget udbredt, så Bibelens sidste 27 bøger blev skrevet på det sprog. Men det var ikke alle der forstod græsk. Derfor begyndte man snart at oversætte både den hebraiske og den græske del af Bibelen til andre sprog som taltes i de første århundreder, som for eksempel syrisk, koptisk, armensk, georgisk, gotisk og ætiopisk. Romerrigets officielle sprog var latin, og latinske oversættelser så dagens lys i et sådant antal at det blev nødvendigt at fastlægge en „autoriseret“ udgave. Den blev færdig omkring år 405 og blev kaldt Vulgata (der betyder „almindelig“).

20, 21. Hvilke hindringer var der for at Bibelen kunne overleve, og hvad var grunden til at de blev overvundet?

²⁰ Det var således på trods af mange hindringer at Bibelen overlevede frem til de første århundreder af vor tidsregning. Den blev skrevet af foragtede og forfulgte mindretal som havde en svær tilværelse i en fjendtlig verden. Teksten kunne nemt være blevet forvansket under afskrivningen, men blev det ikke. Også de sprogmæssige forhindringer, der kunne have begrænset Bibelens tilgængelighed, blev overvundet.

²¹ Hvorfor kom Bibelen ud for disse hindringer? Bibelen siger selv: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Man måtte derfor regne med at verden ville være imod at sandheden blev udbredt skriftligt, og det var netop hvad den var. Hvorfor lykkedes det da Bibelen at overleve, når så mange andre litterære værker der ikke var udsat for de samme vanskeligheder, er gået i glemmebogen? Dette giver Bibelen også svar på. Den siger: „Jehovas ord forbliver til evig tid.“ (1 Peter 1:25) Hvis Bibelen virkelig er Guds ord, kan ingen menneskelig magt ødelægge den. Dette har vist sig at være sandt helt frem til det 20. århundrede.

22. Hvilken forandring fandt sted i begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t.?

²² Men i det fjerde århundrede e.v.t. skete der noget som efterhånden førte til nye angreb på Bibelen og som i høj grad kom til at præge historiens forløb. Blot ti år efter at Diocletian havde forsøgt at tilintetgøre alle eksemplarer af Bibelen, skiftede kejserriget politik og gjorde „kristendommen“ lovlig. Tolv år senere, i år 325, førte en romersk kejser forsædet ved det „kristne“ kirkemøde i Nikæa. Denne tilsyneladende gunstige udvikling skulle vise sig at blive en trussel mod Bibelen. Hvordan? Det vil vi se i det næste kapitel.

[Fodnoter]

En anden kommentator tilføjer: „Trods alle usikkerhedsmomenter er og bliver det et faktum at teksten som vi har den nu, i det store og hele er en ganske nøjagtig gengivelse af de ord der blev nedfældet af forfatterne, som for nogles vedkommende levede for næsten tre tusind år siden, og vi behøver ikke hvad tekstforvanskning angår nære nogen alvorlig tvivl om gyldigheden af det budskab Det Gamle Testamente har til os.“⁹

[Ramme på side 19]

Bibelens velbevidnede tekst

For at kunne bedømme hvor velbevidnet Bibelens tekst er, behøver vi blot at sammenligne den med anden litteratur fra oldtiden: de klassiske græske og romerske forfatteres værker. De fleste af disse værker blev skrevet efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført. Der findes ingen beretninger om forsøg på folkedrab rettet mod grækerne eller romerne, og deres litteratur var ikke ved at gå tabt under nogen form for forfølgelse. Læg imidlertid mærke til hvad professor F. F. Bruce skriver:

„Til Cæsars Gallerkrigen (skrevet mellem år 58 og 50 f.Kr.) er der bevaret flere håndskrifter, men kun ni eller ti er gode, og det ældste af dem stammer fra omkring 900 år efter Cæsars tid.

Af Livius’ Romerske Historie (59 f.Kr.–17 e.Kr.), der bestod af 142 bøger, har kun 35 bøger overlevet, og de foreligger ikke i mere end tyve håndskrifter af nogen betydning, hvoraf kun ét, som indeholder brudstykker af 3.-6. bog, kan føres så langt tilbage som til det 4. århundrede.

Af de 14 bøger i Tacitus’ Historie (ca. 100 e.Kr.) har kun fire og en halv overlevet, og af hans 16 Årbøger foreligger der kun ti fuldstændige og to ufuldstændige. Teksten til disse dele som er tilbage af hans to store historiske værker støtter sig udelukkende på to håndskrifter, et fra det 9. og et fra det 11. århundrede. . . .

Thukydids Historie (ca. 460-400 f.Kr.) kender vi fra otte håndskrifter, hvoraf det tidligste er fra ca. 900 e.Kr., foruden nogle få papyrusstumper fra omkring den kristne tidsalders begyndelse.

Det samme gælder Herodots Historie (ca. 488-428 f.Kr.). Og dog vil ingen af de klassiske lærde gå med til at ægtheden af Herodots eller Thukydids værker skulle være tvivlsom fordi de tidligste brugbare håndskrifter til dem er over 1300 år yngre end originalerne.“ — The Books and the Parchments, side 180.

Til sammenligning findes der tusinder af håndskrifter til forskellige dele af Bibelen. Og håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter kan føres tilbage til de første hundrede år efter de originale skrifters tilblivelse.

Kapitel 3

Bibelens falske ven

I dette kapitel vil vi komme ind på den væsentligste grund til at mange i de ikkekristne lande afviser at Bibelen skulle være Guds ord. Op gennem historien har kristenheden hævdet at tro på Bibelen og at være dens ven og vogter. Men samtidig har kirkerne været meddelagtige i nogle af historiens værste rædsler, fra middelalderens korstog og pogromer til vor egen tids Holokaust. Er kristenhedens optræden en god grund til at afvise Bibelen? I virkeligheden har kristenheden været Bibelens falske ven. Da kristenheden tog form i det fjerde århundrede e.v.t., var Bibelens kamp for livet på ingen måde forbi.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvorfor nægter mange at anerkende Bibelen som Guds ord? (b) Hvilket godt arbejde blev udført i det første og det andet århundrede, men hvilken farlig udvikling var i gang?

VED udgangen af det første århundrede var den sidste af Bibelens bøger skrevet færdig. Herefter gik de kristne ivrigt i gang med at afskrive og udbrede den fuldstændige bibel. Samtidig begyndte de at oversætte den til datidens almindeligste sprog. Mens den kristne menighed var travlt optaget af dette beundringsværdige arbejde, begyndte noget imidlertid at tage form som skulle bringe Bibelens eksistens i alvorlig fare.

² Det var en udvikling som Bibelen selv havde forudsagt. Jesus fortalte engang en lignelse om en mand der tilsåede sin mark med hvede. Mens manden sov, kom en fjende og såede ukrudt i marken. Begge dele fik lov at spire og vokse op, og for en tid blev hveden helt skjult af ukrudtet. Med denne lignelse viste Jesus at hans arbejde ville bære frugt i form af sande kristne, men at menigheden efter hans død ville blive infiltreret med falske kristne. Til sidst ville det endda blive svært at skelne de ægte kristne fra de falske. — Mattæus 13:24-30, 36-43.

3. Hvordan ville udkrudtslignende „kristne“, ifølge apostelen Peter, komme til at påvirke troen på Bibelen?

³ Apostelen Peter advarede om at de ukrudtslignende „kristne“ ville påvirke folks syn på kristendommen og Bibelen. Han sagde: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.“ — 2 Peter 2:1, 2.

4. Hvordan gik Jesu og Peters profetier i opfyldelse allerede i det første århundrede?

⁴ Jesu og Peters profetier gik i opfyldelse allerede i det første århundrede ved at ærgerrige mænd trængte ind i den kristne menighed og såede splid i den. (2 Timoteus 2:16-18; 2 Peter 2:21, 22; 3 Johannes 9, 10) I løbet af de næste to århundreder blev Bibelens rene og uforfalskede lære blandet op med græsk filosofi, og mange begyndte at antage hedenske lærdomme for at være bibelske sandheder.

5. Hvilken forandring indførte Konstantin i begyndelsen af det fjerde århundrede?

⁵ I det fjerde århundrede gjorde den romerske kejser Konstantin derpå „kristendommen“ til Romerrigets officielle religion. Men den „kristendom“ han kendte, afveg ikke så lidt fra den religion Jesus havde forkyndt. Det var „ukrudtet“ der trivedes, sådan som Jesus havde forudsagt. Alligevel kan vi være forvissede om at der i hele denne tid også var nogle få som bekendte sig til den sande kristendom og som gjorde hvad de kunne for at følge Bibelen som Guds inspirerede ord. — Mattæus 28:19, 20.

Modstand mod oversættelse af Bibelen

6. Hvornår begyndte kristenheden at tage form, og i hvilken henseende adskilte kristenhedens religion sig fra Bibelens kristendom?

⁶ På Konstantins tid begyndte kristenheden som vi kender den i dag, at tage form. Den degenererede form for kristendom der havde slået rod, var nu ikke længere blot en religion. Den var en del af staten, og dens ledere spillede en vigtig rolle i politik. Det endte med at den frafaldne kirke brugte sin politiske magt på en måde som var fuldstændig i strid med den bibelske kristendom, med det resultat at der blev rettet en ny, alvorlig trussel mod Bibelen. Hvordan det?

7, 8. Hvornår erklærede paven sig som modstander af at Bibelen blev oversat, og hvorfor gjorde han det?

⁷ Jo, da latin uddøde som hverdagssprog, blev der brug for nye oversættelser af Bibelen. Men den katolske kirke så ikke længere med velvilje på at få Bibelen oversat. I 1079 bad hertug Vratislav, der senere blev konge af Böhmen, pave Gregor VII om lov til at oversætte Bibelen til sine undersåtters sprog. Pavens svar var nej. Han sagde: „Det står dem der ofte reflekterer over det, klart at det ikke er uden grund at det har behaget den almægtige Gud at lade Den Hellige Skrift være en hemmelighed visse steder, for hvis den var lettilgængelig for alle mennesker kunne den måske blive agtet ringe eller blive omfattet med respektløshed, eller den kunne blive misforstået af de ulærde og føre til vildfarelse.“¹

⁸ Paven ønskede at Bibelen kun skulle foreligge på latin, som nu var et dødt sprog. Dens indhold skulle holdes ’hemmeligt’ og ikke oversættes til det jævne folks sprog.a Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse, der var blevet fremstillet i det femte århundrede for at Bibelen kunne blive gjort tilgængelig for alle, blev nu brugt til at holde dens ord skjult.

9, 10. (a) Hvordan erklærede kirken sin voksende modstand mod oversættelse af Bibelen? (b) Hvad var formålet med denne modstand?

⁹ Senere i middelalderen skærpede kirken sin modstand mod bibler på det jævne folks sprog. I 1199 skrev pave Innocens III et så skarpt brev til ærkebiskoppen af Metz i Tyskland at ærkebiskoppen brændte alle de tyske bibler han kunne finde.³ I 1229 vedtog synoden i Toulouse i Frankrig at „lægfolket“ ikke måtte være i besiddelse af bibelbøger på modersmålet.⁴ I 1233 befalede en provinssynode i Tarragona i Spanien at alle bøger af „Det Gamle eller Det Nye Testamente“ skulle afleveres og brændes.⁵ I 1407 forbød en præstesynode som var sammenkaldt af ærkebiskop Thomas Arundel i Oxford i England, udtrykkeligt at Bibelen blev oversat til engelsk eller noget andet sprog som taltes dengang.⁶ I 1431 nedlagde biskop Stafford af Wells, også i England, forbud mod at oversætte Bibelen til engelsk og at eje engelske oversættelser.⁷

¹⁰ Disse religiøse øvrigheder forsøgte ikke at tilintetgøre Bibelen. Men de forsøgte at forsegle den, at lukke den til, så den kun fandtes på et sprog som et fåtal kunne læse. Derved håbede de at kunne forhindre det de kaldte kætteri men som i virkeligheden blot var en anfægtelse af deres myndighed. Hvis det var lykkedes dem, kunne Bibelen være blevet en museumsgenstand, en bog der kun påkaldte sig de lærdes interesse og ikke øvede nogen særlig indflydelse på almindelige menneskers liv.

Bibelens forkæmpere

11. Hvad blev følgen da Julián Hernández smuglede spanske bibler ind i Spanien?

¹¹ Heldigvis var der dog mange oprigtige mennesker som nægtede at adlyde disse forbud. Men det var ikke ufarligt for dem. Nogle blev udsat for de værste lidelser for at have begået den „forbrydelse“ at eje en bibel. For eksempel kan nævnes en spanier ved navn Julián Hernández. Ifølge John Foxes bog The History of Christian Martyrdom påtog Julián (eller Juliano) sig at „bringe et stort antal [spanske] bibler fra Tyskland til sit eget land, skjult i vinfade og pakket som rhinskvin“. Han blev imidlertid forrådt og pågrebet af den katolske inkvisition. De der skulle have modtaget biblerne „blev alle uden forskel torteret, hvorefter de fleste af dem blev idømt forskellige straffe. Juliano blev brændt, 20 blev stegt på spid, flere blev fængslet for livstid, nogle blev pisket offentligt og mange sendt til galejerne.“⁸

12. Hvordan ved vi at middelalderens religiøse øvrigheder ikke repræsenterede Bibelens kristendom?

¹² Hvilket uhyggeligt magtmisbrug! Det er tydeligt at disse religiøse øvrigheder på ingen måde repræsenterede Bibelens kristendom! Bibelen viser selv hvem de repræsenterede, idet den siger: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

13, 14. (a) Hvilken tankevækkende omstændighed i forbindelse med Bibelen i middelalderen understreger dens guddommelige oprindelse? (b) Hvordan ændredes situationen for Bibelen i Europa?

¹³ Det er imidlertid tankevækkende at nogle var villige til at risikere en så forfærdende behandling, blot for at eje en bibel. Og der har været masser af eksempler på dette, helt op til vor tid. Den dybe hengivenhed Bibelen har vakt hos mange, foruden villigheden til at gennemgå lidelser og risikere en frygtelig død uden at forsøge at hævne sig på deres plageånder, taler stærkt for at Bibelen er Guds ord. — 1 Peter 2:21.

¹⁴ Med det protestantiske oprør mod Romerkirken i det 16. århundrede blev den katolske kirke tvunget til selv at fremstille oversættelser af Bibelen på de sprog man talte i Europa. Men selv efter dette blev Bibelen mere knyttet til protestantismen end til katolicismen. Den romersk-katolske præst Edward J. Ciuba forklarer: „Man må ærligt indrømme at en af de mere tragiske følger af den protestantiske reformation var at Bibelen blev forsømt af de katolske troende. Skønt den aldrig blev helt glemt, var den for de fleste katolikker en lukket bog.“⁹

Historisk-kritisk bibelforskning

15, 16. Hvorfor kan de protestantiske kirker ikke sige sig fri for at have modarbejdet Bibelen?

¹⁵ De protestantiske kirker kan imidlertid heller ikke sige sig fri for at have modarbejdet Bibelen. Som årene gik, rettede protestantiske lærde et angreb af en anden slags mod bogen: et intellektuelt angreb. I løbet af det 18. og det 19. århundrede udviklede de en bibelstudiemetode der kaldes „den historisk-kritiske forskning“. Metodens fortalere hævdede at meget af Bibelen var myter og legender. Nogle sagde endda at Jesus aldrig havde levet. I stedet for at betragte Bibelen som Guds ord sagde disse protestantiske lærde at den var menneskers ord, endda et sammensurium af menneskers ord.

¹⁶ De mest yderliggående af disse synspunkter er man siden gået bort fra, men den historisk-kritiske bibelforskning indgår stadig i undervisningen ved teologiske fakulteter, og det er ikke usædvanligt at høre protestantiske præster offentligt underkende store dele af Bibelen. En anglikansk præst er således blevet citeret i en australsk avis for at have sagt at meget af det der står i Bibelen „er direkte fejlagtigt. En del af historien er fejlagtig. Der er tydeligvis pyntet på nogle af detaljerne“. Sådanne tanker er et produkt af den historisk-kritiske bibelforskning.

’Sandhedens vej spottes’

17, 18. Hvordan har kristenhedens adfærd bragt skam over Bibelen?

¹⁷ Men den væsentligste årsag til at Bibelen afvises som Guds ord, er nok kristenhedens adfærd. Kristenheden hævder at følge Bibelen, men dens adfærd har bragt stor skam over Bibelen og selve benævnelsen „kristen“. Som apostelen Peter forudsagde, er ’sandhedens vej blevet spottet’. — 2 Peter 2:2.

¹⁸ I samme periode som den katolske kirke forbød oversættelse af Bibelen, iværksatte eller støttede paverne omfattende militærekspeditioner mod muslimerne i Mellemøsten. Disse felttog blev kaldt „hellige“ korstog, men der var intet som helst helligt ved dem. Det første — der benævnes „folkekorstoget“ — anslog tonen for de næste. En vældig, udisciplineret horde samledes, og inden den drog bort fra Europa vendte den sig — opflammet af præster — mod jøderne i Tyskland og myrdede dem i den ene by efter den anden. Hvorfor? Historikeren Hans Eberhard Mayer siger: „Det argument at jøderne, som Kristi fjender, fortjente at blive straffet, var . . . blot et ynkeligt dække over det virkelige motiv: begærlighed.“¹⁰

19-21. Hvordan har Trediveårskrigen, missionsvirksomheden og koloniherredømmet været med til at bringe Bibelen i vanry?

¹⁹ Ved det protestantiske oprør i 1500-tallet blev Romerkirken sat fra magten i mange europæiske lande. Et resultat af dette var Trediveårskrigen (1618-48), der i The Universal History of the World kaldes „en af de frygteligste krige i Europas historie“. Og hvad var krigens egentlige årsag? „Katolikkers had til protestanter, og protestanters had til katolikker.“¹¹

²⁰ På den tid var kristenheden begyndt at ekspandere ud over Europas grænser, hvorved den „kristne“ kultur blev bragt til andre verdensdele. Det var en militær ekspansion, præget af grusomhed og begær. I Mellem- og Sydamerika tilintetgjorde de spanske conquistadorer hurtigt de lokale kulturer. En historiebog siger: „I almindelighed ødelagde de spanske guvernører den indfødte kultur uden at sætte den europæiske i stedet. Tørsten efter guld var det der i første række drev dem til den nye verden.“¹²

²¹ Protestantiske missionærer drog også ud til andre kontinenter. Et af resultaterne af deres arbejde var det voksende koloniherredømme. Det er i dag en udbredt opfattelse at den protestantiske missionsvirksomhed „i mange tilfælde er blevet brugt som skalkeskjul for og retfærdiggørelse af verdsligt herredømme. Forbindelsen mellem mission, teknologi og imperialisme er velkendt“.¹³

22. Hvordan har kristenheden bragt kristendommens navn i vanry i det 20. århundrede?

²² Den nære forbindelse mellem kristenhedens kirker og staten har bestået op til vor tid. De to verdenskrige blev hovedsagelig udkæmpet mellem „kristne“ lande, og præster på begge sider af fronten opfordrede deres unge mænd til at kæmpe mod og forsøge at dræbe fjenden — der i mange tilfælde bekendte sig til samme tro. Som der siges i bogen If the Churches Want World Peace: „Det tjener bestemt ikke til [kirkernes] ros at vore dages krigsvæsen er opstået og har anrettet sine største ødelæggelser i lande der bekender sig til kristendommens sag.“¹⁴

Guds ord overlever

23. Hvordan understreger kristenhedens historie at Bibelen er Guds ord?

²³ Når vi betragter kristenhedens lange og sørgelige historie ser vi at den understreger to ting. For det første er disse begivenheder en opfyldelse af Bibelens profetier. Det var forudsagt at mange som hævdede at være kristne ville bringe skam over Bibelen og kristendommen; og at det virkelig er gået sådan, viser at Bibelen har talt sandt. Men vi må ikke glemme at kristenhedens adfærd ikke giver et sandt billede af Bibelens kristendom.

24. Hvad kendetegner sande kristne, og hvad må derfor siges om kristenheden?

²⁴ Jesus forklarede selv hvad der skulle kendetegne sande kristne: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Han sagde også: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) På begge punkter har kristenheden selv tydeligt afsløret at den ikke repræsenterer Bibelens kristendom. Den hævder at være Bibelens ven, men den har været en falsk ven.

25. Hvorfor har Bibelen overlevet alle trængsler frem til i dag?

²⁵ Det andet vi gerne vil understrege, er dette: I betragtning af at kristenheden som helhed i den grad har modarbejdet Bibelens interesser, er det intet mindre end forbløffende at bogen har overlevet til den dag i dag og stadig øver en god indflydelse på mange menneskers liv. Bibelen har klaret sig trods bitter modstand mod at den blev oversat, trods bibelkritikkens stormløb og trods dens falske vens, kristenhedens, ukristne adfærd. Hvorfor? Fordi den ikke er nogen almindelig bog. Bibelen kan ikke dø. Den er Guds ord, og den siger selv: „Græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Esajas 40:8, den danske autoriserede oversættelse.

[Fodnote]